Usedom: Strand og V2 raketter

Har du lyst til en strandtur, så er tysklands længste sandstrand på øen Usedom et godt rejsemål.  Øen ligger ved Østersøen i Tysklands absolut nordøstligste hjørne. 200 kilometer nord for Berlin - og 160 kilometer øst for Rostock. Badebyerne ligger på række på Usedom: Trassenheide, Zinnowitz, Zempin, Koserow, Loddin, Ückeritz, Bansin, Heringsdorf og Ahlbeck. Og så kan turen krydres med en lille tur over grænsen til Polen til Świnoujście.

 

Peenemünde - raketter og ubåd

På Usedom ligger i øvrigt Peenemünde, hvor tyskerne udviklede raketter under 2. verdenskrig. Der er ca. 50 kilometer til Peenemünde fra Greifswald. Læs mere om raketter og Peenemünde her. Historisch-Technisches Informationszentrum, Im Kraftwerk, 17449 Peenemünde. For de historisk interesserede nok hovedattraktionen på Usedom. 

I Peenemündehavn ligger også en ældre u-båd, Juliett U-461, som i højden er seks etager. 86 meter lang og bygget i DDR. Den kan også besøges. Du kan roligt sætte en dag, med et smuttur til stranden af, til at et besøg ved Penemünde.

Strand og gourmet

42 kilometer sandstrand gør Usedom til et populært rejsemål om sommeren, så her er masser af strande, hvor du kan leje en strandkurv og slappe af i det hvide sand og de blå bølger.

Langs strandende på Usedom skyder "søbroer" eller sø-promenader ud i Østersøen med underholdning og plads til slentring. Europas ældste sø-bro fra 1891 ligger i Ahlbeck og Europas længste bro ligger i Heringsdorf. Den rager 508 meter ud i Østersøen og er bygget af stål og glas - og hedder Kaiser Wilhelm Brücke. Også badebyerne Bansin og Zinnowitz har broer til romatiske vandringer over havet. 

Det har været superpopulært at nøgenbade i Tyskland. Freikörper Kultur FKK eller baden ohne. Især var det populært i DDR tiden, hvor kommunisterne havde vanskeligheder med at vænne kammeraterne fra at smide hver en trevl på stranden. Efter murens fald er det lidt mindre populært, men der er stadig 10 områder på stranden, hvor trevler ikke er velset. Her bades der ohne. De fleste steder bades der mit. Det er let at se forskel.

Der er flere rariteter på Usedom. Fx Verdens største strandkurv med plads til 90 personer står i Heringsdorf. Ved Zinnowitz kan du finde verdens første dykkegondol, hvor du kan få en tur ned til bunden af Østersøen og se på fisk og tang. Turen - inkl. en 3D film - tager omkring 45 minutter. Endelig er der i Pudagla åbnet et eventyrland bygget over Gullivers rejser. Alt i grotesk XXXXL overstørrelse. Gullivers Welt, Am Sandfeld 1, Pudagla.

Har du tid til en overnatning, så sov måske i Heringsdorf – og bestil tid på restaurant The O’room by Tom Wickboldt, som har en enkelt michelinstjerne. I øvrigt anbefaler Michelin mange restauranter på Usedom.

I Tysklands nordøsthjørne ligger også GreifswaldStralsund og Rügen  og Wolgast, som er oplagte til et lille besøg.

.