Blegvad & Funder: BerlinDK

streetart

Foto: Colorphotography / Pixabay

Anmeldelse. BERLINDK inviterer dig til Berlin sammen med danske kulturpersonligheder. Gå på opdagelse i Berlin med en kendt eller knap så kendt dansk gallerist, operasanger, rockmusiker, queer-performer, håndboldspillere, basunist, technomusiker, instruktør eller præst. Hver især har de deres vinkel på Berlin. Ole Blegvad og Rasmus Funder står bag guidebogen BERLINDK.

Lige på: Det er en skide god bog, som Ole Blegvad og Rasmus Funder har skrevet. Udgangspunktet er personligt og tæt på Berlin. Blegvad og Funder tager os under armen til nogle der kender Berlin rigtig godt - og derefter kommer vi godt rundt i byens kendte og knap så kendte kringlekroge. 

Jeg synes egentlig, at jeg kender Berlin ganske godt - og alligevel er der masser af inspiration. At se en by man kender godt sammen med andre åbner øjnene på ny - og det er en øjenåbner det her. I bogen er det de personlige historier, der binder sammen - men Ole Blegvad og Rasmus Funder sidder i baggrunden og fortæller og bygger på, så man i løbet af bogen kommer rigtig godt rundt i Berlins historie, geografi og kultur. På flapperne er der et kort over Berlin med hele 123 punkter nævnt i bogen.

De enkelte forfattere giver deres tips til ynglingssteder i Berlin. Nogle steder får man lyst til at besøge - andre steder får man indblik i subkulturer og steder, som man ikke har lyst at besøge. Men godt at vide, at det findes. Der er for en hver smag.

Så godt nok står der i forordet: "Ikke et ord om Brandenburger Tor" og selvom det ikke systematisk er alle Berlin seværdigheder, der er listet op og systematiseret, så kommer forfatterne sammen med de 11 personligheder ganske godt rundt i Berlin. Det er fortællinger, der inspirerer og det er fortællingerne om Berlin, som de færreste får adgang til på denne måde, som står i centrum. Mangler du overblikket? så kan du jo finde det meste på www.berlin-guide.dk. 

De enkelte personligheder står tydeligt frem i bogen, men godt at det er Blegvad og Funder, som har styret pennen i sidste ende. Det giver sammenhæng og dybde i historierne, når vi får konteksten forklaret.

BERLINDK er en lækker bog. Rasmus Funder har lagt sig i selen og alene det at bladre i bogen og se billederne giver inspiration til den næste tur til Berlin. Det grafiske udstyr er ganske forrygende og matcher rigtig fint historierne. Det gør ikke noget at bogen er lidt stor, for den skal jo bruges hjemme i lænestolen før du skal til Berlin. Den er ikke til at have med ilommen.

Jeg har læst bogen en gang for denne anmeldelse - men det er en bog og nogle historier, som jeg kommer til at vende tilbage til ganske ofte. Jeg glæder mig allerede.

Et lille overblik over de kunstnere du kan møde i byen.

  • Heike Arndt har galleri i Friedrichhain. Heike viser rundt i hendes Berlin. En del af hendes historie handler om, at Berlin risikerer at blive en pænere by med styr på tingene. Efter genforeningen truer gentrificeringen (pæn-ligørelsen) af Berlin i takt med at byen bliver sat i stand og der kommer ordnede forhold. Det vil fjerne Berlins magi. Heike Arndt kan du måske møde i Galleri Heike Arndt i Voigtstrasse 12, Friedrichhain, hvor hun har haft galleri siden 2008. Galleriet i Danmark har hun haft siden 1985.
  • Skuespilleren Thure Lindhardt indspiller film og optræder i Berlin. Gennem ham hører vi om filmstudierne i Babelsberg og om tysk films historie. Thure tager os med bag kulisserne til Filmfestivallen i Berlin. 
  • Operasangeren Peter Lodahl åbner operaverdenen i Berlin. Der er hele tre operahuse i Berlin og Peter Lodahl er først og fremmest vild med fornyelsen af operaen på Komische Oper. Her kan du opleve opera og sex mokset sammen i sådan en grad at publikum udvandrer og diskuterer højlydt under forestillingen. Vi har selv haft ungerne med til Puccinis Madam Butterfly, hvor de vist egentlig skulle have haft bind for øjnene. Men Peter Lodahl synes det er formiddabelt - og det er det måske også.
  • Musikeren Matthias Kolstrup fra bandet Dúne henter masser af inspiration i Berlin og har spillet i de samme studier som David Bowie. Matthias giver inspiration til musikscenen i Berlin - en god koncert hører en til en god Berlintur. Mattias foreslår Lido i Curveystrasse 7 i Kreuzberg som et godt spillested.
  • Queerperformeren Nikolaj Tange Lange fortæller om Homo-Berlin. Berlin har var stedet i forrige århundrede, hvor det både var løssluppent og livsfarligt at være bøsse. Det er for de modige at følge efter Nikolaj i nattelivet i Berlin. Ikke helt som i Brande, Ballerup eller Brønderslev.
  • Kunstneren Kirstine Roepstorff giver kunstnerblikket på Berlin. Om inspirationen i at flytte til Kreuzberg: "Jeg arbejdede da heller ikke meget de første år, jeg tror mest, jeg bare var". Kirstine har sit værksted i Berlin.
  • Jesper Busk Sørensen spiller trækbasun hos Berliner Philharmonikerne. Trækbasunist i verdensklasse og hans fortælling åbner døren til verdens bedste symfoni-orkester. 
  • Håndboldspilleren Torsten Laen fortæller om topholdet Die Fuchse og vi hører masser af historie om sport i Berlin - også lidt om Eisbären Berlin, som i sæsonen trækker fulde huse med 15.000 tilskuere i giganthallen O2 i Friedrichhain. Einmal Eisbär immer Eisbär.
  • Historien om Rangleklods (f. 1984) og om elektronisk musik i klubberne i Berlin. Masser af inspiration.
  • Scenekunstneren Cecilie Ullerup Schmidt tager os med ind i Berlins teaterverden med personlige tips til, hvad der er hot lige nu i en af Europas førende teaterbyer.
  • Bogen rundes af med præsten Iben Vinther Nordestgaard - så vi får indblik i det åndelige Berlin - også for katolikker, jøder, ortodokse og muslimer.
Bøger med de personlige historier om Berlin er rigtig gode, når man kender Berlin og har været der et par gange. Der er begrænset plads i en bog, men en arkitekt, en pensioneret general, en politiker, en arkæolog, en læge, en ingeniør eller en biolog med Berlin kendskab ville også kunne byde på nye saftigheder om Berlin. Der kunne godt blive plads til en BERLINDK2 på min reol. 

People's Press skriver om forfatterneOle Blegvad (f. 1963) er kulturjournalist. Fra 1996-2008 var han kulturreporter på TV-avisen. De seneste år har han været vært og reporter på Kulturnyt på P1. Han besøgte Berlin først gang i 1985 med blandt andet en tur i Berliner Philharmonien og på Schaubühne og dækkede filmfestivalen i Berlin første gang i 1998.

Rasmus Funder (f. 1969) har arbejdet med grafisk design siden 1993 og med design af bøger siden 1998. Først i Egmont siden hos People’sPress, hvor han er i dag.
De to har levet sammen siden 1995, har været i Berlin et utal af gange, og har siden 2008 haft en lejlighed i Friedrichshain. 
 

berlindkforside

BERLINDK
Ole Blegvad / Rasmus Funder
294 sider
People's Press, 2013
ISBN: 978-87-7137-338-7
Set til 223 kroner