Slaget ved Grossbeeren, 1813

Grosbeeren1813

Maleri: Carl Röchling - (Original text: aus dem Buch: "Die deutschen Befreiungskriege. Deutschlands Geschichte von 1806-1815" von Hermann Müller-Bohn, Band 2, Berlin 1907/08, S. 580/81.). Public Domain.

Den 23. august 1813 bragede kanonerne syd for Berlin nær byen Grossbeeren. I slaget ved Grossbeeren mødte de preussiske styrker Napoleons franske styrker. Napoleon havde håbet at indtage Berlin igen, lige som i 1806. Men engene syd for Berlin, masser af regn og en syg fransk hærfører, Marshal Nicolas Oudinot, betød, at franskmændene tabte til koalitionen, som bestod af preussere, russere og svenskere.

Napoleons comeback

Napoleon var jo netop hjemvendt fra sit enorme nederlag i Rusland, men havde oppisket franskmændene til et storslået comeback, og der lagt sig ud med næsten hele Europa. Overfor Napoleon stod koalitionen af Preussen, Rusland, Østrig, Storbritanienen, Spainien, Portugal og Sverige.

Napoleon holdt skansen mod den østrigske hær i det sydlige Tyskland. Marshal Nicolas Oudinot og 70.000 franske tropper blev beordret til at indtage Berlin.

Vand og mudder mod franskmændene

Men på vej til Berlin faldt regnen tungt. Vejene blev opkørte og mudrede og Oudinot fik ikke sit artilleri ordentlig med sig. De mange vandløb og søer syd for Berlin betød, at der kun var få indfaldsveje, og vandet gjorde de preussiske forsvarspositioner til små bevæbnede øer.

Hovedparten af Oudinots mænd var utrænede rekrutter og der var ikke noget kavaleri. Oudinot selv var en brav marskal, men han var ikke ovenpå efter Napoleons fejlslagne felttog mod Rusland, hvor Oudinot var blevet såret flere gange. Der var ikke meget, der gik Oudinot’s vej.

Syd for Berlin ventede koalitionens tropper, anført af den svenske Kronprins Bernadotte og den preussiske general Friedrich Wilhelm von Bülow samt en russisk styrke. Bernadotte troede egentlig ikke at Berlin kunne holde stand, men prøjserne truede med at ville forsvare byen alene. Og forsvarerne indrettede sig syd for Berlin, og den mirakuløse regn hjalp dem godt på vej. Omkring 100.000 mand stod klar til at tage imod Napoleons styrker.

I selve angrebet den 23. august valgte franskmændene at angribe, hvor koalitionen var stærkest og angrebet brød sammen og franskmændene trak sig tilbage.

De preussiske generaler Bülow og Tauentzien ville følge efter den franske her, men Bernadotte flyttede sig ikke. Han var bange for et eventuelt baghold fra Napoleon.

Napoleon blev godt gal over det elendige angreb og fyrede Oudinot som general og satte i stedet for Marshal Michel Ney til at angribe Berlin.

Koalitionen mødte Ney på vejen et par uger senere og det blev til slaget ved Dennewitz 40 kilometer syd for Berlin. Slaget stod 6 september og var væsentligt mere blodigt end slaget ved Grossberen. Men også her led Napoleons styrker nederlag.

Slagene var en del af den krig, som tyskerne omtaler som ”Befreiungskriege”, hvor det handlede om at befri sig for Napoleons overherredømme. Det lykkes i 1815, hvor Napoleon blev slået uden for Bruxelles ved Waterloo.

Europakortet blev tegnet på ny ved Wienerkongressen, hvor freden blev aftalt. Preussen voksede betragteligt, mens Danmark måtte afstå Norge til Sverige. Tilgengæld fik Danmark Svensk Vorpommeren, der med det samme blev solgt til Preussen for en god portion penge samt hertugdømmet Lauenburg øst for Hamburg.

Befreiungskrieg'enes historiske genlyd

I dag er der ikke spor af krigene, men monumenter står stadig og mange gader i Berlin er opgaldt efter de store generaler og sejre fra blandt andet befrielseskrigene, fx Tauentzienstrasse i Charlottenburg og i Kreuzberg findes et helt generalskvarter:

Blücherstrasse og Blücherplatz (Gebhard Leberecht von Blücher, fyrste af Wahlstatt (1742 -1819))
Yorckstrasse (Hans David Ludwig Yorck, Graf von Wartenburg (1759-1830))
Gneisenaustrasse (August von Gneisenau (1760–1831))
Bülowstrasse (Field Marshal Karl von Bulow (1846-1921))
Grossberenstrasse (Efter slaget ved Grossberen)
Hornstrasse (Heinrich Wilhelm von Horn (1762 -1829))
Victoriapark (Efter sejren over Napoleon)
Möckernstrasse (Efter slaget ved Möckern 5. April 1813Möckern 5. April 1813)
Katzhbachstrasse (Efter slaget ved Katzhbach 25. august 1813))
Großgörschenstraße (Efter slaget ved Großgörschen 2. maj 1813))
Hagelbergerstrasse (Efter slaget ved Hagelberg 27. august 1813). Kendes også som Gefecht bei Lübnitz).
Eylauer Straße (Efter slaget ved Eylau, 7-8 februar 1807)

I woketiderne ser Kreuzbergerne, ihvertfald partiet Bündnis 90/Die Grünen, kritisk på alle de gader, som er opkaldt efter angrebslystne generaler. De synes, at alle general gaderne skal omdøbes. Krig er krig, og i deres øjne derfor næsten ligeså slemt, som hvis gaderne i Berlin var opkaldt efter 2. Verdenskrigsgeneraler og feltmarskaller (Göring, Model, Rundstedt, Kesselring, Paulus, Rommel, Manstein, Guderian mv.), som i den grad kæmpede på den forkerte side af historien. Befrielseskrigenes generaler kæmpede mod udenlandske angribere på vegne af enevældige monarkier. Var det så meget bedre? Hvem blev egentlig befriet?

Krigen har lagt navn til det store mindesmærke på toppen af Victoriapark i Kreuzberg og korset på toppen af mindesmærket har givet navnet til hele bydelen Kreuzberg.Bagerst i Victoriapark gemmer der sig iøvrigt en lille biergarten "Golgatha", som klart kan anbefales.

Nær Leipzig er det gigantiske monument, Volkerschlachtsmonumentet, rejst. Er du på de kanter er det et must see.

I den lille by Grossbeeren står der også et mindesmærke og en lille mindestue om slaget. Når slaget mindes i Tyskland, bliver svenskerens rolle noget nedtonet, og i stedet er det General von Bülow, som fremhæves som sejrherren. Der er god udsigt fra toppen af tårnet, men det har ikke åbent så ofte. Også i Dennewitz står et monument ved kirken rejst i 100-året for slaget, 1913.

På kortet nedenfor er Europas grænser i 1812 - da Napoleons magt var toppen, og i 1815, da Napoleon var slået og det nye kort tegnet.

Aar18121815