Maleriet er "Hedelandskab med en dagvogn" (1913) af Hans Schmidt.
Anmeldelse. Ida Jessens forrygende bog ”Kaptajnen og Ann Barbara” udspiller sig på den jyske hede i midten af 1700-tallet. Når berlin-guide anmelder bogen, så er det fordi historien om kartoffeltyskerne indgår som en central del af fortællingen. Og fordi det er en skøn bog.
Bogen præsenterer sig selv: Året er 1754. En vogn kommer kørende over den øde jyske hede. Der er en kaptajn på vognen, Ludwig von Kahlen. Han er kommet hjem fra soldater-tjeneste for at betvinge vinden og sandet. Han vil bevise, at ørkenen kan opdyrkes. Ingen ved, hvem der ejer heden. Den brutale godsejer til Hald, Schinkel, mener, at jorden er hans – og han skyr ingen midler for at få sin vilje. En sommerdag kommer den gådefulde Ann Barbara vandrende over heden.
Kaptajnen og Ann Barbara er en western fra den jyske hede om dengang landet endnu skulle erobres, om en indædt og kompromisløs mand og om den kvinde og en troldepige, en taterpige, der bliver hans allierede. En intens og dramatisk historie om kampen mod rå naturkræfter, om store drømme og endnu større ofre, om hævn og disciplin, kærlighed, fortabelse og den reneste ondskab.
I filmatiseringen af Kaptajnen og Ann Barbara ville det ikke være skidt at se en fåmælt Clint Eastwood i rollen som Ludwig von Kahlen forsøge mod alle odds, med sammenknebne øjne, at starte et liv som fredelig bonde efter et langt og hårdt liv som soldat. I stedet for at tvinge døden frem, så skifte og tvinge livet frem. Men som soldat er man ikke landmand, og der er meget der skal læres om hede opdyrkning.
Der gemmer sig mange historier og perspektiver i ”Kaptajnen og Ann Barbara” om heden, taterne, tyskerne, om hede-opdyrkningen, om livegne, stavnsbånd, vilkårlighed og sult. Altid sult. Og død. Og kærlighed.
Romanen udspiller sig omkring Kongens Hus på den midtjyske hede.
Den jyske hede
Der har ikke altid været hede i Jylland. I årtusinder var der skov, men klimaet ændrede sig og skove blev ryddet til landbrug. Helt op i middelalderen var der masser af skov. Men træerne blev fældet til brændsel ved fx produktion af jern og tegl, tømmer til flåden og kulsviening. I 1300 – 1600 var der krig og pest og tyfus. I 1600-tallet var der krig hele tre gange, hvor først kejserens tropper hærgede og plyndrede fra Schlesvig til Skagen og senere igen svenskerne.
Film: Den Jyske Hede. Optagelser fra den jyske hede. Familien kører ud i oksekærre og høster med le. Brød bages i en udendørs ovn. Bondekonen og de to døtre karter, spinder og strikker på gårdspladsen. Vandet trækkes op af brønden, så hesten kan drikke. Der skæres siv, og leen slibes. På den sandede hede dyrkes der også jordbær. Optagelserne er uden årstal. Filmcentralen.
Det lagde landejendomme øde, hele byer lå øde – og imens bredte lyngen sig og landskabet skiftede til ubeboet vildmark. I midten af 1700-tallet dækkede heden ca. en tredjedel af Jylland. I Vestjylland var der stort set ingen træer. Det var wild wild west.
Ejendomsretten til jordene var uklar og en af Ludwig von Kahlens opgaver bliver da også at opmåle matriklerne. Et foretagende, som den sadistiske, storbrovtende godsejer Schinkel ikke er meget for. Han er vant til at skalte og valte med jord og med liv som enevældig hersker.
Så man næsten får ondt i maven. For at få jorden opdyrket igen arbejdede man med skattefritagelser og prøvede at gøre det attraktivt. Kongen var ikke alene om det. Det skete andre øde steder i Europa, som af samme årsager som i Jylland.
Kartoffeltyskerne
En særlig gruppe der blev lokket til var ”Kartoffeltyskerne”. Man gik målrettet til værks. Den kongelige danske legationsråd Johann Friedrich Moritz i Frankfurt am Main annoncerede i aviser og på plakater i 1759 og de følgende 3-4 år.
Lokkemaden var at få en gård med jord, husdyr og udstyr, penge, skattefrihed i 20 år og fritagelse fra militærtjeneste. Det fik mere end tusinde kolonister fra landgrevskabet Hessen-Darmstadt, grevskabet Erbach i Odenwald, Kurpfalz, markgrevskabet Baden-Durlach samt hertugdømmet Württemberg til at rejse til Danmark i håbet om at få foden under eget bord og skabe sig et nyt liv.
De første kom til fods fra Frankfurt den 28. august 1759. De skulle bo i kolonier på Alheden. Derfor betegnelsen ”kolonister”, fuldstændig som de der drog over prærien i vakkelvorne vogne for at finde et nyt og bedre liv. De flyttede til ”Havredal” (Frederikshede) og ”Grønhøj” (Frederikshøj).
Den store afgrøde blev kartofler, som blev solgt på markedet i Viborg - formentlig deraf navnet ”kartoffeltyskere”. Kartofler var en forholdsvis ny afgrøde importeret fra Sydamerika, men den viste sig hurtigt at være godt egnet til de sandede jorde.
Kartoflen var ikke populær i Europa i begyndelsen – for den var jo ikke omtalt i Bibelen. Og danskerne var ikke helt begejstrede for "tyskerklumperne", der blev set for uegnede som menneskeføde. De blev mest blev brugt til at affodre grise og andre husdyr.
Den tyske konge Frederik den Store forsøgte at gøre kartoflerne populære ved at dyrke dem selv og hegne markerne ind. Det løftede kartoflens anseelse. Læs her om ”Fritz”, som af samme grund har øgenavnet ”Pommes Fritz”.
Hundrede år senere var kartoflen en udbredt afgrøde og indholdet af C-vitamin fjernede problemet med skørbug. I Irland levede man stort set af kartofler, og da kartoffelskimlen tog livet af kartoffelhøsten i midten af 1800-tallet omkom 1½ million irere af sult.
Udover kartofler blev der dyrket hvidkål, rødkål, grønkål, gulerødder, ærter, hør og hirse – alle afgrøder, som danskerne knapt kendte til før.
Ikke alle kolonisterne var lige egnede som bønder. De gyldne løfter fik alle mulige tyskere afsted, og ikke nødvendigvis de dygtige bønder. De mest uduelige blev smidt ud igen, og andre opgav selv og flyttede hjem eller søgte lykken videre i Rusland.
Efter 1764 blev 53 familier tilbage på Alheden og Randbøl Hede. Deres efterkommer med navne som fx Bitsch, Frank, Gantzhorn, Lajer, Würtz og Øhlenschlæger lever stadig i det danske samfund.
I dag er heden efterhånden sjælden og træer her almindelige i Jylland. En vurdering fra år 2000 siger ca 8.000 hektarer hede – mod en million hektarer hede på Frederik 5’s tid. I Frederiks Sogn nær Karup blev der prædiket på tysk helt frem til 1870, men efter 1864 gik tysk sprog af mode i Danmark. På Randbøl Hede er ”Frederiksnåde” i dag fredet, hvor man kan se stensætningerne efter 20 parceller fra et tysk samfund opbygget som i Pfalz.
I Kongens Hus mindepark fortælles historien om opdyrkningen af den jyske hede for mange danskere gik også i gang i de følgende to hundrede år, og i dag har mange aner tilbage fra hedeopdyrkningen.
Foto: Min tipoldefar, Mads Peter Mogensen (1842 -1922) var hedeopdyrker i Skagen. Efter krigen i 1864 brugte han sin sold på at købe et stykke ubrugeligt jord, og det gjorde han til et mønsterlandbrug. Her er han ved pløjningen med to stude. Livet var ikke væsensforskelligt fra hedeopdyrkerne i 1750, men der var flere hedeerfaringer at bygge på end da kaptajnen gik igang.
De vilde på heden
Ligesom præriens indianere er der også mennesker på heden, som lever helt anderledes: taterne. Med egne normer, regler og sprog. Der var naturligvis omflakkende sigøjnere, men det mest almindelige har nok været skojere og kæltringer, som levede af tiggeri, tyveri og fik arbejde som natmænd, at flå selvdøde dyr, hænge lovbrydere og begrave selvmordere.
Nogle tog glarmesterkisten på nakken og drog rundt og reparerede de vinduer, som efterhånden blev mere og mere udbredte.
Foto: Sigøjneren Carl Petterson med familie har slået telt op ved en bondegård i Jylland. De besøgte Danmark flere gange, men blev også udvist flere gange. Familien var kedelflikkere, og om aftenen spillede de musik og dansede på kroerne. (Foto: Ukendt fotograf, omkring 1900). Det Kongelige Bibliotek.
Det er skojerne og glarmestrene, som Kaptajnen møder som omflakkende på heden, og de taler deres eget indbyrdes sprog "Rotvælsk". Det kommer af romani rot 'tigger' og tysk welsch 'vælsk, fremmed, udenlandsk', egentlig 'romansk' (Nudansk ordbog), men mange havde ingen tilknytning til sigøjnere selvom de talte "Rotvælsk". Der er lavet ordbøger over Rotvælsk sproget. Se fx på Google Books eller i "Danske Studier" fra 1923. Og i "Kaptajnen og Ann Barbara" møder vi skojerne, deres sprog og deres normer.
Rotvælsk er et hemmeligt sprog, et kryptolekt, som består af stumper af kendt sprog samt slang. Det er næsten umuligt for uindviede at følge med i, og det har naturligvis givet en slags sikkerhed eller sammenhold for denne gruppe i udkanten af samfundet. Fx betyder Madrum mor, Krøl uld, å blår at tale, bækkentræjer en and og "Ve dinueses komp minueses höwl?" betyder "Om du vil købe min hund" og "grai" er en hest - Sådan er det hele vejen i gennem.
Ida Jessen får vækket Rotwælsk til live i bogen.
Det wilde West
Tilbage til ”Kaptajnen og Ann Barbara” som kun kan anbefales som en fantastisk roman med beskrivelserne af heden, Kaptajnen, kartoffeltyskerne, taterne. Alene åbningen med en beskrivelse af heden er det rene litterære narkotika.
Indrømmet, jeg bladrer ofte hurtigt videre når historien står stille og landskaber og vejret beskrives. Men nogle gange bliver det stort som i åbningen af Thit Jensens ”Styggekrumpen” eller her i Ida Jessens beskrivelse af heden. Det første afsnit er helt uden mennesker. Og sådan var heden jo;
”Heden ligner ikke noget andet sted. Der er himlen og den flade jord. Der er øde og tomhed. Viden farer over himlen, og skyer og regn. Varmen og kulden bæres frem af vinden. Viden tuder, ingen ved hvorfra den kommer, den synger og hyler, vinden er der altid. Natten og dagen er der også. Ulve er der, hugorme ruller sig sammen, sommergule sommerfugle patruljerer, lærker stiger op. Rovfugle er der. Boliger er der ikke. Mennesker er der ikke.”
Det er en fremragende optakt. Udskift lige ”Heden” med prærien, ulve med coyote, hugorme med klapperslange. Der er dem, der vil synes at fortælletempoet er lige langtrukket nok.
Jeg får samme fornemmelse som åbningen af Wim Wenders ”Paris, Texas” hvor kameraet panorer hen over de øde bjerge med Ry Cooders slide-guitar som baggrund. Wow. En anden historie, men Ry Cooder kunne godt åbne "Kaptajnen og Ann Barbara".
Træk hatteskyggen godt ned i panden, knib øjnene sammen og hold ud for det er en saftig historie Ida Jessen serverer. Og det er ikke hverdag du kommer så tæt på de kummerlige kår i 1700-tallet. Kulde, død, sult, fattigdom, vold. Som sætter vores moderne liv i relief. Et liv, som nogen tænker på som hårdt og presset og fuld af ulighed. Prøv lige tage med Ida Jessen en tur på heden.
Sådan en bog man vender tilbage til. Og igen. Tusind tak.
Ida Jessen
Forlaget fortæller om Ida Jessen, f. 1964:Uddannet cand.mag. i litteraturhistorie og massekommunikation fra Aarhus Universitet. Ida debuterede som forfatter i 1989 med novellesamlingen UNDER STEN. Siden har hun udgivet en række noveller og romaner, herunder Hvium-trilogien, DEN DER LYVER fra 2001, DET FØRSTE JEG TÆNKER PÅ fra 2006, og BØRNENE fra 2009. I 2012 fulgte glemmebogen RAMT AF INGENTING og i 2013 novellesamlingen POSTKORT TIL ANNIE.
Ida Jessen var aktuel med romanen EN NY TID i 2015. En dagbogsroman skrevet af fru Bagge, der i 1904 som ung skolelærerinde kom til Thyregod, hvor hun giftede sig med distriktslægen Bagge. Efter 23 års barnløst ægteskab er lægen død, og fru Bagge må nu forsøge at skabe sig et nyt selvstændigt liv. I januar 2017 udkom den selvstændige fortsættelse, DOKTOR BAGGES ANAGRAMMER, hvor det er den gådefulde læge og ægtemand, der fortæller. I september 2018 fulgte romanen TELEFON, og i oktober 2020 er Ida Jessen aktuel med romanen KAPTAJNEN OG ANN BARBARA.
På Høst & Søn har hun udgivet en række roste billedbøger for børn, flere af dem er illustrerede af Hanne Bartholin. Serien om elefantungen Carl er udråbt som en moderne klassiker, der med få virkemidler rammer essensen af barndom. Igennem årene har Ida Jessen modtaget flere priser for sine bøger - bl.a. i 2010 De Gyldne Laurbær for BØRNENE, der også var nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris 2010. For EN NY TID blev Ida Jessen tildelt både Blixenprisen og DR Romanprisen 2016.
Ida Jessen
Kaptajnen og Ann Barbara
Gyldendal
2020
Please wait...