Nino Haratischwili: Det ottende liv (til Brilka)

Foto: Udsnit af geogisk tæppe af Niloufar Alipour.

Anmeldelse. Den georigisk-tyske forfatter Nino Haratischwili har leveret en mursten af en roman. Nok den tykkeste bog i min reol. ”Det ottende liv” følger familie og relationer for otte kvinder i Georgien igennem det tyvende århundrede. Den udspiller sig i Tbilisi, Skt. Petersborg, Moskva, Prag, Berlin, London og Wien. Dejligt skrevet og flot oversat. En absolut ”page turner”, hvor man overraskende let glider igennem de mere end 1.000 sider.

Bogen begynder i Berlin. Her er den unge og meget begavede kvinde Nitsa flyttet til fra Georgien efter Sovjetunionens imperium gik i opløsning, muren fald og alt er kaos. I Georgien er der borgerkrig og ulykke. Nitsa finder sin 12-årige neurotiske, niece Brilka, som er stukket af fra en georgisk dansetrup på besøg i Amsterdam, og selv har taget toget til Wien. Brilka vil ikke hjem.

Nitsa sætter sig for at fortælle sin families historie og begynder med hendes oldemor, Stasia Jasji, som var datter af en chokoladefabrikant i Tbilisi. En chokoladefabrikant med en hemmelig opskrift på magisk varm chokolade, som kunne tryllebinde – men også havde katastrofen i sig. En opskrift som gik i arv gennem slægten.

Og så ruller slægtshistorien ellers igennem den georgiske historie. Og selvom Tbilisi set med danske øjne er lidt et udkantsområde, så ser Danmark ikke anderledes ud fra Tbilisi. Og verdenshistorien folder sig om Georgien, hvor man ellers blot bryder sig om god vin og lammekød i ly af de høje Kaukasusbjerge.

Første verdenskrig afsluttes med revolution mod zaren, demokrati, så krig, revolution og uro. Joseph Stalin var født i Georgien, men det er nu ingen særlig fordel.Sovjetunionen overtager Georgien - igen.

Chokoladefabrikanten mister sin fabrik og bliver ansat. I stille protest blander han ikke sin hemmelige ingrediens i chokoladen og chokoladen bliver lige så elendig som anden sovjetisk chokolade. Der bliver renset ud. Bønder og naboer og familie forsvinder i lejre, bliver skudt vilkårligt for en dårlig vittighed.

Nogen bliver ofre, mens andre bliver systemets mænd. Som Nitsas morfar Kostja, som bliver højt placeret i NKVD og tjener penge, har magt, og en strøm af unge kvinder. NKVD, som også piner hans datters ufødte barn ud af maven på hende.

Da krigen mod nazisterne er vundet sænker den kolde krig og jerntæppet freden over dem alle.

Det bliver hverdag i socialismens paradis. Kan man tilpasse sig og undlade at undre sig eller tænke over retfærdighed, eller i det mindste fortrænge, så får man et tålsomt liv: Og gudskelov, tænker de i Georgien, er man ikke i et kapitalistisk land, hvor alting gøres op i penge og mennesker udbyttes på det groveste og de rige rager alting til sig. Man tåler meget, fordi socialismen jo giver en det bedste af alt og beskytter mod det værste. Så man lader sig nøjes, læser verdenslitteraturens klassikere i smug, slår sig til tåls med de tomme hylder i supermarkedet, og at historien skrives om, så den passer med den socialistiske fortælling. De, der ikke passer ind, bliver sat til at passe får i bjergene, i bedste fald, og ellers forsvinde i lejre og atter nogen må tage til takke med et nakkeskud. De heldigste flygter mod vest og klippe forbindelsen til de efterladte kære.

Og da Sovjetunionen langt om længe udånder, må demokrater, demagoger, fantaster og gangstere kæmpe om magten i Georgien, før et usikkert demokrati kommer på benene i det lille land. Historien om Georgien er ikke skrevet færdig endnu. Det er et kristent land, hvor de ældste kirker snart er 2.000 år gamle. Georgiens historie rækker 8.000 år tilbage. Der er uendeligt smukt med sletter og de høje Kaukasus bjerge og værd at besøge. Rigtig mange hedder -willi til efternavn.

Nitsas beretning er et flot sammenhæklet kludetæppe af historier og billeder, kærlighed og længsel, uretfærdighed og tab, lykke og ulykke, håbløshed og håb. Lige så kakofonisk som landets historie. Nino Haratischwili hengiver sig til fortællingerne og læseren lever med dem alle – både hovedpersonerne og de mennesker omkring dem, der former deres liv. Et lille skud magisk realisme med chokoladen.

Lidt magi, som er nødvendigt for tænkende mennesker for at overleve i systemer, der kværnede millioner af mennesker ihjel. Det er vildere end vildt. Vi begriber aldrig helt omfanget, for med millioner af mennesker døde millioner af historier. Nino Haratischwili giver lidt tilbage med sin krønike.

De tabte fortællinger. I Berlin træder man ofte over ”stolpersteine”, som er små gyldne brosten, der kort fortæller at her boede fx Herr. Goldstein, født 1925, slæbt væk i 1942 og myrdet i Sobibor. En præcis påmindelse om, at Goldsteins fortælling blev afbrudt. Det han kunne have bidraget med er revet væk. Hans børn og børnebørn kommer aldrig til at eksistere. En af børnebørnene havde måske løst kræftens gåde eller var blevet en fremragende filminstruktør eller en god mor. Det er som skygger i historier, der ikke findes. Nazister og kommunister myrdede så mange, at de mageligt kunne have udgjort en nation for sig. En stor kontrafaktisk nation. Nino Haratischwili skriver om de overlevende, men oldemor Stasia ved bedre, for hun kan se de døde mødes og hun vil møde dem igen.

Hvornår lærer vi det? Nitsas beskrivelse af socialismen som et voldeligt system forklædt som solidaritet er interessant, fordi socialismens argumenter i Sovjetunionen er fuldt de samme som Enhedslistens argumenter i dag – som dog har overbevist hver fjerde vælger i Københavner og i Berlin samler Die Linke næsten lige så mange stemmer. København og Berlin har vælgere med gode uddannelser, som kan læse og skrive, og alligevel må der være afgrundsdybe huller i forståelsen af historie og sammenhænge i samfundet. Det er forstemmende. Man må tage et stykke chokolade.

Forlaget Gutkind skriver om Nino Haratischwili (f. 1983, Tbilisi), at hun er en prisvindende forfatter, dramatiker og instruktør. Hun er født og opvokset i den georgiske hovedstad Tbilisi, hvor hun gik på den tyske skole, og bor i dag med sin familie i Hamborg.

Haratischwili har skrevet både skuespil og romaner og er anerkendt som en af sin generations mest talentfulde og succesrige forfattere. Hun fik sit helt store kritiker- og publikumsgennembrud i 2014 med den storslåede slægtsroman Det ottende liv (Til Brilka). Romanen er en episk familiesaga om kærlighed, krig, revolution og Georgiens dramatiske historie gennem det 20. århundrede.

Romanen blev udråbt som årets bedste af det tyske magasin Der Spiegel, har modtaget flere prestigefulde priser og bl.a. været nomineret til The International Man Booker Prize 2020. Derudover er den en markant bestseller i en række lande. Hun har siden skrevet Die Katze und der General, som får mange roser. Forhåbentlig får Gutkind også den på programmet.

Bogen er oversat af Nanna Lund, og det er en fin oversættelse.

Nino Haratischwili
Det ottende liv (til Brilka)
Forlaget Gutkind
2021

Oversat af Nanna Lund