Det, som i mange andre tyske byer er kendt som alt-stadt, hvor vejene og gadenavne har rødder tilbage til middelalderen, og hvor historien har efterladt sig diskrete spor og bid af tidens tand, det findes ikke i Berlin. Det vil sige nogle gadenavne gør, men den inderste og ældste kerne af Berlin blev stort set bombet væk i 2. verdenskrig. DDR genopbyggede det lille Nikolaikvarter omkring Nikolaikirken, men resten af det oprindelige Berlin forsvandt stort set.
De oprindelige fire middelalderkvarterer i Berlin var: Mariekvarteret afgrænset af Rathausstrasse langs det røde rådhus (Rote Rathaus) og den gamle bymur, hvor S-tog og U-bahn i dag kører langs Dircksenstrasse og af den store vej, Spandauerstrasse. Mellem Spandauerstrasse og slottet lå også en bydel, der hed Helligåndskvarteret (Helligen-Geist-Viertel). Kvarteret modsat rådhuset ned mod Spree op til den gamle bymur hed Klosterkvarteret, Klosterviertel. Og endelig det genopførte Nikolaikvarter. Du kan få et overblik over, hvor tætbebygget det historiske Berlin var før 1945 her.
Her i disse fire kvarterer (Marie,- Nikolai,- Helligånds,- og Klosterkvarterne) bag slottet og domkirken lå det gamle Berlin. Opstået omkring kirker og klostre i 1200-tallet. Det var en tæt by, og kvarters-inddelingen i de fire bydele stammer sandsynligvis fra en gammel brandplan for Berlin. Det meste smadret først af 2. verdenskrig, dernæst af DDRs byplanlæggere. På den anden side floden lå slotskvarteret og nede mod Fischerinsel lå byen Cölln, der blev lagt sammen med Berlin. Kvarteret der kendes også som marktviertel.
Det gælder i særdeleshed Helligåndskvarteret, som stort set er ryddet til park på nær en enkelt bygning og Marienviertel, som også mest er græsplaner, springvand og TV-tårnet. Den tætte, travle middelalderby er væk.
Der er kun få spor tilbage, men er du historiske interesseret er der mindst til en god eftermiddag eller to til at trampe rundt i de gamle spor.
Marienviertel
Maleri: Johann Georg Rosenberg, Der Neue Markt in Berlin, 1785. Public Domain.
Marienviertel. På det gamle bykort fra 1928 øverst kan man se de mange gader rundt om Marienkirche fx Rosenstrasse, Neue markt og Neue Friedrichstrasse.
Marienkirche ved Karl-Liebknecht-strasse er den ældste kirke i Berlin, der stadig fungerer som kirke. Den blev indviet i 1295. Indtil 1936 var det Nicolaikirke i Nicolaiviertel, men den anvendes ikke længere som kirke. Kirken blev restaureret i 1970 da hele området blev moderniseret som centrum for Berlin - Hauptstadt der DDR. I dag står det der lidt alene og efterladt som et minde om den middelalderby, der engang slog kreds tæt om kirkens mure. En del af protesterne i 1989 mod DDR styret udsprang fra møder i kirken, selvom det især var Dresden og Leipzig at modstanden og parolerne "Wir sind das volk" lød. Berlinerne var lidt mere systemtro, og hælder den dag i dag til partiet Die Linke.
Centralt ved kirken ligger Neue Markt. Her blev provst Nikolaus von Bernau lynchet af en rasende folkemængde i 1324, som tævede ham og brændte ham. To gange endda fordi hans ben ikke brændte rigtigt med første gang. Præsterne havde stillet sig imod udnævnelsen af den nye, og tilsyneladende folkeligt populære, markgreve Ludwig af Brandenburg. Ludwig var ekskommunikeret af paven. For at råde bod på afbrændingen af provsten indgik byen Berlin og kirken en syndeaftale, som gav Provsten posthum oprejsning og et lille stenkors, et syndekors, blev rejst, hvor mordet fandt sted. Det står der den dag i dag ved kirken. Der var også erstatning til familien, et syndealter i kirken og betaling for mindehøjtideligheder og lys i kirken i Bernau.
Foto: "Lutherdenkmal auf dem Neuen Markt in Berlin (Mitte), südlich der Marienkirche, eingeweiht 1895", Ukendt fotograf.
Nær Mariekirken står der også et mindesmærke for Martin Luther. Det var oprindeligt en del af større figurgruppe på Neue Markt, hvor figurer af reformationens mænd stod i kreds om Luther: Philipp Melanchthon, Johannes Bugenhagen, Georg Spalatin, Caspar Cruciger, Johannes Reuchlin, Justus Jonas. Det flotte monument, som blev udført af billedhuggerne Paul Otto og Robert Toberentz, stod færdig i 1895. Men der stod de kun knapt 50 år. De hellige mænd blev sandsynligvis smeltet om i våbenproduktionen i krigens sidste år, undtagen Martin Luther, der overlevede både krig og bomber og blev flyttet til Stephanus-Stiftung i Berlin-Weißensee. Først i 1989 kom han tilbage og står nu mere beskedent på sin sokkel, tæt på det sted han blev sat i 1885.
I Heidereutergasse lå berlins første synagoge fra 1714, men den blev brændt ned i krystalnatten 9/10 november 1938 og senere ramt af bomber i 2. verdenskrig. I dag er der ingen bygning tilbage, men du kan finde et mindesmærke for rabbineren Michael Sachs.
I Rosenstrasse er et monument for en af de største folkelige protester under 2. verdenskrig mod jødeforfølgelserne.
Oprøret i Rosenstrasse. Den 27. februar 1943 besluttede Gestapo at samle jøder med blandet blod i opsamlingslejre. I Rosenstrasse 2-4 tilbageholdt Gestapo 2.000 mennesker i et tidligere ungdomshjem. Allerede om aftenen den 27. februar stimlede en stor menneskemængde sammen af ægtefæller og venner til de tilbageholdte. De råbte, at de ville have deres mænd tilbage. Og de kom tilbage flere aftener i træk og krævede til tilbageholdte løsladt. Gestapo truede med vold og jagede menneskemængden væk, men de kom tilbage.
Men det endte alligevel med, at en stor del af 2.000 tilbageholdte blev løsladt i begyndelsen af marts. I Rosenstrasse 2 er der en mindeplade om begivenheden og kunstneren Ingeborg Hunzinger opstillede i 1995 en skulptur ” Block der Frauen” i mindelunden i Rosenstrasse. Et sjældent eksempel på modstand i det tredje rige.
Bortset fra Marienkirche er der ikke bygninger tilbage fra før 2. verdenskrig i den før så tætte bydel. Den bestod oprindeligt af 140 grundstykker med boliger, kontorer, forretninger, varehuse, offentlige myndigheder og markedshaller. I løbet af 1960’erne blev resterne revet ned og fjernet for at give plads til Berlins nye centrum, i Hauptstadt der DDR.
En stor del af bydelen er i dag den åbne plads langs Rathausstrasse med fjernsynstårn, græs og springvandet Neptunbrunnen, som med Neptun i midten og de fire kvinder symboliserer de floder, der løb omkring det gamle Preussen: Vistula, Rhinen, Oder og Elben. Vistula ligger nu langt inde i Polen.
Det diskuteres i Berlin om bydelen kan rekonstrueres, men med de eksisterende bygninger og fjernsynstårnet må berlinerne nok erkende, at det har lange udsigter. Se nogle af planerne her.
Heilige-Geist-Viertel
Foto: Ukendt fotograf, se Wikiwand.
Heilige-Geist-Viertel er et ganske lille kvarter, som lå mellem slottet og Spandauerstrasse. På billedet ovenfor kan ma se, hvor tæt området har været bebygget. Man kan ikke se floden på billedet, som løber hen bag slottet. I dag er kvarteret primært en park.
Det er først kendt fra 1727 og det har taget navn efter det gamle hospital, Heilig-Geist-Spital, hvoraf Heilig-Geist-Kapelle i Spandauer Str. 1 stadig eksisterer, relativt ubemærket. Men det er en af Berlins ældste bygninger.
Det var et gammelt hospital, der blev omtalt første gang i 1272 i bagernes ”gildebrev”.Ordet ”Gilde” er egentlig et gammelt nordisk ord, der også kan referere til et drikkelag. Men her i betydningen af et sværget sammenhold mellem fagfæller. I dag kalder vi det blot en brancheforening og oprindelsen i drikkelag er helt gledet ud.
I ”Burgstrasse” mod slottet lå der fine hoteller langs Spree med udsigt til slottet, fx Hotel König von Portugal, Hotel de Saxe, Börsen-Hotel, Cassels-Hotel og Netzier’s Hotel. Der var også et fint palads, Palais Itzig, og endelig lå Berlins første børsbygning fra 1685 også i Burgstrasse. Op mod Spandauerstrasse byggede postetaten et kæmpemæssigt hovedpostkontor, som lå der indtil 1945.
I dag er området stort set kun park. Marx-Engels-Forum med statuen af Karl Marx og Friedrich Engels ligger mellem Spandauer Straße, Karl-Liebknecht-Straße og Rathausstraße. Også her kører diskussionen for og imod en rekonstruktion af byen. Lige på den anden side af Spree ligger det nye ”Kongeslot” og vender sin kedeligste beton facade over mod det tidligere Heilige-Geist-Viertel.
Klosterviertel
Foto: Johann Georg Rosenberg, Blick in die Klosterstraße mit der Parochialkirche, ca 1780. Gemeinfrei.
Klosterstrasse 1780.
Klosterviertel afgrænses af Spandauer Strasse, Rathaus Strasse, Spree og banerne ved Dircksenstrasse, hvor den gamle bymur forløb.
Kvarteret har taget navn efter det tidligere Franziskanske Graue Kloster, hvor af der i dag kun er ruinerne tilbage og et lille besøg værd. Kirken blev bygget i 1250 i gotisk stil og blev bygget om flere gange. Indtil reformationen lå klosteret, Graue Kloster, rundt om kirken, men det er der ikke noget tilbage af nu. I 1571 lå Berlins første trykkeri her og i 1574 blev det Berlinske Gymnasium zum Grauen Kloster åbnet. Det fik elever som Karl Friedrich Schinkel, Friedrich Ludwig Jahn og Otto von Bismarck. Kirken blev fortsat bygget om gennem århundrederne. I begyndelsen af forrige århundrede blev kirken lukket på grund af fugtskader, men den 24. maj 1936 var den klar igen. Det holdte indtil 3. april 1945, hvor kirken blev bombet. Den står idag uden tag på, og bliver brugt til udstillinger, teater og koncerter.
Klosterstrasse er i dag 430 meter lang og en af byens allerældste gader. Den forløb oprindeligt fra Marienkirche, men stopper nu i dag ved den mange-sporede vej, Grunerstrasse.
I Klosterstrasse 68 ligger et barokpalads, Palais Podewils, fra 1704. En sjældenhed, det blev bombet i 2. verdenskrig, men genopbygget i 1952-54. Indtil 1991 tjente huset som Haus der jungen Talente, det centrale klubhus for DDR ungdomsforeningen FDJ. I dag tjener stedet som eventsted, der kan lejes. Du kan være heldig at finde en udstilling her. Heinrich Graf von Podewils (1696-1760) var ledende embedsmand under soldaterkongen og Frederik den Store med titler som Geheimer Staats-, Kriegs- und Kabinettsminister. I 1726 var han ambassadør i København. Indtil år 1800 var Parochialstrasse opkaldt efter ham og hed Podewilsgasse.
I Klosterstrasse 67 ligger Parochialkirche, der blev indviet i 1703. Klokkespillet fra 1713 er skænket af König Friedrich I. in Preußen. Det skulle egentlig være installeret i ”Munzturm”, som var et gammelt tårn, der også tjente til slottets vandforsyning. Men det sank sammen i 1706, og så kunne klokkerne ligeså godt komme kirken til gode. Det består af 37 klokker og er berømt for at spille Üb’ immer Treu’ und Redlichkeit (vær altid tro og ærlig). Lige som klokkespillet i cariollon ved Garnisonskirken i Potsdam. Melodien er skrevet af Mozart og var egentlig en del af operaen Tryllefløjten, men har også rødder til frimurerne. Udover Parochialkirken og Garnistionskirken i Potsdam, så var "Üb’ immer Treu’ und Redlichkeit" også kendingsmelodien for Deutschlandssender, som var det tredje riges radiostation. Ironisk, for nazisterne var arge modstandere af frimurerne. Klokketårnet blev restaureret i 2016 af forretningsmanden i Hans Wall. Kirken har været under renovering i mange år efter skaderne fra 2. verdenskrig.
I Klosterstrasse 64 byggede storkøbmændene, brødrene Tietz deres hovedkvarter i jugendstil. De var jøder, så de blev smidt på porten i 1933 og stormagasinet til hovedkvarter for ”Hertie”-varehusene i stedet. Tietz stor bag enorme varehuse og det var også dem, der skabte KaDeWe. Du kan læse mere om stormagasinerne i Berlin her.
I nr. 75 lå ”Atalierhuset”, hvor berlinske kunstere arbejdede. Det var kunstnere som fx Käthe Kollwitz, Hermann Blumenthal, Werner Gilles, Gerhard Marcks, Herbert Tucholski. I Kalandshof i 92 var der engang et stads fængsel.
Molkenmarkt. På Molkenmarkt, med ryggen til Klosterstrasse, ligger det gamle og det nye Stadthaus. De blev egentlig bygget som ekstra rådhuse, for det gamle kunne ikke følge med befolkningsudviklingen i Berlin. Det ældre var klar i 1911, og det nye i 1930. De ser meget officielle ud, og DDRs ministerråd anvendte huset. Berlin var jo kun den halve størrelse i DDR, så kapaciteten var der. Efter genforeningen har der været langvarige renoveringer, og i dag er det senatsforvaltningen for ”indenrigsanliggender” og sport, der er flyttet ind. En senatsforvaltning svarer næsten til et ministerium, for Berlin er en selvstændig bystat.
I dag er Molkenmarkt et gigantisk lyskryds, men det er faktisk også Berlins ældste markedsplads, og hed indtil 1695 Olde Markt. Molken betyder egentlig valle, det som er tilbage efter osteproduktion og henviser måske til at der blev solgt mejerivarer her? Indtil 2. verdenskrig lå husene omkring pladsen, undtagen de som nazisterne havde ryddet for at gøre plads til Gauforum i årtusindeårsrigets Germania. Men de allierede bomber tog det meste, og DDR tog det sidste med det store vejsystem, som kostede kirker og historiske bydele livet. Læs her om den planlagte byfornyelse.
Endelig har den Nederlandske Ambassade slået sig ned i Klosterstrasse i et monstrum af en bygning af den hollandske arkitekt, Rem Koolhaas.
Mellem Waisenstrasse og Littenstrasse kan du i øvrigt se en lille rest af Berlins originale bymur.
Nikolaiviertel
Foto: F. Albert Schwartz (død 1906). Nikolaikirchgasse, Berlin, ca 1885. Scannet Antonia Meiners (Ed.), Berlin. Photographien 1880-1930, Berlin 2002, p. 63
Nikolaiviertel blev genopbygget i DDR-tiden og er i dag en lille turistmagnet. Der mange værtshuse og restauranter, som har rødder i det klassiske Berlin. De er faktisk helt hyggelige. Der ligger også gode museer. Det er bygget for at ligne det gamle Berlin, men er ikke helt i mål. Fotoet ovenfor er fra 1880.
Bagerest i fotoet, i midten af Nikolaiviertel troner Nikolaikirche, som er Berlins ældste kirke fra omkring 1230. En af de sidste præster i Kirken var Wilhelm Wessel, far til Horst Wessel, der blev en martyr for den nazistiske bevægelse. Han var nazist og medlem af SA, da han i 1930 blev skudt i hovedet af to kommunister. Goebbels kunne bruge det i propagandaen, og der blev skrevet en Horst Wessel sang, som nærmest fik karakter af nationalsang i det tredje rige. Morderne blev fanget og dømt, men i 1933 da nazisterne kom til magten blev de lukket ud af fængslet, overfaldet af SA og slået ihjel. Familien Wessel boede i Judenstrasse lige om hjørnet. Kirken sluttede som kirke i 1938 efter mere end 700 år. Den blev ramt af bomber i WW2 og genopbygget i 1981. I dag er den museum, og det er værd at kigge ind.
Egentlig havde DDR i 1959 planlagt at rive de gamle bombekratere ned, bygge høje regeringsbygninger og kajpladser til turbåde. Væk med Nikolajviertel, men Berlins 750-års fødselsdag nærmede sig, og området havde også muligheder, der kunne tiltrække turister.
Du kan læse mere om Nikolaiviertel her.
På kortet nedenfor er et kort fra 1650, hvor middelalderbyen Berlin stadig er tydeligt lagt over et moderne bykort. Berlin-guide har markeret de fire bydele. I middelalderen hed bydelen på den anden side af Spree Cölln. Den del er lige så gammel som Berlin.
Please wait...