Toiletter i Berlin - de gule sider

toiletberlin

Foto: Berlin-guide.dk. Det kan være en levende oplevelse at være på toilettet på tyske værtshuse. Her de mandelige frastødende gemakker på værtshuset Berliner Republik på Schifferbauerdam i Mitte.

Velkommen til de gule sider. Toiletter - det er da et underligt tema for en guide til Berlin tænker du. Men når du først skal, om det så er bimmelim eller bummelum, så vil du alligvel sende berlin-guide en kærlig tanke. Toiletter kan optage Berlinerne, som fx da Kaiser Wilhelms toilet blev fundet på bunden af Østersøen i 2011.

 

En "dansker" er et fint lokum

Hvilket ord bruger tyskerne for personlige aftrædelsessteder. Det mest overraskende er nok, at på gamle middelalderborge, hvor udladningen går direkte i voldgraven, hedder toilettet ... en dansker. Der er heldigvis gået af mode igen.

Spørg rigtigt om vej

I dag omtales toilettet på tysk som toilette, WC eller kloset. Det er ordene at bruge, hvis du spørger om vej. Men kært barn har mange navne. Og spørger du om vej kan du få mange udtryk igen. De er derfor gode at kende. Kloset kan forkortes til "klo", bliver også omtalt som latrine, retirade, abort, null-null (især på hoteller med toilet på gangen var værelse 00 ofte toilettet), Abtritt, Stille örtchen, Ort der Abspannung, Bedürfnisanstalt, Lokus, Scheißhaus, Schlotte, donnerbalken (om den bjælke soldater sidder på i felten). Berlin-guides slangråd er forstå dem, men undlad at bruge dem. Hold dig til stangtysk, så kommer du ikke i problemer.

I ældre tider har man brugt udtrykket "heimliches Gemach". I Hamburg omtales toilettet også som "Tante Meier" fordi folk i Hamburg efter langvarig belejring af franskmænd misudtalte det franske udtryk "tente majeure" (hovedteltet).

Toilettet som spisested - og omvendt

Berlin kan forvirre. Ikke altid er toiltettet et toilet. Og i nogle tilfælde er "Cafeen" faktisk er et toilet. Mens andre toiletter er blevet til...restauranter. Læs bare:

"Das Klo" er kendt langt udover Berlins grænser. Men det er ikke et toilet, blot et mærkværdigt værtshus, som har toilettet som hovedtema. Meget specielt. Det har sin egen guide, som er en af de mest besøgte sider på berlin-guide. Das Klo har endog et særligt japansk toilet for damerne med automatisk låg, lugtfjerning, lufttøring og desinificering efter brug.

Restaurant Domäne ved Müggelsee har indrettet sit franske køkken i det tidligere toilet. Her skal der bestilles plads.

Cafe Achteck er også kendt langt udover Berlins grænser. Men det er ikke en cafe, blot et mærkværdigt toilet, som har toilettet som hovedtema. Cafe Achteck (Cafe 8-hjørnet) er pissoirer omgivet af et grønmalet, otte-kantet støbejerns hegn. I slutningen af 1800 tallet var de over hele Berlin. Den første blev oprindeligt rejst i 1863 efter at kejserinden havde set en af byens indbyggere tisse på gaden. I dag er der omkring 30 tilbage rundt om i Berlin. Se her. Charmerende. Der står fx en på Gendarmenmarkt.

Cafe Burgermeister, Oberbaumstraße 8, er kendt som stedet, hvor der bliver lavet gode bøffer til burgerne. Det er en cafe, der er en burgerbar. Den er med her, fordi den er indrettet i et gammelt toilet.

Ikke så langt der fra, på Soju bar i Skalitzerstrasse 36, Kreuzberg har de toilet med indbygget karaoke. Så her kan du synge af hjertens lyst og med fuld musik.

I Reichstag, eller rettere på taget af Reichstag, ligger en god restaurant, hvor vi især kan anbefale morgen brunchen…og naturligivs toilettet, hvor der er indlagt fuglekvidder. Her behøver du ikke at synge selv. På Feuermelder i Krossener Straße 24, Friedrichshain kan der være digtoplæsning, H.C Andersen eventyr eller schlagersang. Cafe Krüger på lychener str. 26 nær Heimholzplatz dyrker hyggen på toilettet.

Ikke langt fra Reichstag, i Schiffbauerdamm 8 ligger restauranten Berliner Republik eller Bierbörse. Godt sted at spise og få en stor øl. Fantastisk grafitti på herretoilettet. Sørg for at drikke rigeligt, for du får brug for lidt tid derude alligevel. 

På hjørnet Mehringdamm/Yorckstraße lå tidligere et offentligt toilet. Nu er det værd at have det overstået før man kommer, for i dag finder du natklubben låget -  Zur Klappe - i undergrunden.

For dem der går på club i Berlin til den lyse morgen eller fra den lyse morgen er det muligt at få et lille club-toilet-preview eller ElectronicBeats anmeldelser af lokomsforholdene på 10 homoklubber i Berlin. Fx den begejstrede anmeldelse af toiletkabinerne på SchWuz: "There are stalls EVERYWHERE. They could open a whole other club in there. The interiors have nice little tables to leave things on while you’re hanging out. The booths are also decently sized, which is a plus if you like to take a crowd in with you." eller om Salon zur Wilde Renate: "Renate is a house: some rooms, some beds and some toilets. There is no real distinction between the actual toilets and the dance floor in this maniac mansion. Be careful where you step/sit.".  

På hjørnet Aßmannstraße / Bölschestraße ligger et gammelt klassisk og vist nok fredet tissehus. Her sælges der også teaterbilletter. Praktisk.

Lidt tissehistorie

Tissehistorie - hvis du kan holde dig.

Meget kort tid efter aftrædelsesstedets opfindelse har det været nødvendigt at opfinde aftrædelsesstedets rengører. Pave Julius I fra 337 er toiletrenserens skytshelgen, så katolikkerne er dækket godt ind. Protestanter må bare forvente tilgivelse. 

I gamle Berlin var der toilet i gården lige som i danske storbyer. Men da der kom træk og slip fandt mange ejendomme i Berlin en mellemløsning. Det kræver en del kvadratmeter at indbygge toilettet i lejligheder, men mindre plads at indrette et fælles toilet på trappe-afsatsen. Så er det bare en halv trappe op eller ned. Det lille sted omtales som et "Aussenklo". Politiforordningen fra 1887 foreskrev, at den slags "Aussenklo" kun måtte indrettes, hvor der var godt ventileret fra enten gaden eller gården.

Forsikringsmanden Rudolf Protz begyndte i 1880'erne som den første tysker, men altså lidt efter kejserinden med Cafe Achteck, at indrette tysklands første "bedürfnisanstalten" - offentlige toiletter - i Reichshauptstadt Berlin. Det har heldigvis spredt sig til det øvrige Tyskland.

I 2013 besluttede FNs generalforsamling, at 19. november er verdens toiletdag.

Det nyeste kapitel i tissehistorien handler naturligvis om køn. Når der er herre og dametoiletter - hvad så med alle de andre kønsidentiteter. Der er over 60, så det kan tage lidt tid at finde den rette dør, hvis hver identitet skulle have sit. Og da køen altid er længst til damerne, så kan alene det være motivation for et skifte i kønsidentitet. Berlin ville jo ikke være Berlin, hvis ikke det blev diskuteret. Og det vil resultere i flere unisex toiletter, hvor man så kan skændes om brædtet skal være oppe eller nede. Men "girly-urinalet" er opfundet, så måske det bliver mere almindeligt. Det ser ikke videre behageligt ud, så måske besøget, og dermed køen, også bliver kortere? På skolerne i Pullach i Bayern er der toiletter til det tredjekøn. Det er noget omdiskuteret i Tyskland.

Tissekortet

Berliner Zeitung har leveret nedenstående tissekort over offentlige tissesteder i Berlin. Der er også en "Toilet finder" på enten iPhone eller Android. Er der gul alarm finder du hurtigt hjælp her. Det tyske slangudtryk er "Blasenmanagement" - blære-ledelse.

Tis som oplevelse

Kan du holde dig til du når frem er der toiletter med særlige oplevelser:

  • Sage Restaurant i Köpernickerstrasse 18-20 er der kun fluoriserende lys og ellers mørkt på toilettet. Til gengæld går alarmerne i gang, når der skal skylles ud.
  • På en lille cafe i Danziger Straße 53 skal du gennem et papegøjebur for at komme på toilettet og på cafe Aroma Hochkirchstraße 8, Schöneberg er toiletterne ikke som andre steder.
  • Avocado Club, Holtelstrasse 13, holder toilettet i lysrødt. Meget populært og mange poster lige en selfie derfra til Instagram @avocadoclub.berlin. Det er ikke så almindeligt med selfies fra lokummet.
  • I Schwarzes Cafe i Kantstraße 148 er der kikhuller mellem båsene i dameafdelingen. Så behøver man ikke stoppe snakken bare fordi.
  • Kitano i Boxhagener Straße 108 i Friedrichhain er der to toiletter i damebåsen. En tand videre med snakken mellem veninderne, selv når måsen må i båsen.
  • Panasia i Rosenthaler Straße 38 im Hinterhof, Mitte tænder du for vandet med en fodpedal.
  • PURO i Europa-Center på 20 etage er der cocktails - og mænd får lov at køre en etage videre op til pissuariet med byens bedste udsigt.
  • Klopalast - toilet palasset under Breitscheitplads (under vandkuglespringvandet) er et vidunder i glas og stål udført for intet mindre end 750.000 Euro. Her kan du tisse for 50 Cent. Tilbagebetalingstiden må således kunne opgøres til 1,5 millioner tissetåre. Bummelum koster ikke ekstra.
  • natklubben Watergate, Falckensteinstraße 48, Kreuzberg er der panorama udsigt til Oberbaumbrucke gennem de store glasvægge på toilettet. Men hold nu øjnene på målet.
  • I Sony-Center ligger resterne af et berømt hotel med Kaisersaal. På toilettet står de originale urinaler stadigvæk og væggene er af imponerende marmor. Måske selveste kejser Wilhelm ll har lettet sig der på det Schlesiske marmor?.
  • Ved siden af KDW ligger en lille bistro med grønne kakler på væggen. Det var tidligere et toilet - ovenikøbet et af Berlins mest besøgte. Nu kan du få en latte istedet.
  • Toilettet i Street art museet, Urban Nation, i Bülowstraße 7 er et besøg værd., hvis du skal slå en streg. Det er grafitti på grafitti på grafitti.

toiletreihe

  • Den gigantiske oktoberfest restaurant Hofbräu Wirthaus i Karl Liebknechtstrasse 30 bag Alexanderplatz På herretoilettet (foto) er der intet mindre end 16 urinaler på stribe + 8 toiletbokse. Der kan også være 4.000 gæster i restauranten på en gang, så kapaciteten er nødvendig. Til gengæld fungerede kun fire af håndvaskene, så forholdet tis/vask er i tissefavør 6:1. Håber for en gang skyld på kø ved håndvasken og at personaleforholdene er bedre.
  • Vi kan direkte fraråde herretoilettet på Restaurant Reichardt i Berlin. Der er urinalerne placeret så tæt, at kun et-benede eller skarpskytter kan undgå at tisse hinanden på tæerne. En enkeltøl kan jo godt ryste sigtekornet lidt. Så skal du spise på Reichardt, så find et andet sted til din frækkert.

I gamle dage blev toilettet også omtalt som stedet, "wo selbst der Kaiser zu Fuß hin geht". Det er rent 1880'er slang, så måske er der ingen der forstår det mere. Mere moderne udtryk er måske "Stille örtchen". Det lille stille sted.

Firmaet Wall står for tissehusene rundt om i Berlin. Der er 243, hvor er de fleste er supermoderne automatiske tissecentraler. Men de har også ansvar for de gamle Cafe Acteck.

Køb dit eget guld-toilet

guldlokum

Billedet er fra Belle Arti i Friedrichsstrasse 123 lige før Checkpoint Charlie. Belle Arti sælger svulstige møbler med guld på. Der kan du også købe dig et guldtoilet eller guldarmaturer med dragehoveder. Men de er til hjemmebrug og for tunge at slæbe med rundt. I Berlin skal du bruge de andre toiletter, der er nævnt her i tisseguiden. Men overvej en interiør-opgradering, som vil gøre Hammerslag-ejendomsmæglerne tavse for en stund - eller hvis du skal have besøg af DR programmet, som går på besøg hos kendte. Et tip til kendtisser.

To tisseråd: tis af og ha mønter med

Det bedste tisseråd til alle aldre er: tis af når du kan. Lad ikke en chance gå fra dig. Hvis du først er trængende forsvinder kreativitet og overblik og hygge og i løbet af kort tid handler alt om tis. Så: tis når du kan. I Tyskland står der ofte en tissekone og vogter på døren. Det er hende, der tørrer op efter dig, så vær venlig og læg 20 eller 50 cent i tallerkenen. Skal du tisse ofte, så gå ikke ud uden (rigeligt) med vekslepenge.

Nødtis

Står du midt i Berlin når det presser på, så søg på flush forward eller tænk på

  • De store store varehuse eller større supermarkeder. Toiletterne ligger ikke ved indgangen. Du skal med garanti flere etager op og om bag ved for at finde dem. Men de er der. De er forpligtet til at have toiletter til kunderne, - men mange steder koster det penge. Men du har jo mønterne med.
  • Hotel lobbyer er interessante. Der er ofte et super lækkert toilet. Du slipper ind, hvis du ser ordentlig ud i tøjet og går ind, som ejede du hele stedet. Nik venligt famliært til personalet eller ignorer dem helt Vi kan anbefale Radison Blu bag domkirken og Grand Westin på Friedrichstrasse. Virkelig klasse toiletter. Slipper du ind - så tag dig god tid.
  • McDonald's er en klassiker. Gode toiletter og en milkshake på vej ud.
  • Barer, restauranter, butikker, tankstationer kan også hjælpe. Men gør det ikke med glæde.
  • Museer du besøger og restauranter hvor du spiser har som hovedregel et toilet. Brug dem.
  • I parken bag et træ. Ja, men tænk på, at du nok ikke var den første der tænkte det den dag. Træd varsomt. Og tag hensyn for har mange tyrkere har familiekomsammen i parkerne i de fjerneste egne sover, der bor ofte hjemløse eller der handles narkotika. Tisning i parker omtales også i Berlin som "wildpinklen" og det er ikke populært - for nogen af parterne.
  • Guiden her vil naturligvis blive udbygget med tiden. Dette er blot en første tisseprøve.
  • Lad være med at tisse ud af togdøren, når toget er sat i gang. I Berlin mistede en lokofører en gang livet fordi han faldt af toget, da han tissede ud af døren fra det kørende tog. Toget standsede heldigvis automatisk, men lokoføren mistede livet fordi han ikke havde tisset af. Tragisk.

Tour de toilette

I øvrigt tilbyder tourist guide Anne Haase en guidet toilettur i Berlin: Tour de toilette. Hun har både erfaring som turistguide og som tissekone. Anne var kostumier på Komischer Oper i DDR, men da hun søgte udrejsetilladelse blev hun degraderet til toiletkonen, så der er erfaring bag. Hendes rundvisning varer i 2½ time og er for enthusiaster, som ønsker at se Berlin fra den gule side. En af de få vel-egnede rundvisninger for folk med inkontinens.

Eau de toilette

Eau de toilette - eller på på tysk: Toilettenwasser - er ikke noget man skyller ud, men noget man dupper sig lidt med for at dufte bedre i Berlin. Berlin-guides råd er, altid at bruge det på flaske og aldrig det fra kummen. Efter sådan en guide kunne du slutte af med toilettenwassermærket "Breath of Berlin", der fås både i en guld og i en sølv udgave via Amazon. Berlins ånde - så føler du dig hjemme.

Tissekilder

I research'en til artiklen kom jeg forbi flere kilder:
 
Og hent app'en freepee: http://m.freepee.org
 
Og glem ikke: