1237 Berlin fra de ældste tider

Foto: Johan og Otto ved grundlæggelsen af Berlin, 1237. Public Domain.

Berlins tidlige historie er fuld af riddere, korstog, borge der erobres, hedninge der kristnes og med masser af tråde til Danmark. Der er også tråde til andre dele af Europa, så måske beretningen er lidt skæv. Historien går næsten 2000 år tilbage i tidens tåger.

Nordmark

Viden om de tidligste tider bygger på romerske historikere, kristne optegnelser og krønnike skrivere.

I år 98 beskrev Tacitus området kaldt Germanien. Det, som nu er Berlin, befandt sig udenfor Romerrigets grænser, og germanske stammer kontrollerede området. Under folkevandringstiden flyttede de sig til nye områder, og blev højst sandsynlig herskere i de invaderede områder i Vestromerriget.

Slaviske folkegrupper fra øst bosatte sig i området mellem floderne Elben og Oder i 500-tallet. Tidligt i 800-tallet grundlagde lokale slaviske stammer en by som blev kaldt "Berolina", som betyder "en dam på en flod". Det var en lille by på handelsvejen mellem Sydeuropa og Østersøen.

Området omkring Berlin afgrænset af Elben og Oder, Mecklenburg i Nord og Lausitz i syd var i 900-tallet kendt som Nordmark.

Kort: Captain Blood (original image), Elbarto2323 (modification). Modified version of Image:HRR 10Jh.jpg (CC BY-SA 3.0) - Rescaled.

Nordmark og hovedstaden Brennabor (I dag Brandenburg an der Havel) blev erobret i 927-928 af Kong Henrik 1, også kendt som Henrik Fuglefænger. Henrik Fuglefænger førte også krig mod danskere og den danske konge Gnupa

Ifølge Widukinds Saxerkrønike var Gnupa konge i Danmark, da danerne blev besejret i kamp af den tyske konge Heinrich I (Henrik Fuglefænger) i Hedeby. Denne kilde har været sammenstillet med en oplysning i Korvei-årbøgerne under året 934 om, at kong Henrik I dette år underlagde sig danerne. Widukinds fremstilling afviger fra Adam af Bremens. Biskop Adam af Bremen berettede, at kong "Heinric" med en hær invaderede "danernes land og skræmte med sit første angreb kong Vurm [Gorm] så stærkt, at denne lovede at rette sig efter hans befalinger og bønfaldt ham om fred. Det er ikke let at få hoved og hale i den historie.

Slaverne eller venderne in Nordmark var områdets dominerende befolkning. Det dominerende sprog var slavisk. De er kendt som Lutizen. Hos dem var der ingen feudal kongemagt og de modsatte sig også at blive kristne. Med andre ord – vilde hedninge. Kultens væsentligste helligdom var Rethra eller Riedegost. Man havde orakler og guden Svarožić. Venderne rottede sig sammen mod germanerne og gjorde oprør i 983. 

Den gode stemning holdt i mindre end 100 år og i 1057 kom det til rivaliseringer i den lutitiz’ske adel mellem Kessiner stammerne og Zirzipanerne på den ene side af floden Peene mod Redarierne og Tolleneserne på den anden side. Zizipanerne vandt.

De besejrede gav ikke let op. De bad om hjælp fra fyrsten af Obodritterne, den saksiske konge og den danske konge, Svend Estridson. Det endte i forlig. Venderne beholdt deres uafhængighed af det tysk-romerske kejserrige indtil 1147, hvor danske, saksiske og polske fyrster drog på korstog mod hedningene. Den sidste vendiske konge i Brennaburg var Fyrst Pribislaw, som var konge for Havellanerne eller Stodorani. Efter ham blev Venderne blev kristnede og stort set assimileret i den germanske befolkning. Du kan dog den dag i dag møde dem i Lausitz (”Sorberne”) og i det nordvestligste Polen (Kaschuber).

I 1150 blev Nordmark erobret af Albrecht den smukke med tilnavnet Bjørnen eller Bär (født ca. 1100, død 18. november 1170 i Stendal). Albrecht tilhørte Askanierdynastiet.

Kort: Sansculotte nach Vorlage von Lienhard Schulz, "Havelland Zauche und Teltow um 1150", (CC BY-SA 3.0) 

Askanierne regerede rundt om fra år 1000 til 1918 i det tysk romerske rige, blandt andet i de nordtyske områder, Sachsen og Brandenburg samt Rusland fra 1762 til 1796. Den først kendte Askanier er Adalbert 1. fra 970. Der er masser af referencer i Berlin til Askanierne. Slægten udspringer fra slottet Ballenstedt, der ligger i Harzen. ”Askanier” er en latinisering af navnet på deres borg Burg Aschersleben.

I 1157 var Albrecht bortrejst, og det udnyttede Jaxa („Jaczo de Copenic“) til at besætte Brennabor. Jaxa kaldte sig den retmæssige arving til området og Havellanerne efter fyrst Pribislaw. Havellanerne med hovedsæde i Brennabor kæmpede sammen med Sprewanerne med hovedsæde i Köpernick. Sprewanerne havde byer som Maulsdorf, Kaulsdorf, Pankow og Treptow, som efterhånden er blevet opslugt af og en del af Berlin.

Brandenburg

Men Albrecht vendte tilbage og tog borgen i et blodigt opgør. Den 3.oktober 1157 udråbte Albrecht Markgrevskabet Brandenburg (Mark Brandenburg) og blev den første markgreve i Brandenburg.

Endnu var der ikke noget Berlin. Selvom ”Ber” i Berlin muligvis kan henføres til Albrechts mellemnavn ”Bär”. Før 2. verdenskrig stod Siegessøjle på Königsplatz (som nu er græsplænen foran Reichstag), og derfra løb en bred alle, Sieges Allee, ned gennem Tiergarten i retning af Potsdamer Platz. Hele vejen langs Sieges Allee var der store figurgrupper, som fortalte Berlins historie. Den første store skulpturgruppe forestillede Albecht der Bär.

Albrecht der Bär var aktiv med opbygningen af Mark Brandenburg og han formåede at tiltrække folk langvejs fra: Altmark, Fläming, Harzen, Rhinen og Holland, som alle kom med håndværk. Albrecht der Bär startede således en tradition med at tiltrække folk udefra, som stort set har holdt sig til vores tid.

Hans søn Otto 1 (1170-84) grundlagde Kloster Lehnin, som blev et kraftcenter for udvikling af håndværk og Askanierne formåede at ekspandere deres herredømme over Brandenburg til øst for Oder. Kloster Lehnin syd for Potsdam kan besøges den dag i dag.

Og den store udvikling af området fortsatte under Otto 1’s sønner - Otto II Den sprudlende (1184-1205) og Albrecht II (1205-20). Ekspansionen fortsatte også mod Nordøst, hvor der var flere træfninger mod blandt andet den danske konge Knud 5, og senere Valdemar Sejr.

Berlin

Tilflytningen har været med til at skabe en by på bredderne af Spree. Hvornår vides ikke, men i 1237 blev byen Cölln nævnt for første gang i et dokument. Den lå cirka, hvor museumsøen er i dag. En bro forbandt den med en anden by, der blev nævnt første gang i 1244: Berlin. Berlin blev grundlagt af de to markgrever Johan 1. af Brandenburg og Otto den Fromme. 

Man regner 28. Oktober 1237 som Berlins fødselsdag.

Markgrevens kone var Sofie fra Danmark

I 1230 var Johan 1. af Brandenburg blevet gift med Valdemar Sejrs datter, Sofia af Brandenburg, Ved brylluppet havde Sofia blandt andet haft Uckermarck med i gave fra Valdemar til Johan 1. Hun fik dog ikke meget ud af Berlin for i vinteren 1247 drog hun højgravid hjem til Danmark for at mægle mellem sine brødre Erik Plovpenning og Abel af Danmark, der var kommet i krig med hinanden. Men rejsen udløste en for tidlig fødsel og både mor og barn døde. Sofie blev begravet i Flensburg.

I Spandau citadellet står der i dag en lille figurgruppe af markgreverne Johan 1 og Otto den Fromme, som grundlæggere af Berlin. Johan og Sofie nåede dog at få 5 børn, hvor af 3 blev markgrever i Brandenburg: Johan 2 (1237 – 1281)., Konrad 1. (ca. 1240–1304), og ikke mindst Otto 4. "med pilen" af Brandenburg (omkring 1238–1308). Han hed ”med pilen” fordi han havde pilerester i hovedet efter et skudsår.

Markgrevens datter blev regent i Danmark

Dronning Agnes. Johan 1. fik to koner mere efter Sofie. Med markgrevinde Jutta fik han datteren Agnes. Agnes blev gift med den danske kong Erik Klipping (1249-1286) – måske som plaster for at Johan 1 havde holdt Erik Klipping som fange fra 1261 til 1264. Agnes' mand, Kong Erik Klipping blev myrdet i Finderup lade i 1286. Agnes overtog som enkedronning rigsforstanderskabet indtil hendes søn Erik Menved på 12 år kunne blive konge.

Agnes regerede riget indtil 1293, Og dermed den eneste berlinerinde, som har regeret Danmark.

Agnes fik flere børn, og også hendes næste søn blev konge - Christoffer 2. Under Christoffer 2 ophørte Danmark nærmest med at eksistere. Ham kunne vi have undværet, men det er en anden historie.

Agnes er begravet i Skt. Bendts kirke i Ringsted. 

I 1229 havde markgreverne flyttet hovedkvarteret fra Brennabor til fæstningen Spandau. Området omkring Berlin var pænt sumpet, men når byen alligevel blev udbygget til et fæstningsanlæg kan forklaringen være at floderne gav god beskyttelse – og så var det en modvægt til de byer, som Tempelridderordnen havde grundlagt, fx Marienfelde, Mariendorf, Rixdorf og Tempelhof. Cölln og Berlin blev forenet i 1309 og fik privilegier, der trak folk til.

1317 endte den ottoske linje, da markgreve Ludwig døde i Spandau. Kun tre år senere uddøde også den johanske linje, så det askaniske herredømme i Brandenburg sluttede i 1320. Bare 30 år tidligere, i 1290, havde 19 markgrever fra begge linjer mødtes på et bjerg ved Rathenow.

Den sidste askanier i Brandenburg, Henrik 2. (barnet) (død 1320), spillede i sine to "regeringsår" som elleveårig 1319/1320 kun en ringe rolle. Han blev en brik i spillet for forskellige slægter, som forsøgte at udnytte det opståede magttomrum.

Kort : Maximilian Dörrbecker (Chumwa), "Karte der Mark Brandenburg um 1320", (CC BY-SA 3.0)