Asta Nielsen (1881 - 1972) var dansker og en af de første skuespillere, der satsede på film. Hun var med i 70 spillefilm - heraf er de fire danske og resten er tyske film. Hun var perfekt på stumfilm og formåede at se så lækker ud på film, at publikum bare måtte i biografen. Hun spillede 4 film i Danmark og drog så til Berlin i Tyskland allerede i 1912. Hun er den største verdensfilmstjerne, som Danmark har fostret og den første internationale filmstjerne overhovedet.
 |
 |
 |
| Verlag "Ross", Berlin S.W.68 - Nr. 470/2 Becker & Maass, Berlin. |
Verlag "Ross", Berlin S.W.68 - Nr. 380/4 Becker & Maass, Berlin. |
Verlag "Ross", Berlin S.W.68 - Nr. 379/4 Becker & Maass, Berlin. |
Asta Nielsen blev født i København, på Vesterbro, i 1881 i jævne kår som datter af arbejdsmand Jens Christian Nielsen og vaskekone Ida Frederikke Petersen. Hun studerede på Det Kongelige Theaters og blev færdig i 1902. Hun slog ikke rigtig i gennem på teatrene men mødte Peter Urban Gad. Peter skrev filmen Afgrunden i 1912. Filmen var et erotisk kærlighedsdrama, som blev et gennembrud for dem begge både i Danmark og Europa. Hun nåede endnu et par film i Danmark, hvor den mandelige hovedrolle blev spillet af Valdemar Psilander.
Parret rejste til Berlin i 1912, giftede sig, og indspillede sammen 33 film. Asta Nielsen var et smut i New York for at se filmteknik i 1915. Asta og Urban blev skilt igen i 1918. Asta Nielsen rejste tilbage til Berlin, hvor hun blev verdens bedst betalte skuespiller. Peter Urban blev i København, hvor han efter yderligere lavede 22 film før han blev biografdirektør for Grand Teateret i København. Han døde i 1947 og er begravet i Humlebæk.
Asta Nielsen spillede ofte tragiske roller, myrdede sine elskede eller ofrede sig for andre. Men også komiske roller er på listen, som fx Engelein fra 1914. Hun var et sexsymbol og kendt for sin naturlighed foran kameraet. Kendetegnet ved filmene er sjældent deres store filmiske kvalitet - men at Asta Nielsen er med. Lidt på samme måde som de film Elvis Presley spillede med i. Man gik i biografen for at se Asta.
Asta Nielsen karriere som superstar fortsatte og det var vanskeligt at være almindeligt menneske samtidig. Hun har fortalt, at "Mit liv uden for atalieret levedes i auto eller inden for fire vægge, når jeg da ikke var så heldig at kunne rejse til Danmark, det var mig umuligt i Berlin at gå på gaden eller i varehuse, selv i teatret måtte jeg sidde i loger, hvor gardinerne kunne trækkes så meget for, at jeg lige kunne følge forestillingen." (Heinemeier, 113). Hun havde Ernst Lubitsch som instruktur i en film og spillede sammen med Greta Garbo i en anden film.
Asta Nielsen havde et fornemt sommerhus ved Hiddensee (Nord fra Stralsund) tegnet af Max Taut. Det hed Karusel. I Berlin boede Asta Nielsen flere steder, blandt andet i Friedrichstrasse og til sidst i en kæmpe 7-værelseslejlighed på Fasanenstrasse 69 fra 1931 til 1937. I dag er der en mindeplade og der er indrettet hotel, så er du på filmtur - så er det vel der du skal bo. Se Hotel Funk. I filmbyen har hun fået en gade opkaldt efter sig: Asta-Nielsen-Strasse.
I København boede Asta Nielsen på Vestergade 2 og i de sidste mange år boede hun på Peter Bangsvej 61 i København, hvor der også hænger en mindetavle.
I Berlin begyndte filmhistorien i selskabet Bioscop, som optog film i Friedrichstrasse 131 indtil 1904, derefter til Friedrichstrasse 122 og i 1907 til Chaussestrasse 123, hvor der var et stort fotografatalier på taget. Det var der Asta Nielsen begyndte at optage film i Berlin. Huset står der endnu. Derefter blev der lavet film i Tempelhof (syd for flyvepladsen) og i 1912 blev der bygget et stort studie til Asta Nielsen i Babelsberg. Poul Malmkjær mener i sin biografi, at det nok er både første og sidste gang at et helt studie er bygget til bare en filmskuespillerinde. Studierne i Babelsberg er der stadigvæk og kan besøges.
Tonefilmen og Nazisterne endte hendes karriere i Tyskland og hun rejste tilbage til Danmark i 1937, hvor hun stort set ikke arbejdede med film mere. Goebbels prøvede at overtale hende til at at arbejde for dem og hun blev inviteret til te hos Hitler. Asta Nielsen har selv fortalt: "Det var i 1937. Længere kunne jeg ikke holde nazismen ud. Jeg brændte alle broer bag mig. Og siden har jeg ikke set Berlin". (Heinemeier, 116) Under krigen donerede hun penge til Allan O. Hagedorff, en ung dansker i Tyskland, som brugte pengene på fødevarehjælp til fangerne i Theresienstadt.
Asta Nielsens betydning for den spæde film industri i Tyskland er formidabel og Die Asta eller på dansk: Astatøsen har en særlig plads i både dansk og tysk films historie. Tyskerne har ikke glemt "Die Asta", mens hun aldrig blev helt så påskønnet i Danmark.
Asta Nielsen døde på Frederiksberg Hospital i 1972 og blev begravet anonymt på Vester Kirkegård.
Asta Nielsen fik et barn, Jesta, i 1901. Men hun røbede aldrig faderens navn. Et godt gæt er skuespiller Peter Jerndorff. Asta Nielsen blev gift to gange mere efter ægteskabet med Peter Urban. Hun har skrevet biografien Asta Nielsen: Den tiende Muse, der blev udgivet i 1945.
Filmklip fra youtube er fra "Afgrunden", Asta Nielsens første film, hvor hendes dans vækker opsigt og skaber international berømmelse.
Kilder:
- Wikipedia - blandt andet den danske, hvor der er en god filmografi
- Henrik Heinemeier, Berlin og danskerne - historien om danskere i den tyske hovedstad siden 1871
- Poul Malmkjær, "Asta - En biografi, Haase, 2000
- Asta Nielsen, "Den Tiende Muse", Gyldendal, 1998
Læs mere om film i Berlin
Please wait...