Oktoberfest O’zapft is! Auf eine friedliche Wiesn

oktoberfestfoto

Foto: : Lauro Sirgado, (CC BY-SA 3.0) En tjener med 3 Massbier. Hun bærer den traditionelle dragt, Dirndl. Wikipedia foto.

Velkommen til berlin-guides store Oktoberfest guide. Oktoberfest er en høstfest med hyldest til øllet. Festen hører egentlig til i Bayern og det helt store gilde er hvert år i september i München. Her er roden. Her begyndte festen tilbage i 1810 - men oktoberfesten er så populær, at den har bredt sig til hele Tyskland – ja selv i nabolandene og i USA og Canada, Kina, Australien og langt nede i Afrika holdes der oktoberfest.

Oktoberfesten stammer fra München

Festen indledes af Münchens Borgmester, der åbner det første fad øl med udbruddet: ” O’zapft is! Auf eine friedliche Wiesn” midt i september. Så er festen i gang og den løber i op til 18-dage indtil den første søndag i oktober - eller hvad der nu passer med den Tyske Enhedsdag den 3. oktober.

I München holdes festen på ”Wiesn” engene uden for byen, eller det, der i dag er festpladsen ”Theresienwiese” på 42 hektarer. Her er store øl-telte og tivoli med balloner, gynger og karruseller. Og ikke mindst den legandariske Toboggan, som snurer rundt i saltomotaler. Perfekt afslutning efter 3-4 liter øl. I det hele taget er forlystelserne noget mere dramatiske end vi er vant til i det gennemregulerede og sikkerhedsorienterede Danmark. Tyskerne slår sig løs.

Der er i alt 14 store telte og 15 mindre. Men også blæsermusik, piskesmældsdans og schlagermusik. Det er folkeligt og fornøjeligt. Og dyrt, for der er mange besøgende. Det er traditionsrige telte. Fx Armbrustschützenzelt fra 1895 med 7.450 siddepladser eller Hacker-Festzelt fra 1907 med 9.378 pladser. I alt er der 96.000 siddepladser – og så skal du endda huske at bestille plads i god tid. Derudover er der 114 restauranter i gang, så antallet af siddepladser til München Oktoberfest kommer op på 119.000 siddepladser. Derudover er der to telte udenfor med yderligere 10.500 siddepladser. Og så i 18 dage!

Oktoberfestfotobynight

Foto: Oktoberfest by night, 2003. Foto Softeis, Wikipedia, Public Domain.

I alt 6 – 7 millioner besøgende i München alene, som formår at spendere mere end 1 milliard Euro. Så det er et værtshus med god omsætning. Men de er vakse på fingrene. En trænet skænker kan fylde et Masskrug (et krus med en liter øl) på 1,5 sekunder.

Men holdes også i Berlin – og hele verden

I Berlin fejres Oktoberfesten af alle kræfter på Alexanderplatz og Zentraler Festplatz – der i øvrigt ikke er særligt centralt. Det kan efter berlin-guides smag blive ret rodet, så gå i stedet på Hofbrauhaus, hvor der kan være 4.000 gæster ad gangen. Vær klar til store øl, store portioner og masser af dans, schlagersang og hva har vi. Fornøjeligt, og glem ikke at bestille bord. Den største oktoberfest uden for München findes i Hannover med 700.000 besøgende.

I Kitchener, Ontario i Canada kommer mere end 700.000 besøgende hvert år til Oktoberfest. I Quingdao i Kina fester mere end 4 millioner besøgende. I USA er den største oktoberfest Oktoberfest Zinzinnati in Cincinnati i Ohio. Men festen har fundet vej til de fleste stater. Du behøver ikke køre tørstig rundt i USA i slutningen af september. I Blumenau, Brasilien deltager mere end 600.000 mennesker.

Oktoberfesten begyndte som en sportsfest

Festen er en folkefest, og set globalt måske et af de største og mest folkelige events overhovedet i hele verden. Festen opstod, da brylluppet mellem den bayerske kronprins Ludwig og prinsesse Therese skulle fejres den 12. oktober 1810 i München

Det blev en kæmpe succes, og Brylluppet medførte blandt andet et stort hestevæddeløb foran Münchens bymur den 17. oktober 1810. Det blev besluttet, at et sådant hestevæddeløb skulle finde sted hvert år på samme tid. Dermed var traditionen til Oktoberfest grundlagt. De første år fik Oktoberfest overvejende en sportslig karakter, da kronprins Ludwig interesserede sig meget for det antikke Grækenland og derfor valgte at holde en fest i stil med de antikke olympiske lege. Men øllene fik efterhånden overtaget. Sådan kan det gå med sport.

Traditionerne

Kom gerne i ”Tracht” dragten: Lederhosen eller Dirndl.

Mænd har lederhosen på, som er læderbukser med korte ben og seler og knapper i gylpen. Lederhosen findes overalt i Alperne og holder dig praktisk varm, når det er koldt og kølig, når det er varmt. Kirken bryder sig ikke om lederhosen og har erklæret, at de er umoralske. Og under? I gamle dage hed det "Unten ohne", men er der plads til underbukser er det ok. Sådan et par lederhosen bliver over årene ret personlige, og køber du brugt, vil der af samme årsag være en del tyskere, der rynker på næsen. I Brandenburg hedder Lederhosen også Kotzen.

Strømperne er lange. De kaldes også Loferl, Stutzn eller Beinhösl. Bayersk er ikke let. Strømperne må ikke nå over knæene.

Skoene skal være solidt fodtøj til vandring i Alperne, fx Trachtenschuhen, sprich eller Haferlschuhen. Det duer ikke at komme i sneakers eller sandaler. Kan man se dine hvide tennissokker - ja så er du nok ikke ølegnet. 

Kvinder en kjole med dyb udskæring på, som kaldes en Dirndl og en sløjfe om livet - en Dirndlschleife. Og sløjfen er ikke ligegyldig. De vigtigste signaler i en Dirndl er ikke udskæringen, det er sløjfen. Vender sløjfen mod højre er damen gift eller trolovet, vender den mod venstre er hun single - uden at det dog er et fripas. Hænger den i midten angår det ikke dig - og sidder sløjfen bagerst er hun enke, tjener eller mindreårig.

Til Dirndl hører der også en dirndl skjorte og en dirndl BH. Sko kan være mange slags, men sjælent højhælet.

Gå i de store varehuse i Bayern, de har som regel alt tøjeriet til rimelige priser. Og gode råd. Du kan også finde en skrædder, hvis du er parat til at betale mange tusinde for tøjet. Der findes kun "mænd" og "kvinder" til Oktoberfest. Berlin-guide har ikke hørt om andre køn og klædedragter.

Lær sangbogen

Ein Prosit. Der bliver sunget meget til Oktoberfesten og gerne med blæse ummpa-ummpa orkester til. Nyd det - det hører til.  Sangen "Ein prosit" - En skål - synges meget ofte. Måske hvert 15. minut. God ide at lære teksten, så du kan synge med til festen:

Ein Prosit, ein Prosit
Der Gemütlichkeit
Ein Prosit, ein Prosit
Der Gemütlichkeit.

OANS! ZWOA! DREI! G'SUFFA!

Og til udtalen - hvis du ikke taler tysk. Efter et par øl hjælper det:

Ain prouh-sit, ain prouh-sit
Dare g-muut-licch-kejt
Ain prouh-sit, ain prouh-sit
Dare g-muut-licch-kejt!
OWNS! ZWO! DRAJ! GE-SUFA!

Sangeren vil så ofte spørge om festen kører eller råbe "Zicke Zacke Zicke Zacke?" - hvor efter du tager ølglasset ud af munden og råber "Oi Oi Oi Oi". For millioner af mennesker er det en stor fornøjelse, så du kommer nok efter det også.

Ellers kører "Hey Baby" med DJ Ötzi med let forstålig tekst: Heeeyyyy Baby - will you be my girl (husk at tjekke sløjfen på Dirndl før du går videre). En anden sang er "Hände zum Himmel" som handler om at klappe med hænderne i vejret. Bare følg de 5.000 andre i teltet, så går du ikke galt her. Med sangen "Hulapalu" er alle oppe med det samme. Med æsel sangen (Esellied (Ia Ia Ia oh) bliver der jodlet. Bare syng med. Ingen hører dig alligevel. Overraskende nok vil du nok også høre Country Roads med John Denver ganske mange gange. Det nye hit er sangen om pigen Cordula Grün. Og det helt store er naturligvis når Helene Fischer giver den gas med Atemlos durch die nacht. Endelig har DJ Ötzi remixet hittet Sweet Caroline med Niel Diamond.

Alt i alt en sangbog på cirka 10 sange, og så er du ladt og parat. Når de er sunget begynder man som regel forfra. Har du spotify kan du øve dig hjemmefra på Berlin-guides specialiste her:

Så er der øl

Oktoberfest handler om øl. Bryggerierne i München har naturligvis en særlig oktoberfest parat. De omtales også som Wiesnbier. Øllerne leveres af Augustiner, Hacker-Pschorr, Hofbräu, Löwenbräu, Paulaner og Spaten - og de har hver deres telte.

  • Den stærkeste øl er Augustineren med en alkohol procent på 6,5 procent - efter en tre-fire liter kan det mærkes.Det er en traditionsrig øl, der er brygget af munke siden 1328. Bryggeriet kommer stadig med deres øl i store trætønder (Hirschen) med 200 liter i hver. Den er dog ikke så bitter som Löwenbräu. Du finder Augustinere mange steder i Berlin også, og du går aldrig fejl.
  • Hacker-Pschorr er kendt for deres ølflaske med patentproppen, som du bare plopper op. Den svageste af øllene.
  • Hofbräuhaus laver deres egen Hofbräu på 6,3 procent. Der er altid fest i Hofbräuhaus midt i München - og midt i Berlin.
  • Löwenbrau finder du i teltet med løverne udenfor, der brøler: "Löööö-weeeen-brääääu",
  • Paulaner munkene gik først igang med ølbrygningen i 1600 tallet. Men det er god øl.
  • Spaten er fra 1397, så et pænt gammelt bryggeri. De kommer med "Müncher Hell", som har været populær siden 1894.

Det er alle store bryggerier og Spaten-Franziskaner-Löwenbräu er endda ejet af samme ejer InterBrew. De store ølkrus til en liter Masskrug er flotte. Men husk de tilhører stedet, så gå i souvenirbutikken, hvis du ikke vil meldes til politiet.

Du kan finde øllene på flaske, men til oktoberfesten er de naturligvis tappet fra fad i de store krus. Nogle vælger at drikke af små krus, så øllen ikke bliver "doven". Men du er ikke til Oktoberfest for at sidde og spytte i din øl. Få en ordentlig Mass og hold en - kort - pause før den næste.

Det er i øvrigt ikke helt lige gyldigt, hvordan du holder om de store krus. Se på de andre, eller følg den lille demonstration i YouTube videoen herunder:

O’zapft is! Auf eine friedliche Wiesn - gib gas!

Besøg Oktoberfestens officielle hjemmeside med detaljeret information om næsten alt vedrørende oktoberfesten i München.