Sebastian Fitzek: Patienten

FitzekForside

Anmeldelse. I Berlins nordlige bydel Tegel ligger et stort fængselshospital med især psykisk syge fanger. Sebastian Fitzek er verdensberømt for sine krimi-thrillere og hans bog ”Patienten” udspiller sig her mellem rablende, indespærrende forbrydere. Her jager en desperat far sin søns morder. Foto er et udsnit af bogens forside.

I Patienten forsvinder et seksårigt barn sporløst, og alt tyder på, at han er blevet offer for Guido T., der sidder i retspsykiatrisk forvaring og allerede har tilstået mordet på to børn i området. 

Barnets far bliver som en falsk patient smuglet ind på den psykiatriske forvaring, hvor Guido T. befinder sig, for at komme tæt på morderen og få en tilståelse ud af ham. Fordi intet er værre end usikkerheden. Troede han …

Sådan lyder forlagets oplæg til bogen – og bogen skuffer ikke. Jeg tør næsten ikke røbe mere af plottet. Du kan se en lille bogtrailer her.

Romanen er oversat af Jacob Jonia, der bl.a. har oversat Siegfried Lenz og Jonas Jonasson. Og forlaget Gutkind har flere bøger af Sebastian Fitzek på programmet.

Patienten er i lige linje en ”Fitzek” klassik. Fuld fart på historien, korte kapitler, overraskende twists i historien. Og så antydningens kunst. Selvom det er grufulde sager, så behøver Sebastian Fitzek ikke udpensle historien for os. De sidste afgørende skridt i gruen fortæller vores fantasi os. Ligesom vi alle kan huske scenen med overlæreren i Korsbæk, der stod og frøs ihjel på altanen. Det blev bare aldrig vist i Matador. Fitzek stiller rammen op og vi gyser af maleriet. Den gamle mesterinstruktør Alfred Hitchcock ville nikke bifaldende til teknikken.

Men scenerne findes kun i vores hoveder. Sebastian Fitzek forstår at skabe billederne. Og psyko-dræbere er perfekte i rollen for der er intet, der gør os usikre og agtpågivende som seriemyrdende psykopater, der dræber uden grund og med et smil.

Det gør det til en lidt hæsblæsende affære at læse bogen, og man lægger den nødigt fra sig undervejs. Og så foregår den jo i Berlin og er du ikke helt stiv i alle forstæderne, så tag kortet frem undervejs. Fitzek selv bor i Berlin, så det er hjemmevante græsgange, som han lader sine figurer bevæge sig i.

Fænomenet Fitzek

FitzekPortratSebastian Fitzek er kendt for at skrive intense, psykologiske thrillers. Sebastian Fitzek (f. 1971, Berlin) er forfatter og journalist. Siden han debuterede i 2006 med Die Therapie (da. Terapien, 2007) er han landet i toppen af bestsellerlisterne, hver gang han er udkommet med en ny bog.

Fitzek er stilsikker, og han vælter psyko-thrillere ud i samme tempo som Dan Brown, Michal Crichton. John Grisham, Dave Baldacci eller vores egen Jussi Alder-Olseen. Det er bare at sætte sig i den gode stol, med godt lys, en kaffe ved hånden og tage mod til sig.

Ifølge Sebastian Fitzek er en god thriller som en tur i en rutsjebane: ”Sikker men føles som en nærdødsoplevelse”. En god stak Fitzek-bøger er perfekt til sommerhusferien. De læses hurtigt, kan gå på omgang og der er masser af underholdning – hvis du tør.

Sebastian Fitzek er produktiv: En eller to nye bøger hvert år, hvoraf en del allerede er omsat i film og teater i Tyskland. Hans bøger, der alle har et højt tempo og et effektivt plot, kan læses uafhængigt af hinanden.

Foto af Sebastian Fitzek er af @ Glover og stillet tilrådighed af Forlaget Gutkind til anmeldelsen. Han ser jo venlig nok ud, men der kører de drabeligste historier rundt i det smilende hoved.

Sebastian Fitzek har indtil videre solgt 13 millioner bøger på 24 sprog og han har som den første – og eneste – tyske forfatter modtaget The Ripper Award, den store europæiske krimipris, der hidtil primært er gået til nordiske forfattere, blandt andre Jussi Adler-Olsen og Henning Mankell. Fitzek er oprindeligt uddannet jurist med speciale i ophavsret, og har arbejdet som radiojournalist i Berlin, inden han blev fuldtidsforfatter. Han bor i Berlin med sine tre børn, og er engageret i forskellige velgørenhedsprojekter.

Læg an til gggyysss

FitzekPatientenSebastian Fitzek
Patienten
Forlaget Gutkind
2020