Mindesmærket for de myrdede jøder

Mindesmærket for de myrdede jøder i Europa ligger i centrum af Berlin. Mindesmærket er det central Holocaust mindesmærke i Tyskland - til minde om de næsten 6 millioner myrdede jøder.

Das Denkmal für die ermordeten Juden Europas er lavet af New Yorker-arktitekten Peter Eisenman og består af en 19.000 kvadratmeter stor "skov" af 2.711 betonsøjler, som giver en stemning af en forstenet og kold skov. Der er ikke forklaring på monumentet, så symbolikken er op til den enkelte. Der er fri adgang til monumentet døgnet rundt. Monumentet skal minde om Nazisternes systematiske drab af op mod 6 millioner jøder.

Det er et stærkt og rørende og inspirerende monument. Man må ikke løbe rundt eller kravle rundt på søjlerne. Man forventes at bevæge sig andagtsfuld rundt mellem betonsøjlerne. Men helt ærligt, så taler det til børn og barnlige sjæle at lege titte-bø og kravle på søjlerne. Og selvom selvbestaltede ordenspedanter jævnligt forsøger at skabe den salvesfulde stemning, som folkemordet bestemt fortjener, så er der ofte fart på mellem søjlerne. Berlin-guide har endnu ikke observeret voldsomme uheld, men der vel fare for både sammenstød og fald fra betonen. Tag dit kamera - det er her der skal tages fotos og selfies.

Insidertip. Under mindesmærket ligger et besøgscentrum, som er et besøg værd, hvis man ikke har alt for små børn med. Anbefalet lavalder er 12 år. Besøgscentrum beskriver Holocaust i ord og enkelte billeder. Det er efterlader et stærkt og bevægende indtryk. Man bliver stille, når man bliver konfronteret med omfanget af myrderiet beskrevet i små personlige historier. Giv dig tid.

Lukket om mandagen og du skal være forberedt på lidt kø tid.

Mindesmærket blev vedtaget i den tyske Bundesdag i 1999. Mindesmærket er placeret midt i det centrale Berlin ved Brandenburger Tor, Ambassaderne, de vigtigste ministerier. Alene placeringen og størrelsen af monumentet skal angive, at dette er noget, som den tyske stat og det tyske folk tager meget alvorligt. Monumentet har kostet 27,6 millioner Euro. I New York har mindesmærket over 9/11 terror angrebet på World Trade Center en tilsvarende størrelse - selvom katastrofens omfang er i langt mindre skala.

"Det er sket, og derfor kan det ske igen" skrev Primo Levi. Derfor et mindesmærke.

100 meter væk under en parkeringsplads ligger indgangen til Hitlers fuhrerbunker.

Det er gratis at besøge monumentet og besøgscentrum nedenunder. Er du der bare for at se monumentet klares det på en halv times tid, men hvis du også skal have besøget under jorden med, så er det nærmere 2 timer at få det hele med - og alligvel får man aldrig det hele med, når det gælder Holocaust. Det er ufatteligt. Mindesmærket har sin egen hjemmeside.


Vis stort kort