Første gang i Berlin - den lange fodtur med hele Berlin for dine fødder

Her er et turforslag, som leder dig forbi de mest kendte steder i løbet af en weekend. I dybden kommer du ikke. Det er Berlin for stor til, men er du besøgende for første eller anden gang, så får du overblik med denne tur. Turen går igennem byens vidtstrakte centrum fra Charlottenburg over Mitte og Kreuzberg til Prenzlauer Berg.

Vis stort kort
Som beskrevet her er turen 14,3 kilometer lang. Turen gider de færreste gå på en dag, men den kan også sagtens fylde to, tre eller fire dage, hvis man hører til dem, som gerne vil lidt i dybden med det, der passeres og samtidig nyde god mad og en kop kaffe undervejs.

Kommer man igennem turen på en dag, så har man gjort en anstændig indsats for at se de fleste af de steder i Berlin, som man ´bør´ se.

Turen begynder i det forhenværende centrum i Vest-Berlin og slutter i det gamle centrum for Øst-Berlin. Undervejs kommer man forbi meget af det det, som kendetegner Berlin historisk, arkitektonisk, og Berlins natur, monumenter, turistcentre, cafeliv, eksklusive butikker, boulevarder, billig fastfood og et levende kulturliv.

Turen foretages til fods, men mange steder kan du give dig selv lidt ro til fødderne ved at køre lidt ad ruten med busser, taxi eller U-bahn.

Starten går på Kurfürstendamm fra morgenstunden.

Tag U-bahn til Kurfürstendamm ved Uhlandstrasse. Kurfürtendamm er bred og har sit navn fra gammel tid, hvor Kurfyrsterne brugte denne gade til og fra deres jagtselskaber. Brænder pengene i lommen er her god lejlighed for at købe dyre mærkevarer og haute couture. Find en cafe og nyd det pulserende liv til en god solid morgen-complet her i det gamle Vestberlins gamle centrum.

Gå nu mod den østlige ende af Kurfürstendamm til ruinen af Gedächtniskirche, der har stået sådan siden 1945, som et monument over den voldsomme ødelæggelse af Berlin i slutningen af krigen. Pladsen er et af de mere levende steder i Berlin. Der er som regel gadeteater, turister, boder, og hvad der nu ellers er af den slags. På pladsen ligger også Europa-center, som egentlig bare er et indkøbscenter. Skal du shoppe - så find inspiration i shoppingguiden.

På den anden side af gaden ligger Zoo. Er du til Zoologiske haver, så må du ikke snyde dig selv for et besøg i Berlin Zoo, som absolut er seværdig.

Gå nu ad Tauentzienstrasse til KDW-”Kaufhaus Des Westens”. En slags overdimensioneret Magasin, hvor Vest Berlin under den kolde krig kunne bryste sig af sin økonomiske formåen i forhold til et noget mere fattigt Østberlin. KDW er et besøg værd. Det er stort, og man kan finde alt det man har behov for, hvis man er glad for specialiteter. Skal du have kaffe, så vil der f.eks. højst sandsynligt være omkring 50 slags at vælge imellem. Kan man lide kager, så er det værd at stå i kø oppe i konditeri-cafeén på øverste etage. Det er næsten på højde med La Glace på Strøget i København.

Fra KDW går ruten ud af det gamle vestcentrum, og nu er der en god spadseretur forude. Vil du spare på fødderne, så er det nu en taxi eller bus 100 kommer ind i billedet. Du skal sætte retning mod midten af Tiergarten. Til Siegesseule.

Gennem Tiergarten

Undervejs på ruten passeres den Nordiske ambassade, som med sine kobberplader er et ret karakteristisk indslag i byens arkitektur. Ambassaden ligger lige i kanten af Tiergarten.

Ruten går ind i den store park Tiergarten og op omkring Siegesseule. Sejrssøjlen er et monument for krigene mellem Frankrig og Tyskland, som historisk har haft det meget svært med hinanden. Hvor arvefjenderne Danmark og Sverige for flere hundrede år siden løb lidt træt i det med at holde krig, så havde Frankrig og Tyskland et lignende forhold, -de fortsatte dog med at slås helt til 1945. Hvor FN, EU, Nato o.l. blev sat til at vogte fredelige forhold fremover, så står Siegesseule tilbage og vogter over den historiske bevidsthed om krig og sejr. Søjlen er absolut værd at besøge. En lang trappe udfordrer konditionen, men når man først er oppe i toppen, får man et fint udsyn over Berlin Centrum. Tag et bykort med op. Det er et godt sted at orientere sig fra. Bemærk de gyldne kanoner på siderne af tårnet. De er krigsbytte fra sejren over Danmark i 1864.

Fra tårnet er et fint udsyn over Strasse des 17 Juni og hele vejen op til Berlins berømte vartegn: Brandenburger Tor. Dette brede stykke vej har været brugt til meget op gennem tiderne. Berlin er ofte arrangør af store kulturelle arrangementer, og her benyttes disse boulevarder ofte, ved at de lukkes af og omdannes til koncertpladser, markedspladser, osv. I den mere spektakulære afdeling er anvendelsen som lufthavn under de allersidste dage i kampen mod Sovjetunionen maj 1945. Herfra flygtede en del af de sidste af Hitlers sammensvorne for at gemme sig i Sydtyskland.

Gå nu en tur gennem parken. Berlin er grøn og fuld af parker og søer. Når disse områder ikke er blevet bebygget, skyldes det, at Berlin har plads nok. Berlin havde før delingen flere indbyggere end i dag, og indbyggerne i Vestberlin havde ikke lyst til at ødelægge deres store parker, da det var deres eneste mulighed for at komme en tur i ´skoven´. Parkerne er genopførte, da næsten alle de gamle træer forsvandt i berlinernes kakkelovne ved krigens slutning. Læs om byens parker i parkguiden.

Potsdamer platz

Ruten går tilbage gennem parken, som består af mange små kroge og aflukker. Herefter rundes Potsdamer Platz, hvor moderne arkitektur får lov at udfolde sig. Et flot sted. I starten af 1990érne var dette sted fladt ingemandsland på grænsen mellem øst og vest. Her var en grænseovergang, men ellers var området præget af betonrullebaner, rester af muren og fladt land med højt stridt græs. Det er måske lidt svært at forestille sig i dag. På Potsdamer Platz er der store biografer, et formidabelt film museum og nogle af byens bedste kunstmuseer - samt naturligvis Berliner Philharmonikerne.

Fra Potsdamer Platz kan du spadsere til Check Point Charlie på grænsen til Kreuzberg, som var et af de mest kendte overgangssteder i det delte Berlin. John Le Carre har gjort sit til at gøre dette sted kendt, og man bør give sig tid til at besøge det lille museum, som er tilknyttet stedet. Kig godt efter. – Indgangen er ligner noget der burde føre ind til en baggård.

Gå herefter op ad Friedrichstrasse, gå bag om Komischer Oper, og Hotel Adlon, gå en tur i det kæmpemæssige labyrint-agtige monument for jødeudryddelsen, gå op forbi Brandenburger Tor og Reichstag og gå så tilbage igen til Brandenburger Tor og ud ad Unter den Linden.

Op ad Unter den Linden

Undervejs op ad Unter den Linden passeres den russiske ambassade på højre hånd. Den genkendes let ved, at der altid er politivagt udenfor. Tag en tur langs hegnet og fornem den fordums magt, som denne bygning stadig udstråler.  Du har måske tid til afstikker af Friedrichstrasse ned mod Checkpoint Charlie eller et kig på Gendarmenmarkt. Fortsæt hen ad Unter den Linden: Forbi Humboldt universitetet, Neue Wache, det historiske museum, operahuset, Bebelplatz og Friedrichwerder Kirche og gå over Schloss Brücke til museumsøen.

Museumsøen er Unesco World Heritage og hele rejsen til Berlin værd. Her er lidt for enhver smag, men er man til det gamle Ægypten er Neues Museum et must. Herfra paseres Berlin domkirke, og ruten går nu over Spree, hvor det er muligt at tage en flodbåd rundt i Berlin. Husk at holde øje med hvilken båd, du tager med. Mange glemmer dette, og får så fornøjelsen af en højtråbende guide på f.eks. italiensk under hele turen. Altså, - Der er mulighed for at vælge båd med et sprog der passer.
 
På højre hånd lå det østtyske parlament, som nu er revet ned. Nu genopbygges det gamle kongeslot. Fra broen over Spree går ruten nu op mod Alexanderplatz ad den boulevard, hvor Warsawapagten holdt sine store parader med alt fra gymnastikpiger til A-våben. Du kan lige stikke en tur over til Nikolaiviertel, en historisk bydel, som DDR styret genopbyggede. Der er fine små museer - men lad værd med at spise noget her. Det er dyrt og dårligt de fleste steder.
 

Øst-centrum

Drej nu ind på Alexanderplatz. Pladsen er ikke det store i dag, men var det førhen. I dag er der indkøbscentre og et springvand, hvor nogle punkere holder til, mens de venter på at opdage, at tiden er gået fra dem. De ser farlige ud, men er helt ufarlige, men man kan med fordel holde lidt afstand til dem, der er fulde.

Herfra kan man nemt se TV-tårnet. Øst-vartegnet som skulle kunne ses vidt omkring, og blandt andet havde til opgave at slå vesten med forundring over østblokkens tekniske snilde, ideologi og viljekraft. En tur op i TV-tårnet er nærmest et must som turist, men oplevelsen står som regel ikke helt mål med køens længde. Bemærk at tårnet er så snildt bygget, at det skjuler over 50 meter kø inden før døren, netop som man tror, at man er fremme. Kommer man op er der en storslået udsigt ud over byen. Der er restaurant øverst oppe - men det er nødvendigt at bestille tid.

Slut turen af med spadsere op gennem Prenzlauer Berg til Kollwitz Platz. Små butikker, skønne restauranter og gode gå i byen steder præger området.

 

God tur

 

Vil du helst på en guidet tur? - så hent inspiration på berlin-guide.