Schloss Cecilienhof - Potsdam konferencen der delte Tyskland

Kaiser Wilhelm II. opførte i 1913 til 1917 slottet Cecilienhof for sin ældste søn Kronprins Wilhelm og hans hustru Cecilie von Mecklenburg-Schwerin. Se, det var en svigerfar der kunne gøre indtryk. Efter 2. verdenskrig var det her de allierede sejrherrer mødtes for at dele Tyskland imellem sig i 1945. Læs her om slottet og den smukke park Neuen Garten i Potsdam.

Slottet Cecilienhof er pænt stort med 176 værelser og flere indre gårde. Slottet blev benyttet til Potsdamer konferencen i 1945, hvor krigen sejrherrer mødtes og delte Tyskland: Churchill, Truman, Stalin. Her blev der skrevet verdenshistorie og Tysklandshistorie.
 
Du kan besøge slottet og de rum, konferencesalen og arbejdsværelserne, hvor forhandlingerne under Potsdamkonferencen foregik. Statslederne var her med deres delegationer næsten hele sommeren 1945. 
 
Læs mere om Potsdamkonferencen her.
 

Slottet er bygget af arkitekten Paul Schultze-Naumburg i stil med et engelsk landhus i Tudor stil. Det blev det sidste slot, som konge / kejserfamilien Hohenzollern byggede. Kronprinsen boede selv på slottet indtil 1945.

Georg Friedrich Prinz von Preußen er oldebarn efter den sidste kejser, og han gør i dag krav på at få slottet tilbage i familiens besiddelser. Det besværliggøres af, at familien gjorde sig uheldigt bemærket sammen med nazi-regimet i 1930'erne. Der bliver gjort tykt grin med oldebarnet, som hånes som den brune adel under hashtag #prinzdumm. Løjerne styres af den tyske satiriker Böhmermann.

Slottet ligger ned til Jungfernsee og efter at have set slottet kan vi anbefale at gå ned til søen, hvor der ligger et lille ølsted med eget bryggeri. Meierei. Godt øl. På en sommerdag bliver det ikke meget bedre.

På vej ud til slottet kan man køre ad vejen Am Neuen Garten med det ene mere utrolige palæ efter det andet. Det ligner et sted for filmstjerner i superklassen. Det er det også, for det var i dette kvarter, at 1920'ernes filmstjerner fra Babelsberg blandt andet boede.

Neuen Garten

Slottet ligger i parken Neuen Garten. Det betyder "den nye have" og det er det der er tale om. Haven blev anlagt af Friedrich Wilhelm II og hans arkitekt Lenné i 1816 som en ny have. I haven finder du ud over Cecilienhof og bryggeriet

  • En pyramide fra 1791, som i virkeligheden er en iskælder. Isen blev hentet i søen om vinteren og gemt fem meter under jorden til varmere tidere. 
  • Et orangerie med en flot portal, der er kendt som den ægyptiske portal med sfinxs fra 1791. Kongen selv spillede cello og det foregik ofte i palmesalen i Orangeriet. 
  • Du finder også Marmorpaladset, der er det oprindelige slot i parken fra 1787 med flotte sale og rum. 
  • Slotskøkkenet ligger for sig selv og har  form af en tempelruin (1788)
  • Der er en obelisk fra 1793 
  • Det gotiske bibliotek ligger fint ved søen. 

Hvad romantikken omkring det klassiske og ruinerne skulle gøre godt for står ikke helt klart. Friedrich Wilhelm var frimurer og medlem af rosenkreuz-ordenen (Illuminati), og der skulle være en del symbolik gemt i bygningerne. Der er lagt vægt på det skønne i dette engelsk inspirerede havelandskab.

Schloss Cecilienhof
Am Neuen Garten
14469 Potsdam
Der går bus fra banegården til slottet.


Vis stort kort