Foto: Fra optagelsen af filmen ”Døden i Venedig”, fra venstre instruktøren Luchino Visconto, Sargio Garfagnoli (Der spiller Jaschu) og Björn Andrésen, som spiller Tadzio. (Public Domain).
Anmeldelse. Thomas Mann skrev den lille roman «Døden i Venedig» i 1912. Så berlin-guide er lidt sent ude med anmeldelsen. Anledningen er Gyldendals ny udgivelse af romanen. Det er tiende gang. Og man må bare sige, at Thomas Mann ikke har tabt pusten selvom mere end 100 år er gået. Kender du ikke romanen ligger der en læseoplevelse og venter.
«Døden i Venedig» handler om den berømte, midaldrende forfatter Gustav Aschenbach, som rejser på ferie til Venedig. Der forelsker han sig i den smukke dreng, 14-årige Tadzio. Det er forbudte følelser i gråzonen mellem pædofili og homoseksualitet, men det bliver en besættelse. Heller ikke i dag ser samfundet venligt på pædofili. Samtidig raser en koleraepidemi i Venedig. Pandemi, lidenskab, seksualitet, pædofili er også emner, der optager os i dag. Aschenbachs tiltrækning bliver dog ved hede drømme, stjålne blikke, tungt åndedræt og næsten regulær stalking af den unge dreng og hans familie.
Youtube video: Trailer til «Døden i Venedig» (1971)
«Døden i Venedig» blev filmatiseret af Luchino Visconti i 1971. Den har skuespilleren Dirk Bogarde i hovedrollen. Ligesom i bogen er direkte dialog sparsom, for det er det indre liv hos Gustav Aschenbach, der er i oprør. Luchino Visconti har gjort Aschenbach til komponist i stedet for forfatter. Ikke helt tilfældigt, for Thomas Mann’s beskrivelse af Aschenbach kunne lige så vel være en beskrivelse af komponisten Gustav Mahler (samme fornavn) og underlægningsmusikken i filmen er også af Mahler. I Thomas Manns ordrige beskrivelse:
”Gustav von Aschenbach var knap middelhøj, brunhåret, glatraget. Hans hoved virkede lidt for stort til den næsten sirlige skikkelse. Hans tilbagestrøgne hår, der var tyndt på issen og særdeles kraftigt og grånet ved tindingerne, indrammede en høj, kløftet og ligesom arret pande. Bøjlen på hans guldbriller med de uindfattede glas skar sig ind i den kraftige, ædelt formede næses rod. Munden var stor, ofte slap, ofte pludselig smal og sammenkneben; kinderne var magre og furede, den velformede hage blødt kløftet. Skæbnesvangre begivenheder synes at have sat deres præg på hans hoved, som han for det meste lagde lidende på skrå, men det var kunsten, som havde skabt denne fysiognomi, og ikke, som det sædvanligvis er tilfældet, et hårdt og omskifteligt liv.”
Fotoet til venstre er et foto af Gustav Mahler fra 1907 fotograferet af Moritz Nähr mod slutningen af Mahlers periode som direktør for Wiens Hofopera. Fotografiet er public domain. Gustav von Aschenbach / Gustav Mahler.
Citatet ovenfor illustrerer meget godt skrivestilen I bogen. Den er mildest talt ordrig og med masser af referencer til græsk mytologi, hvor man heller ikke var blinde for den unge drengekrops velsignelser. Faktisk beskrives Tadzio som noget i retning af en græsk statue. Bogen er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad. Man føler ikke noget går tabt i oversættelsen, og selvom jeg læser tysk, så havde jeg nok givet op i den ordrigdom. På dansk lærer man hurtigt at flyde med. Det er en bog, der kan holde til at blive læst mange gange.
Tag beskrivelsen af Tadzio, der stiger op ad vandet:
”Han vendte tilbage, og mens han med foroverbøjet hoved løb gennem bølgerne, slog han det genstridige vand til skum med sine ben; og at se hvordan denne levende skikkelse, yndefuld og kysk, endnu ikke mandig, med dryppende lokker og smuk som en spæd gud steg op fra himlens og havets dyb, steg op fra elementet og undslap det: At se dette fyldet sindet med mytiske forestillinger, det var som urgamle digterord om formens udspring og gudernes fødsel.”
Har det inspireret James Bond instruktører til at lade Ursula Andress i ”007-Dr No” træde op af vandet i badedragt? Eller Halle Berry i ”Die another Day” - eller Bo Derek i filmen ”10” eller Cameron Diaz og Demi Moore i Charlies engle. Alle kommer de yndefulde med dryppende lokker og smuk som en spæd gud op fra himlens og havets dyb. Det er i hvert fald mindre tabubelagt end at lade unge drenge spille den rolle. Det er et stærkt billede.
De stærke følelser hos den ellers regelrette, pligtopfyldende og kontrollerede Gustav von Aschenbach bringer ham ud af ligevægt. Til den fjollede tilstand af forelskelse. Til at fortabe sig i tanken om erotik. At gå i opløsning. Spændt ud i konflikt som han er mellem det fornuftige og forstandige og det uregerlige og sine drifters vold. Eller rettere, måske har Gustav von Aschenbach i et helt liv været spændt ind selvdisciplin og pligt, og nu giver han efter ”en længsel mod det fjerne og nye, et begær efter befrielse, lethed og glemsel…væk fra det sted, hvor han med stivnet kold lidenskab gjorde sin pligt". I begyndelsen fnyser Aschenbach af forfængelighed, mens han til sidst jager sin ungdom med kosmetik og perfume.
Der er mange motiver i bogen, men hovedmotivet her vel næsten en advarsel, et råd eller håb om ikke om at overgive hele sit liv til fornuft og disciplin: smøre madpakker, betale skat, tjene penge, klippe hæk, passe ind, pænt tøj, pæne børn, fibre, spelt og kolesterolfrit. Det koster at undertrykke sin lidenskab, og måske bogens slutning er lykkelig? Eller en konsekvens af undertrykkelsen? Jeg er ubesluttet her.
Det er en bog for dem, der elsker at flå og tolke i en historie. Foreslå ”Døden i Venedig” i den næste læsekreds, for det er en bog, som man får lyst til at tale om. Og jeg vil vise berlin-guides læsere det hensyn at slutte skriveriet her. Men læs den for pokker. Og lad dig ikke skræmme af det floromvundne sprog. Der er rytme. Man tilgiver de lange sætninger. Som forøvrigt bliver lidt korte og mere konkrete i takt med at Aschenbachs intellekt forfalder og følelserne tager over.
Og forfatteren Thomas Mann selv fik en stor familie med seks børn, men flere af hans bøger indeholder homoseksualiteten, og måske det var noget han kun udlevede på skrift. I sine romaner. Der er dem (Hermann Kurzke: Thomas Mann - Livet som kunstværk), der tolker, at det var Thomas Manns virkelige jeg, han beskrev?
Gyldendal har gjort sig umage med indpakningen. Det er ikke uvæsentligt, at en god bog er sat med gode typer, med tilpas luft, på godt papir. Indbundet kraftigt og solidt. Lækkert. Man får lyst til at læse bare ved at røre bogen. Forfatternavnet Thomas Mann og bogens titel «Døden i Venedig» fremgår også af bogens forside og ryg – dog med lys gul på hvid baggrund og omvendt. Det er faktisk umuligt at læse, og derfor et mærkværdigt valg af L.A Graphic Design. På min boghylde forsvinder bogen som en gul streg. 10. udgave, 2. oplag må råde bod på dette blip i en ellers perfekt bog.
Gyldendal selv skriver, at "siden udgivelsen for 100 år siden i 1912 har "Døden i Venedig" tryllebundet sine læsere. Med sit nådesløse portræt af den gamle mands håbløse længsel, sat i en kulisse af en døende by og en døende tid og fortalt i et fuldstændig overlegent sprog, hæver den sig stadig som en af de allerstørste moderne klassikere."
Jeps. Døden i Vendig er en tysk klassiker fra øverste hylde. Fuldt hus i berliner-bamsebjørne trods det gule.
Thomas Mann
Døden i Venedig
Gyldendal
10. oplag, 1. udgave.
2020
Please wait...