1,7 kilometer shopping i Schlossstrasse i Steglitz

shopping

Schlossstrasse i Steglitz i Berlins sydlige del er en Berlins mest populære shopping strækninger. Schlosstrasse kan nok ikke helt konkurrere med Friedrichstrasse i historisk sus for slet ikke at tale om Kurfürstendamm, der er og bliver nummer eins - men i Schlossstrasse finder du stormagasiner, små mor-far butikker, mode boutiques, supermarkeder, banker, restauranter og den store biograf Titania Palast. Schlossstrasse er gode, praktiske alternativ, når der skal handles for alvor. Hverdag.

 

Schlossstrasse har tre u-bahn stationer, så der er ingen undskyldninger. Schlossstrasse ligger i bydelen Steglitz - ikke langt fra rigmandskvarterne i Dahlem og Zehlendorf. Måske det svarer lidt til at handle i Lyngby - nydelig forstadsshopping bare i en hel anden skala? Der er 200.000 kvadratmeter shoppingplads i gaden. Skab overblikket og læg slagplanen her.

Det bedste udgangspunkt for en shoppetur her er Bahnhof Rathaus Steglitz - og så vandre og shoppe ad Schlossstrasse ind til Bhf. Walther-Schreiber-Platz. Du kommer dertil med U9.


Schloßstraße mit Bierpinsel

Schlossstrasse med "Bierpinsel". Foto fra WikiCommons af Muns / GNU 

Midt på Schlossstrasse står den mærkværdige, futuristiske, lettere bedagede, poparkitektur "ting" Bierpinsel, som er vartegnet for Steglitz. Bierpinsel blev bygget i 1976. Der har blandt andet været diskotek og restauranter i bygningen. Er den køn?

Der er et hyggeligt marked lige ved Steglitz rådhus på Hermann-Ehlers-Platz (tirsdag, torsdag og lørdag formiddage). På  pladsen er der et tankevækkende spejlmonument med navnene på de jøder, der blev sendt i KZ lejr her fra stationen. 

Ligesom Kurfürstendamm må man bare sige: Her kan du få alt. Stormagasiner som Boulevard Berlin i nummer 13, Karstadt, Das Schloss, Galleria ligger strøet med rund hånd ned ad gaden.

Globetrotter skal fremhæves. Globetrotter er rejseudstyrsbutikken over dem alle. Rygsække, soveposer, vandresko, klatrereb, kanoer, kajakker, vindjakker, spisegrej, skovmandsskjorter. Her er mærkevarer som Jack Wolfskin og Northface. Har du brug for at prøvesejle din kajak - så værs'go. Der er naturligvis et bassin til det. Globetrotter ligger lige ved stationen ved Rathaus Steglitz.

Et af indkøbsstederne er Forum Steglitz i Schlossstrasse nummmer 1. Her kan du blandt andet handle ind i butikken for de gode gerninger. 20.000 fairtrade varer. Besøg COEO - Haus der gute taten.

Geheimtip. Til en shoppetur får man brug for en bid brød undervejs. I Das Schloss ligger burgerbaren "Hans in Glück". Lækre burgere, gode fritter - alternativ indretning. "Hans in Glück" er en kæde, der ligger flere steder i Tyskland og to i Berlin. Den anden ligger på Europaplads. Velbekomme.

Hovedattraktionen i Steglitz er shopping. Skal du ikke shoppe kan du, når du nu er på afveje, besøge kirkegården i Steglitz. I afdeling Abteilung D IV står mindesmærkedet for de faldne fra flakattelerierne i første verdenskrig - der er også en lille erindring om flakkrigen i 2. verdenskrig. Friedhof Steglitz ligger i Bergstrasse. Det er en bronzeskulptur af en pileskytte, som sender sine pile i luften. Monumentet er fra 1957.