Spreewald - Hobbitland venter dig (90 km S)

Spreewald

Spreewald syd for Berlin er et helt særligt mose og flodlandskab med et net vandløb, skov og småøer. Husene har stråtag og er af træ. Alt ånder idyl. Man får en særlig fornemmelse af at være i nærheden af Hobbitrup og at Gandalf dukke op bag et træ. Det er ikke bare tyskere der bor her. Det er Sorberne. De lokale kalder Spreewald for Europas landlige Venedig. Brug Spreewald til en dag eller to i naturen og sejl en tur med kanoerne. UNESCO har udpeget Spreewald som biosfærereservat. Det betyder, at her indrettes alt på naturens betingelser.

 

Spreewald er et frodigt moseområder, der dækker et areal på 475 kvadratkilometer og ligger i det sydøstlige Brandenburg ved Cottbus og 100 km sydøst fra Berlin. Spreewald er ca. 55 kilometer lang og 15 kilometer bred. Der er ialt 1500 kilometer vandvej. Man kan komme rundt i området på cykel, kano eller på pramme. De typiske huse er af træ med stråtag. Ofte med udskåret slanger på taget, det bringer lykke der på egnen. Bådene stages frem - dog ikke under sang som i Venedig. Byerne og livet er indrettet efter de betingelser vandvejene giver. Kun ambulance og politi rykker frem med motor. Ro og stilhed og eventyr. Spreewald var et yndet udflugtsmål i DDR tiden for både partifolk og almindelige mennesker.

Hobbiterne er sorbere

Hobbitatmosfæren understreges af, at befolkningen, stednavne og bynavne er to-sproget. Her bor nemlig et lille slavisk folk - Sorberne. I navne-slægt med serbere. Sorberne bor langs Spree floden fra Lubben til Bautzen i Sachsen. "Sorbja" kalder de sig selv. De er et af de vendiske folkeslag, som har optrådt blandt andet i danmarkshistorien i vikingetiden frem til midten af 1100-tallet.

Venderne boede på østersøens sydkyst i Holsten, samt på Fehmern og Rügen og var en del af det danske rige. I 1169 slog Bisp Absalon venderne så eftertrykkeligt ved et slag på Rügen, at den danske konge, Gorm den store, blev deres konge.

De ældste beretninger er fra år 600, da slaviske folk bosatte sig mellem floderne Elben og Oder. I middelalderen var 90 procent af befolkningen i området sorbere.

Mange sorbere er flyttet de tyske storbyer, hvor de de er ophørt med at eksistere som selvstændigt folk. Men i Spreewald og Lausitz bor stadig ca. 40.000 - 60.000 sorbere, som er et anerkendt mindretal i Tyskland.

Spreewald kaldes også for Vendernes Venedig. Den sumpede undergrund og de mange vandløb i området har gennem tiden gjort det lettere for fjendtlige hære at passere uden om området end at gå igennem. På den måde har Spreewald været et sikkert tilflugtssted, en enklave, for Sorberne gennem tiderne. I det tredje rige blev sorberne anerkendt som en mindreværdig del af den tyske stamme og alle sorbere måtte lade sig underkaste racemæssige undersøgelser.

Sorberne har eget sprog og skriftsprog fra midten af 1500-tallet. Skriftsproget opstod, da de bibelske skrifter blev oversat.  Der findes både ober-sorbisk sprog, der minder om tjekkisk og nieder-sorbisk sprog, der minder om polsk.

Det er især det nieder-sorbiske sprog, der tales, hvor imod ober-sorbisk for de fleste blot findes som stednavne. Er du lidt nysgerrig er her et link til Němsko-serbski a prawopisny słownik - den tysk-sorbiske ordbog. Det er let at tale sorbisk: kruwa betyder ko, kóń betyder hest - og sådan er det hele vejen igennem.

Traditionelle musikinstrumenter er blandt andet Dudelsack (en simpel sækkepibe), Tarakawa og den store og den lille Geige (en slags violiner). Du kan købe CD'er med sorbisk folkemusik hos de lokale boghandlere.

  • Besøg det sorbiske national museum i Bautzen, Serbski muzejOrtenburg 3–5, 02625 Bautzen, Tel. 0049 (0) 3591 2708700
  • Det sorbiske teater, Seminarstraße 12, 02625 Bautzen / Budyšin, Tel. 0049 (0) 3591 5840

Spreewald rimer på agurk 

Kulinarisk er Sorberne kendt for især syltede agurker. Har du set filmen "Goodbye Lenin" kan du måske huske, at Spreewäldergurken har en central rolle i at bevare morens illusion om, at DDR stadig eksisterer. I Landsbyen Lehde finder du et museum for syltede agurker og hver år på agurkefestivalen den første weekend hvert år i Lubbenau udråbes en ny agurkedronning. Aguker hedder kórkowy på Sorbisk.

Agurker bliver brugt til agurke-likør. "Spreewalder"-dit og dat er registreret på linie med Champagne eller Cognac distrikterne i Frankrig er det.

En hovedret i området er Prampany kał. Det er en solid blanding af rødkål, kartoffelmos og flæsk. Tyskerne anvender sauerkraut, kartoffelmos og pølser og kalder samme ret for Krautmauke. En solid sag. Kochkäse fra spreewald er til at smøre på brød og består af en blanding af quark, æg og smør.

Sorbisk mad kan du fx smage på:

  • Restaurant Wjelbik, Kornstraße 7, 02625 Bautzen / Budyšin, Tel. 0049 (0) 35 942060
  • Restaurant Culinarium,  Große Brüdergasse 10, 02625 Bautzen / Budyšin, Tel. 0049 (0) 3591 2704949

På besøg i Spreewald

Lehde, der i århundreder kun kunne nås med pram, er et godt sted at begynde besøget i Spreewald. Når du besøger Spreewald er det muligt at komme med på guidede ture med pramme eller selv at leje en kano. Du kan fx besøge

Du kan fx leje både eller komme med på udflugt med Spreewald indianerne. Du kan også booke din tur på forhånd. Står alt klar når du kommer: Find din tur i Spreewald her og book direkte!

Kilder: fodsåler samt http://www.reiseland-brandenburg.de/pages/spreewald.html, www.spreewald.de, www.spreewald-online.de (turistinformation, turforslag), https://de.wikipedia.org/wiki/Sorben og www.spreewald-web.de, Sorbisk forening

Vis stort kort