Det tyske historiske museum - Få hele den tyske historie med

Den tyske historier har pløjet dybe furer i den europæiske historie. Det tyske historiske museum har som formål at hjælpe tyskere  med at gøre sig klart, hvem tyskerne er, som tyskere og europærer, som indbyggere i en region og som medlemmer af en verdensomspændende civilisation. Museet er klart henvendt til tyskere - men man kan ikke besøge det uden at få noget med selv. Som regel er her en spændende - og ofte kontroversiel - særudstilling.


I den permanente udstilling som fylder ca. 10.000 kvadratmeter over 3 etager er der god plads til at vise den tyske historie. Grundprincipet i denne udstilling er tre forskellige rumtyper, der viser tysk historie i dens europæiske sammenhæng og i dens regionale mangfoldighed. Den tyske historie vises politisk, socialt og økonomisk i en europæisk sammenhæng. Kernen er epokerummende, hvor man kan vandre gennem historien fra det 9. århundrede og frem til idag. I alt 7 stationer over kardinalpunkter i den tyske historie:"1200", "1500", "1800", "1914", "1933", "1945" og "1989/90".

Krigen i 1864

For en dansker er det naturligvis interessant at se, hvordan fædrelandet tager sig ud gennem gennem tyskernes briller. Nuvel, 1864 er lang tid siden, og vi fik en del tilbage i 1920. Men krigen i 1864 fylder nok mere i dansk bevidsthed end i tysk bevidsthed, selvom den var med til at cementere Bismarcks indflydelse i Tyskland. Ihvertfald er der ikke afsat mere end et lille hjørne til krigen med et par billeder og våben. Det er skuffende hurtigt overset.

Tom Buk-Swietny har i bogen "Slagtebænk Dybbøl" beskrevet optakten og selve krigen meget flot. Her kommer alle detaljerne med. Så betragt besøget på det historiske museum som et supplement, et krydderi. Og så kan du jo altid gå til Siegessäule i Tiergarten, og se de kanoner, som tyskerne erobrede. Sejrsøjlen er til minde over sejren over Danmark. Selvom man som dansker kan føle sig lidt overset må de fleste nok indrømme, at danskere ofte på samme måde har overset Tyskland og Tysklands historie. Bismarck selv kan du møde på en kæmpestatue i Tiergarten parken.

På det historiske museum har du mulighed for at blive opdateret og få lidt perspektiv på besøget i Berlin. Det er et museum man kan besøge flere gange og det er stort. Koncentrer dig om de perioder eller emner, du finder mest spændende og gå hurtigt igennem resten. Der er alligevel grænser for, hvor meget man kan kapere på en gang.

Har du mindre børn med, så skal I nok ikke bruge mere end en time. Der er ikke meget pilleri og skærme og andet, der for alvor fanger børns interesse. Deres udbytte vil primært være at have dig med som den levende fortæller. Skal du øve dig på den tyske historie inden kan du finde inspiration i Berlin-guides historiske artikler. Er det mest for børnenes skyld I skal på museet er der sjovere historiske museer i Berlin, som fx landsbyen Düppel eller Story of Berlin.

 

Læg mærke til baghuset, der er tegnet af arkitekten L.M.Pei. Det er meget elegant og moderne.

Deutsches Historisches Museum
Unter den Linden 2
10117 Berlin

Museet er gratis, hvis du er under 18.

Museets historie

Kong Frederick I af Preussen lagde grundstenen for Berlin Zeughaus i 1695. Zeughaus skulle være den tyske hærs våbenarsenal.  Zeughaus var færdig i 1730. Det er i dag den ældste bygning på Unter den Linden og en meget smuk barokbyning i en lidt sær lyserød farve.

Fra 1731 til 1876 brugte det prøjsiske militær bygningen som våbenarsenal. Huset blev brugt til at opbevare våben, krigsbytte og trofæer. Efter 1815 begyndte byens store arkitekt, Karl Friedrich Schinkel, en restaurering af bygningen og i 1831 åbnede samlingen "kongelige våben indsamling og model" for offentligheden. I 1939 tilhørte museet hæren.

Zeughaus blev inddraget i den tyske propaganda. Bygningen blev beskadiget under bombardementerne af Berlin 1944 - 1945. Bygningen blev genopbygget efter krigen.

Fra 1952 til 1990 havde DDR sit "Museum for tysk historie" i Zeughaus. Formålet med museet var at vise det marxistisk-leninistiske historiebillede. Efter Berlinmurens fald blev museum for den tyske historie etableret.

Ordet "Zeughaus" er det samme som "Tøjhus" - som det kendes fra Tøjhusmuseet i København. Vi danskere var bare ikke så gode til at udtale zeug, der blev til tøj.