Anmeldelse. Man kunne ønsket at det ikke var sket. At nogen havde grebet ind og sagt stop. Men det skete. Under 2. verdenskrig blev jøderne og andre uønskede myrdet i millionvis. Slæbt, tæsket og banket ud af deres boliger og forretninger, kørt på kreaturvogne direkte i gasovne. Hvad tænkte deres naboer og kollegaer på? Var de for, imod eller uvidende...og hvorfor gjorde de ikke noget? Syddansk Universitetsforlag har samlet en række små analyser om civilsamfundets reaktion i forskellige hovedstæder: Berlin, København, Helsinki, Paris, Warzawa, London, Sofia, Oslo.
Bogen er skrevet af forskere på området og redigeret af Cecilie Felicia Stokholm Banke og Anders Jerichow. Her mange år efter begivenhederne har forskerne bedre mulighed for at fjerne myter og skønmaleri - og en del af forskningens konklussioner er kontroversielle den dag i dag. Mange har stadig personlige eller følelsesmæssige aktier i, hvordan historien bliver fortalt.
Jøderne og civilsamfundet i Tyskland
Ulrich Herbert analyserer situationen i Berlin. Ved nazisternes magtovertagelse i 1933 var der dem, der var for, dem der var imod og de indifferente. Nazisternes angreb brutalt dem der var i mod og mange kommunister og social-demokrater havnede i lejre eller blev direkte aflivet. For de inddifferente var nazisternes økonomiske, udenrigspolitiske og militære sejre så overvældende, at jødernes skæbne for mange var et uheldigt, men nødvendigt onde. Uvidedende kan man ikke have været. Tusindvis af tyskere var involveret i myrderierne. Ulrich Herbert beskriver et eksempel fra det tysk besatte Polen i 1941.
I grænsebyen Stanislau (Ivano-Frankivs idag) besluttede Gestapo at reducere de 40.000 jøder i byen til det halve. Reducere betød myrdet og i kolonner af 250 blev jøderne marcheret ud til kirkegården, hvor de blev skudt. Det var fuldt offentligt, og der var mange tilskuere og besøgende på stedet i dagene efter.
Der var mange andre tilsvarende hændelser indtil nazisterne giv over til at indsamle og gasse jøderne i udryddelseslejren Belsez. Ulrich Herbert mener ikke at antisemitismen er rodfæstet i den tyske kultur, men at tyskerne var uinteresseret i jødernes skæbne. At diktaturårene havde givet et alvorligt underskud på beskyttelse af menneskerettigheder og mindretalsbeskyttelse. Det blev forstærket af, at enhver protest mod forfølgelserne i begyndelsen blev begrænset og senere helt forbudt - og forbundet med livsfare.
Men den fjendtlige indstilling til jøderne var udbredt og de der løb forrest i udryddelsen var ikke sociale tabere - det var folk fra det tyske samfunds midte og ledende lag.
Den danske redning af jøderne i 1943
Sofie Lene Bak beskriver redningen af de jøderne i Danmark i oktober 1943. Det har indbragt Danmark hæder og var med til at, at vi i Danmark fik slettet et image af "Hitlers spisekammer" for vores samarbejdspolitik til en sand allieret.
Sofie Lene Bak tegner en mere nuanceret historie. De fiskere, som sejlede jøder til Sverige tog så høje priser, at det i begyndelsen var tæt på udplyndring. Det viste sig at være stort set risiko-frit, selvom de jo ikke helt kunne vide det. Når der alligevel er berettiget ros til danskerne er det civilsamfundets indgriben, hvor småbørn blev passet, naboer advaret, lejligheder og bohave passet på. Det samlede billede er, at danskerne kærede sig. Selv offentlige myndigheder kunne gribe ind og sikre, at huslejen i forladte lejligheder blev betalt og at ejendele i ikke blev stjålet. Det lykkes ikke 100 procent.
Vi danske er naboer til tyskerne. Vi har historie og en del kultur til fælles. I første halvdel af 1940'erne bestemte nazisterne begge steder. Begge steder var der trusler om straf ved hjælp til jøderne - omend de var meget mere virkelige i Tyskland end i Danmark.
Civilsamfundet reagerede forskelligt. I Tyskland med indifference og vold og meget lidt modstand. I Danmark med engagement og beskyttelse og nogen modstand.Ulrich Herbert mener, at der i Tyskland slet ikke var noget civilsamfund. I Danmark havde vi siden 1848 arbejdet på at blive et demokratisk og frit samfund. I Tyskland var der enevældigt kejserdømme frem til 1. Verdenskrigsafslutning. Dernæst kun 13-14 år med et vanklende demokrati i et inflationsplaget, borgerkrigsplaget, krigstræt, slået Tyskland med arbejdsløse og invalider. Civilsamfundet i Danmark og Tyskland var bestemt ikke ens.
Holocaust og civilsamfundets reaktion er en vigtig analyse af, hvordan vi reagerede forskelligt forskellige steder i Europa - og i Washington på forfølgelsen af jøderne. Det er en brik til forståelsen. Men det er stadig uforståligt.
Antologien er skrevet af en række internationale Holocaust-specialister og er udgivet i 70-året for oktober '43 af Syddansk Universitetsforlag i samarbejde med det internationale menneskerettighedsnetværk Humanity in Action.
Bidragydere: Sofie Lene Bak, Cecilie Felicia Stokholm Banke, Richard Breitman, Konstanty Gebert, Anthony Georgieff, Karin Kvist Geverts, Ulrich Herbert, Anders Jerichow, Ronald Leopold, Irene Levin, Bob Moore, Oula Silvennoinen, Annette Wieviorka.
Holocaust og civilsamfundes reaktion - en antologi
Banke & Jerichow (red.)
Syddansk Universitet
2013
Please wait...