1990 3. oktober: Die Wende og genforeningen

DDR styret håbede at kunne fortsætte efter murens fald. Men frie valg den 18. marts 1990 ragede kommunisterne til side og det betød, at den borgerlige CDU-politiker Sabine Bergmann-Pohl blev DDR præsident og derfra gik stærkt. 18. maj blev der aftalt en valuta og socialunion. 1. juli blev D-marken indført. I midten af juli blev Treuhandansalt anlagt, som skulle sælge alt fællesgodset i DDR.

Film: En lille film om tiden mellem murens fald og sammenlægningen af de to tysklande. Som kommentatoren siger: Et ingenmandsland mellem i går og i morgen.

Reform eksplosion og modstand

Tempoet var enormt. Omverden vaklede - var man klar til igen til et samlet Tyskland. Margerat Thatcher i Storbrittanien synes ikke om ideen. Og hvad med russerne? I DDR arbejdede mange politikere for, at DDR skulle fortsætte som selvstændig stat - en uklar tanke om en tredje vej mellem socialisme og kapitalisme. Men der var intet klart alternativ. DDR staten og dens institioner og virksomheder gik i opløsning, østtyskerne stormede mod vest. DDR kunne fortsætte med at eksistere med anden-rangsstyskere. Det der sket var indlysende. Men ikke indlysende i situationen.

Den 31. august blev genforeningstraktaten skrevet og 3. oktober var de to tysklande blevet til et Tyskland og Berlin skulle være hovedstad. Mindre end et år efter den pompøse fejring af DDR 40 år med tanks og soldater marcherende i gaderne. Parantesen 1933 - 1990 - 67 ualmindelige, ulidelige år i Tyskland var slut - og tilbage var det, som Joachim Gauck senere kaldte "Det bedste Tyskland nogen sinde". Hvem skulle have troet det.

Et samlet tyskland - 3. oktober 1990

Kansler Helmut Kohl og hans udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fik Rusland til at give afkald på alle rettigheder over Tyskland. Og Tyskland anerkendte grænserne af 1945. Slut med det. Der var eufori.

Det var politikere, der var modige og handlede beslutsomt og visionært, da øjeblikket var inde. Helmut Kohl og Hans-Dietrich Genscher udviste ufatteligt stærkt politisk lederskab. Kohl sluttede det, som Gorbatjov havde begyndt og Honecker modsat sig og mange havde drømt om, og nogen havde frygtet.

Genforeningen - die Wende - har kostet uoverskueligt mange penge for tyskerne for huse, fabrikker, veje, infrastruktur fra skilte til kloaker, energiforsyning, administration, undervisning - alt var slidt ned og ude afstand til at fungere. DDR arbejdspladser blev nedlagt på stribe. Der var arbejdsløshed og dem ,der drømte sig tilbage til gamle dage - Ostalgie - og de vesttyskere, der ønskede, at de dog bare var blevet der.

DDR er idag vanskelig at se helt konkret. Landet er i bogstavligste stand sat i stand. DDR er blevet til Tyskland. En fælles tysk kraftpræstation på 25 år.

I landsbyerne har husene nye tage og malet i friske farver, gader og byer har fået nye navne. Bygninger rives ned. Men DDR borgerne følge sig samtidig lidt flyttet rundt med, lavet om på. Det er ikke nemt at være den der skal laves om for at passe ind. Nogle føler sig presset, bryder sig ikke om indvandrere, og ny-nazistiske marcher er ikke ukendte.

Mauer in kopf - kender vi også i Danmark

I mange år blev der talt om "Ostalgie", "Ossier" og "Wessier" og "Mauer in kopf". Østtyskerne følte sig ofte løbet lidt over ende af bedre vidende "Besserwessier". At modsætningerne opstod var nok forståligt. Kanterne er efterhånden slebet meget af.

Modsætninger mellem geografier vil der altid være.

I Danmark kan man høre den type geografiske modsætninger mellem Jylland og København. Som når jyder forveksler Sjælland med København og kalder den "Lorteøen" og "Djævleøen", Nørrebro er en krigszone med ekstreme islamister, den primære beskæftigelse er cafebesøg på et hashrygende Christiania, al politik drejer sig om at udsuge Jylland så hårdt som muligt, jordforbindelsen er røget sig en tur og man er som jyde overbevidst om, at i virkeligheden er jyder mere reelle, ærlige, hårdtarbejdende, klogere, hurtigere selvom det er "æ kjøvenhavner", der tror det er omvendt. Ha!. For uden Jylland ville Danmark slet ikke tjene penge.

Eller københavnere, der har en sikker overbevisning om, at i det "mørke Jylland" er der primært grusveje over hederne, bønderne bor som i en Morten Koch roman, der lugter af gylle, børn og dyr misbruges. Sådan har bedstefar selv fortalt om det. Det primære køretøj er knallert med mælkekasse. Der tales langsomt og uforståligt og spises margarine. Jylland ligger iøvrigt utroligt langt væk og er beboet med træskotrampende, indremissionske bønder. Miljøsvineriet fra landbruget er ganske utroligt. Har vi overhovedet råd til at blive ved med at betale til dem.

Fynboerne blander sig uden om, drikker kaffe, hygger, planter stokroser, hygger, kører langsomt, hygger, det javer it, ikk oss. De er søde. De andre har for travlt.

Så "ossie" og "wessie" kendes fra andre steder end det nye Tyskland. Det er en meget menneskelig reaktion at skelne mellem "dem" og "os". Det er trygt at være på hold med nogen, at have følelse af fællesskab. Det definerer "os" at der er nogen andre.

Det gælder fra det store til det små. På Ærø var det nødvendigt med flere færger, for dem fra Marstel var ikke vilde med dem fra Sæby eller Æreskøbing, der er jyder og københavnere, der er dansker og tyskere - og lige nu er der Europæere og dem der vil til Europa. Dem og os. "Vi" er altid de gode.

Så meget mere fantastisk, når nationer samles i glæden og stoltheden over et "vi". I Tyskland bliver der "vi" i hele Tyskland på genforeningsdagen. - Ligesom "vi" blev rumfarende, da Andreas Mogensen fløj ud i rummet. Det er altid sundt med perspektiv.

I Tyskland er det en ny stolthed over at være tysker. Den har med rette manglet siden 1933 - men nu er det igen på sin plads.