Syriske og Irakiske flygtninge kommer til Lesbos i Grækkenland i det de står og går i 2015. Foto af Ggia /Syrians and Iraq refugees arrive at Skala Sykamias Lesvos Greece / (CC BY-SA 4.0), 2015, Wikipedia.

”Wir Schaffen Das!” – vi klarer det, sagde Angela Merkel i 2015, da syriske flygtninge væltede ind over de tyske grænser. Hun henviste til tyskernes evne til at håndtere de mange flygtninge – og ikke til flygtningene, som nok var de mest pressede efter en strabadserende tur op gennem Tyrkiet, i gummibåd til Grækenland og videre med tog og på gå-ben gennem Balkan.

Angela Merkel kom i politisk modvind på hendes flygtningeoptimisme – og hun har ændret holdning. Men i 2015 så Merkel de mennesker, der kom løbende væk fra krigen, og hun sagde, ”at hvis vi skal undskylde for at være venlige i en nødsituation, så er det her ikke mit land”.

For Angela Merkels land er Tyskland, som et land, der tager imod flygtninge. Internt i Tyskland har der været tre afgørende bølger i nyere tid fordrivelsen fra østeuropa, flygningene fra DDR og de syriske flygtninge. Det politiske pres for en ændret flygningepolitik i Tyskland er stort - ikke bare i lyset af syrene, men også flygtningene fra Afrika, som i stort tal sejler over Middelhavet. Der bliver kaldt på løsninger. Vi mærker det også i Danmark.

Folkefordrivelsen i 1945

Nazisterne havde i deres Generalplan Ost planlagt at myrde eller fordrive 50 millioner slavere og jøder for at skabe lebensraum i øst til tyskerne. Molotov-Rippentrop pagten indebar forflytninger af folk. Tyskerne var ikke ene om at flytte rundt på folk. Det var nærmest en almindelighed i Østeuropa i 1930-1945.

Tyskerne myrdede millioner af sovjetiske krigsfanger, tyske krigsfanger forsvandt i Gulag, civile der blev slavearbejdere i Sovjetunionen og Tyskland. Alene fra Tyskland søgte op mod en halv million jøder at flygte fra Tyskland efter 1933. De fik indrejse forbud i Danmark.

Efter krigen tog Tyskland imod henved 6 millioner fordrevne tyskere, der var smidt ud af deres hjem, der stort set altid havde været tyske enten som en del af Tyskland eller som mindretal i et område, som Bøhmen – men nu pludselig var jorden under dem ikke længere tysk men en del af Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet. De skulle væk - i så stort tal, at 15 procent af indbyggerne i Vesttyskland stammer fra de fordrevne i øst.

Mange steder i Østeuropa var der ikke klare grænser mellem folkeslagene, man boede sammen, handlede med hinanden og som regel var det fredeligt. Ikke længere. Efter hitleristernes hærgen og plagen blev tyskerne smidt ud. Bogstavelig talt – og ofte med få timers varsel, hvor man kun nødtørftigt fik lidt ejendele med – om nogen overhovedet. Og derefter sendte til fods mod vest – nogen gange mange hundrede kilometer væk.

De fordrevne flygtninge søgte ly hos landsmænd i det der var tilbage af Tyskland. Modtagerne havde ikke lette tider og manglede selv husly og mad. De tyske byer var ofte ødelagte af bomber, folk boede i resterne af deres kælder eller på en Ubahn station. Men de klarede at tage imod.

Tyskerne løb i første omgang væk for ikke at blive fanget af den røde hær. Heraf havnede 250.000 midlertidigt i Danmark i 1945.

I anden omgang blev folk smidt ud af deres hjem – og den tredje bølge var efter Potsdam traktaten, som flyttede rundt på grænser og folk.

Mange døde under flugten og fordrivelsen. Selv om det var landsmænd var der stadig kulturforskel på at være fra Memel i Østpreussen og Flensburg i Schleswig. Udover fordrevne tyskere var der 150.000 displaced persons fra arbejdslejre og KZ-lejre, som ikke kunne komme hjem fra Tyskland.

Flugten fra socialismen 1949-90

Stalin og kommunisterne overtog den østlige del af Tyskland og gjorde det til DDR. Drømmen var at opbygge et socialistisk arbejderparadis. Men Sovjetunionen havde ødelagt eller stjålet en stor del af infrastrukturen – hele fabrikker var demonteret og kørt til Sovjetunionen.

I stedet for amerikansk Marshall-hjælp som lagde et nyt fundament under Vesteuropa sagde østeuropæerne nej tak og lagde i stedet 5 årsplaner. Udsigten til et liv i velstand og frihed var ikke gode, og mange østtyskere tog deres gode tøj og deres uddannelse og rejste til den vestlige del af Tyskland.

Det blev så voldsomt, at DDR hegnede sine egne borgere ind – og alligevel flygtede de – under muren, over muren, gennem muren, i både over østersøen eller ”hoppede af” på rejser ud af DDR. De første 10 år af DDRs leve tid flygt/flyttede mere end 2 millioner mod øst. I begyndelsen af 1960 gik det stærkt.

Alene i juli 1961 flygtede 30.000 mennesker til vest. Og så kom muren. 1100 mistede livet i forsøget på at komme over muren, og et ukendt antal gik til på Østersøen i forsøget på at nå Danmark. I alt løb over 4 millioner ud af DDR fra oprettelsen i 1945 til undergangen i 1989 / 90.

Også DDR flygtningene skulle vænne sig til livet i Vesttyskland – og arbejdskammeraterne rykke lidt sammen for at få plads til de nye. Men de talte dog samme sprog, havde samme religion og rødder.

Nye tilflyttere efter genforeningen 1960’erne

I 1960’erne og 1970’erne tog Vesttyskland imod ”fremmedarbejdere” fra tyrkiet, balkan og sydeuropa. I 1990’erne var tyskerne åbne for nye tilflyttere fx tyske mindretal fra øst, flygtninge fra mange dele af verden, og familiesammenførte tyrkere, pakistanere og i Berlin bor der nu folk fra hele verden.

Det er en åbenhed og lyst til velkomst og venlighed som Tyskland har dyrket.

Men ikke alle tyskere. I øst, hvor mange følte sig pressede i takt med at naboerne flyttede væk og arbejdspladserne lukkede gav det grobund for ny-nazister og fremmed bekymrede bevægelser som Pegida og AfD.

Dagens flygtninge 2011 -

De syriske flygtninge dominerer flygtninge strømmen nu. Det tyske indenrigsministerium vurderer, at der fra 2011 og indtil 2018 er ankommet 700.000 syriske flygtninge i Tyskland. Det er naturligvis en udfordring, for hvor østpreussere og DDR borgere dog adskilte sig lidt fra vesttyskerne, så bringer Syrere meget fremmedartet kultur, religion, levevis, sprog, normer og værdier med sig.

Det er let at være multi kulti på festivaller og loppemarkeder, men i hverdagen har de syriske tyskere lige så mange vanskeligheder ved integration og ved at skabe deres eget liv det nye sted, som syriske danskere. I Tyskland, lige som i Danmark, bliver bremserne hugget i. Angela Merkel taler ikke mere om, at ”Wir schaffen das”.

Flygtninge som ressourcer

Billede: Kursfürsten modtager Huguenotterne med frihed for told og skat. Relief af Johannes Boese på den franske kirke på Gendarmenmarkt. Wikipedia.

Efter trediveårskrigen og i forbindelse med reformationskrigene inviterede den tyske kurfürst Frederik den Store med hans ” Potsdamer Toleranzedikt” i 1685 – og hans efterfølgere både böhmere og franske huguenotter til Berlin.

Her fik de beskyttelse og byen fik god gavn af nye tilflyttere og deres håndværksmæssige kompetencer. Indvandring er centralt for Berlin. De blev ovenikøbet understøttet af told og skatte fritagelser og andre fordele. Der var brug for dem.

Igen i 1960’erne var der brug for arbejdskraft for Wirtschaftwunder var i fuld gang. Det var ikke fordrevne der flyttede til Tyskland, men Jugoslavere, tyrkere, italienere, spaniere og grækere kom til i stor stil.

EU's arbejdsmarked har fri bevægelighed, og en del af de sydeuropæer og østeuropæer, der kommer til Tyskland for at arbejde gør de fordi der ikke er arbejde at få derhjemme. Det er ikke interessen for Göthe der driver.

Knap 800.000 EU borgere bor og arbejder i dag i Bundesrepublikken.

Russere og jøder flygtede til Weimar-republikken

Efter 1. verdenskrig og revolutionen i Rusland blev Berlin ganske overmandet af russiske revolutionsflygtninge, som i det hyper-inflationsplagede Tyskland var ganske velhavende. Kurfürstendam blev omdøbt til Kurfürsten Prospekt. Efter 10 år forsvandt de fleste tilbage til Rusland eller var videre til USA.

I alt 600.000 russere søgte tilflugt i Weimar-republikken. Progromer i øst fik 70.000 jøder til at søge asyl i Tyskland i 1921.

Brændpunktet i Berlin

Berlin står centralt i flygtningehistorien – det kan du tydeligt se i Berlin:

Den Böhmiske landsby kan man stadig se omridset af i Neukölln. Her flyttede de böhmere til, som på grund af deres religion havde vanskeligt ved at bo i Böhmen. I området omkring Gendarmenmarkt flyttede Huguenotterne ind og sproget i Berlin blev næsten mere fransk end tysk. I den nordelige kirke på Gendarmenmarket ligger det lille Huguenotmuseum. Tager du til Potsdam kan du besøge det hollandske kvarter.

Folkefordrivelsen i 1945 er noget næsten alle tyske familier har mærket til. I Tyskland er der mere end 1.400 mindesmærker for de fordrevne fra øst. Historien er ikke tabu, men det er heller ikke noget man taler meget om – for så skal man samtidig tale om hvorfor?

Et mindesmærke er fx den evige flamme på Theodor Heuss Platz med indskriften ” Diese Flamme mahnt: Nie wieder Vertreibung! – Frihed – Retfærdighed- Fred”. Flammen skal være tændt til fordrivelsen er stoppet – men uklart om det var genforeningen med DDR eller alle de tabte områder. Så flammen er tændt endnu – og en østrigsk landstryger er to gange anholdt for at tilberede sin mad over flammen.

Deutschlandhausi Stressemannstrasse 90 ved Anhalter Bahnhof kommer til at indeholde et dokumenationscenter og udstilling for de fordrevne og udrensede i det 20 århundrede. Museet vil blive styret af Bundesstiftung Flucht, Vertreibung, Versöhnung. Der bliver 3 etager og 6.000 udstillingskvadratmeter.

Willy-Brandt-Haus i Wilhelmstrasse 140 (ved Unter den Linden) er værd at nævne. Willy Brandt var fra Kiel, og flygtede til Danmark og Norge under anden verdenskrig. Da han kom hjem igen blev han overborgmester i Berlin i de dramatiske dage i 1961, hvor muren blev bygget – og gik senere som kansler forrest i forsoningen med Tysklands naboer.

Marienfeld Notaufnamenlager er den lejr, hvor DDR flygtningene kom til efter deres flugt. Den er i dag et mindested, der kan besøges og med interessante udstillinger om flugten til vest.

Gedänkstätte Berliner Mauer i Bernauerstrasse er et stort kompleks som minder om Berlin muren og de 140 mennesker, som mistede livet der 1961-89.

Museet ved Checkpoint Charlie er sprængfyldt af flygtninge og flugthistorier over muren. Kom tidligt, det er et meget besøgt museum.

Berliner Unterwelten har rundvisninger, hvor man kommer dybt ned i kældrene under bygningerne. Der er overraskende dybt – og herfra begyndte mange tunnelboringer. Der opdages stadig med mellemrum tunneler fra dengang. De blev jo gravet i hemmelig af private og ikke registreret noget sted.

Stik selv af

Exit games bliver stadig mere populære og i mange af dem gælder det om flugt fra fx monstre eller fangevogtere eller... for at slippe væk skal man typiske gætte gåder. Alvorligheden her er i en helt anden vægtklasse, men hvis der er lyst til adspredelse inden for samme tema, så tjek berlin-guides oversigt over udbudte flugt-spil - exit games i Berlin.