Foto: Steffen Zahn / (CC BY 2.0) licens. En sommerdag i 2018 med udsigt over Wolgast med det hvide rådhus og torvet i midten og løbet Peenestroms ud i horisonten. Det gamle slot lå på øen bagerst til højre i billedet.
Wolgast er en by i Tysklands fjerneste, nordøstligst hjørne i Mecklenburg-Vorpommern. En lille by, men egentlig er det byen, som markerede Danmarks skifte fra nordeuropæisk stormagt til nedturen som småstat i Europas udkant. Wolgast er en lille hyggelig by, som er et stop værd på vej til ferieøen Usedom. Wolgast kaldes også ”Porten til Usedom”.
Wolgast er en søvnig provinsby ved Oderflodens vestligste udløb til Østersøen, og vandet kaldes Peenestroms. Der bor 12.000 mennesker i Wolgast. Den indre by, altstadt, er velbevaret, og der er flere kønne gamle huse at se. Petrikirken er fra 1280, Rådhuset fra 1724, Gertrudekapellet fra 1500-tallet. I Bürgerstrasse 9 er et hus fra det 16. århundrede. Rundt om i Wolgast er der små mindesmærker for ofrene for nazismen – som i Wolgast var både socialdemokrater, kommunister og jøder.
De lokale seværdigheder er til at overskue: Det lokale museum, Kaffemühle, ligger i en smuk bindingsværkbygning fra 1700-tallet. Kan du holde til mere museum er der også et lille museum for maleren Philipp Otto Runge, og i havnen er der en museumshavn med en gammel færge. Der er også en lille dyrepark, Tierpark Tanneberg med 400 dyr fordelt på 52 arter.
Peene-werft skibsværftet blev grundlagt af de russiske styrker i 1948 og producerede blandt andet små torpedobåde, minestrygere mv til DDR's marine. Værftet blev overtaget af private i 1990, men laver, med vaklende økonomi, stadig krigsskibe til den tyske marine og til eksport, fx til Saudi Arabien.
Det vrimler ikke med spisesteder i Wolgast. Det kunne være fisker Klaus´s fiskerestaurant: " Fischer Klaus" i Hafenstr. 24 eller hos den gamle svensker (med reference til svenskertiden): Zum Alten Schweden i Breitestrasse 18b – eller landsbykroen i den lille landsby Sauziner – Sauziner Dorfkrug, Wolgaster Str.29.
Wolgasts oprindelse
Oprindeligt en vendisk by og fra historiens dyb dukker navne som hologost(, Ologost, Woligost, Woligast, Wologost, Wolegast, Wolegust, Walagost(um), Walogost(um), Waløgost(um), Waloguslum, Walagust, Walegusth, Walægust, Walgust, Wolgast, Valagust, Wołogoszcz eller Valegust.
Omkring år 1200 lå navnet fast. Wolgast var medlem af det hanseatiske forbund og dermed en Hansestad, men ikke en af Østersøens mest betydelige. Den lokale borg var kendt som „Castrum Waleguste“ og blev senere slot. Borgen og slottet forfaldt og forsvandt i løbet af 1700 tallet. I dag er der en tomt.
Trediveårskrigen og Christian IV
Billede: Kobberstik af Matthaeus Merian den ældre (1593-1650) af Wolgast fra to vinkler: Fra sydvest og nord. Billedet er fra 1529 og slottet, der nu er forsvundet ses meget tydeligt. Læg også mærke til, hvor omfattende befæsningen af den lille by er.
I 1618 begyndte trediveårskrigen. Den kan du læse mere om her. Den katolske kejser for det tyske rige kom i klammeri med protestantiske fyrster og konger, og det udviklede sig til en alle mod alle krig, som varede helt til 1648.
Krigen spredte sig til store dele af verden. I nogens øjne i virkeligheden den første verdenskrig. Krigen gik hårdt ud over civilbefolkningen, som jævnt hen blev plyndret, tævet og udnyttet af lejesoldater, som snart den ene snart den anden fyrste ikke betalte ordentligt. Langt den største del af krigen foregik rundt omkring i det nuværende Tyskland.
I Danmark var Christian IV konge. Han var velhavende på grund af den indbringende Øresundstold, og mange af hans bygningsværker står endnu tilbage i Danmark. Militært stod Danmark også stærkt, så Christian IV besluttede, på trods af stor modstand i rigsrådet, at blande sig i krigen og erobre lidt nyt land. Rent teknisk håndterede Christian IV modstanden fra rigstådet ved, at han drog i krig som fyrste af Schleswig-Holstein og ikke som dansk konge. Da han først havde taget initiativet var det svært at se forskel. Danmark angreb sine naboer mod syd og gik i krig.
Det var populært sydpå hos protestanterne. De protestantiske fyrster trængte til en allieret, så med en hær af lejesoldater drog Christian IV afsted. Nu skulle der vindes nyt land til Danmark.
Det gik godt i nogen tid. Men så fik kejseren nok af Christian IV og Danmark tabte i slaget ved Dessau 25. april 1626 og igen i slaget ved Lutter mod general Tilly i august 1626 og til sidst i slaget ved Wolgast.
Slaget ved Wolgast – Danmark ud af trediveårskrigen
Den 2. september 1628 tørnede Christian IV’s danske tropper sammen med den katolske kejsers troppper anført af den legendariske kejserlige general, Albrecht von Wallenstein.
Christian IV’s 6.000 soldater var gået i land på øen Usedom 10 dage før, og havde sat sig på byen Wolgast. Wolgast borgerne var begejstrede for at slippe for de kejserlige tropper og hjalp de danske tropper med at styrke fæstningen omkring Wolgast. De danske soldater - som mest var lejesvende fra det meste af Europa, gjorde sig parate til at møde Wallensteins hær, som havde brudt op fra deres belejring af Stralsund for at møde Christian IV.
Christian IV mødte general Wallenstein på kamppladsen på det flade terræn lige vest for Wolgast. Christian havde 6.000 lejesoldater, 1.500 kavalerister og 400 skotter på sin side. Wallenstein angreb med 7-8.000 soldater og 11 kanoner.
Det gik skidt for Danmark. Wallenstein angreb den danske flanke og 1.000 af Christian IV’s mænd døde, og 600 blev taget til fange. Derefter indtog Wallenstein Wolgast og snuppede yderligere 500 danske fanger. Wolgast blev sat i brand, borgerne røvet og kvinderne voldtaget. Det var almindelig stil i trediveårskrigen.
Christian IV og resterne af hæren luskede i ly af mørket tilbage til deres skibe ved Usedom og rejste hjem. Det var det eventyr. Slut.
For Christian IV var der kun at forhandle en fred med kejser Ferdinand II, og der blev indgået en fredsaftale mellem kejseren og Danmark i Lübeck. Aftalen var gunstig for Danmark, for Christian IV fik stort set sit land igen mod at love ikke at angribe mere.
Før freden blev indgået nåede kejserlige lejesoldater at plyndre, røve og hærge i Jylland og kroatiske lejesoldater (krabater) nåede helt op til Skagen. Kun den danske flåde kunne forhindre, at krigen bredte sig til Fyn og Sjælland.
Danmarks deroute
Christian IV havde lært lektien. Han deltog ikke mere i Trediveårskrigen.
Det var måske desværre, for den svenske konge Gustav II Adolf gik ind i Trediveårskrigen to år senere og havde succes til at vinde det nordlige Tyskland til Svensk territorium. Pommern blev svensk i mere end 200 år.
Der var forhandlinger mellem Danmark og Sverige, hvor Gustav II Adolf gerne ville have Danmark med i krigen i Tyskland igen, men Christian IV sagde nej, for han havde fået nok af krig ved Wolgast.
Lidt kontrafaktisk spekulationsteori
I det ulidelige lys af bagklogskab skulle Christian IV måske været gået med Gustav Adolf. Danmark var stadig en rig og stærk nation, og i alliance med svenskerne, der havde en effektiv og moderne krigsmaskine, kunne meget været nået. Dels kunne det danske territorium være udvidet og vi havde fået svensken som våbenbrødre. Det havde måske sparret os for krigen i 1658, hvor vi tabte Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm til svenskerne. Det havde været en helt anden Danmarks historie. Det filosoferer blandt andet Dick Harrison over i bogen "Trediveårskrigen".
Men det skete ikke. Punktummet for Danmark var sat med nederladet i Wolgast for Christian IV - og med andre ord kostede slaget ved Wolgast måske på sigt Danmark det halve kongerige?
Den svenske konge, Gustav II Adolf gik i øvrigt i land i august 1630 samme sted på Usedom som den Christian IV havde gjort det. Han indtog Wolgast og havde senere stor succes i krigen, næsten på trods af, at han faldt to år senere – så desværre for Gustav var han død og lagt i en kiste, da han to år senere igen kom igennem Wolgast på vej hjem til Sverige til sin bisættelse.
Please wait...