Hans Christian Davidsen: NOLDE – Maleren, der trådte ved siden af.

Bundesarchiv, Bild 183-H02648 / CC BY-SA 3.0 DE

Anmeldelse. Emil Nolde (1867-1956) er kendt som kunstneren, der af de tyske nazistister i 1941 fik forbud mod at male. Emil Nolde fortalte om det og en velvillig skare af tyske politikere, forfattere, kunstkritikere og Nolde-museet fortalte historien. Forfatteren Seigfried Lenz skrev bogen Tysktime om maleren, der ville male, men ikke måtte for systemet. Det var bare ikke hele sandheden: Helten Emil Nolde brød sig i virkeligheden ikke om jøder og var medlem af nazistpartiet. Forfatteren Hans Christian Davidsen trevler hele historien op, bevis på bevis.

Fotoet ovenfor er fra det tyske bundesarkiv og taget søndag den 27. februar 1938, da Reichsminister Dr. Goebbels besøgte udstillingen ”Entartete Kunst” i "Haus der Kunst". De to malerier til venstre i billedet er Emil Noldes og han fik i alt 33 malerier med på udstillingen.

Emil Nolde 1867-1956

En lille tidslinie for at holde fast i kronologien:

• 1867: Emil Hansen fødes i Nolde øst for Tønder
• 1892: Kunstnerisk karriere så småt i gang. Emil Hansen bor i St. Gallen, Paris, Lild Strand ved Thisted, København.
• 1902: Gift med Ada Frederikke Vilstrup - og ændrede efternavn fra Hansen til Nolde.
• 1903-14 Bor på Als og i Berlin
• 1910 Ekskluderes af kunstergruppen Berliner Sezession efter konflikt med Max Lieberman.
• 1920 Utenwarf, hvor Emil og Ada bor, bliver dansk ved folkeafstemningen
• 1927 Emil Nolde flytter til Seebüll lige syd for danske grænse
• 1933 Adolf Hitler overtager. Nolde udarbejder en plan for forflytning af jøder fra Tyskland og deltog som Heinrich Himmlers æresgæst ved en fest.
• 1934 Emil Nolde melder sig ind i NSAN, der senere blev en del af nazistpartiet
• 1937-38 33 af Emil Noldes malerier er en del af udstillingen af Entartet Kunst
• 1940 Emil Nolde skriver til Adolf Hitler at han bakker ham op
• 1941 Emil Nolde ekskluderes fra Rigskunstkommer og fik forbud mod at udøve det som erhverv
• 1942-43 Breve mellem Emil og Ada Nolde dokumenterer sympati for regimet og antisemitisme.
• 1945 Tro på Endsieg for Tyskland
• 1946 Antinazificeringskommissionen i Kiel renser Emil Nolde for skyld, trods partimeldemskab
• 1948 Emil Nolde gifter sig med den 54 år yngre Jolanthe Erdmann
• 1956 Død i Seebüll 
• 1963 - 68: Kunsthistorikeren Werner Haftmann startede skrønenen om de "umalede billeder", Nolde Stiftung redigerer nazisme og antisemitisme ud af Emil Noldes erindringer og udgiver dem på hans 100 års fødselsdag og Siegfried Lenz udsender sin roman, som klar bygger på myten om Emil Noldes kamp for at være kunstner i et diktatur.

På sporet af en fordækt nazist

Forlaget fortæller, at bogens forfatter, Hans Christian Davidsen, i 20 år har været på sporet af Noldes antisemitiske holdninger og hans fascination af nazismen, og han har i mange år forsøgt at få adgang til arkiverne på Nolde-museet. Det blev først for alvor muligt, da museets nuværende leder tiltrådte. I museets arkiver fandtes en omfattende korrespondance mellem Nolde og hans kone, Ada, som viser, at de begge beundrede Adolf Hitler.

Mange af de ledende nazister var også begejstrede for Emil Noldes billeder, men Nolde delte vandene, og da føreren selv udtalte, at det var noget bras: ”Disse billeder må øjeblikkeligt bort – de er simpelthen ganske umulige” var sagen afgjort uden modsvar: Emil Noldes malerier endte sammen med andre kunstneres malerier, der blev betragtet som entartet – vanartede – og derfor ikke længere måtte sælges i Tyskland eller hænge på tyske museer.

Nolde var allerede da en af de bedst repræsenterede kunstnere på de tyske museer, men det hele blev pillet ned. 1.052 Emil Nolde malerier blev beslaglagt. De vanartede billeder blev i 1938 udstillet rundt om i Tyskland på meget velbesøgte udstillinger, hvorefter mange blev brændt.

Mange af Noldes malerier undslap fordi han var dansk statsborger, og derfor blev det tilladt, at malerierne kom til Danmark. Indtil de kunne komme til Danmark blev de opbevaret i kornlageret, Victoria-Speicher, som stadig står i Köpernicker Strasse 22 i Kreuzberg, Berlin. Bygningen tilhørte Berliner Hafen- und Lagerhausgesellschaft (BEHALA).

I 1941 fik Emil Nolde direkte forbud mod at sælge og udstille sine malerier i Tyskland. Men han blev faktisk ikke forbudt at male, selvom man fik det indtryk. især fra bogen Tysktime af Sigfried Lenz. Både Nolde selv og hans kone Ada protesterede over forbudet. Ada spiller en stor rolle. Hun var oprindeligt fra Skive, men blev gift med Emil Nolde og blev overbevist og begejstret tilhænger af Adolf Hitler.

Der er gennem tiden skabt myter om mange af Noldes billeder, der ikke holder længere – fx at hans serie af umalede billeder, en lang række akvareller, var hans måde at alligevel at være kunstner på mens Nazisterne havde forbudt hans malerier. Det var blændværk. I virkeligheden er akvarellerne nok bare del af en arbejdsmetode Emil Nolde havde i flere år før. Andre værker skal ses i et helt nyt lys. For selv om han aldrig tilpassede sin kunst til nazisternes smag, så tog hans motivvalg en drejning efter Hitlers magtovertagelse i 1933.

Nolde malede værker for at indynde sig i toppen af nazistpartiet. I bogen gennemgår Hans Christian Davidsen, hvilke malerier der er der tale om, fx at motivkredsen skiftede fra bibelske motiver med langnæsede jøder til langnæsede vikinger, der jo er forfædrene til det nazistiske ideal, de høje, lyse nordboer.

Nolde blev født i 1867 som Hans Emil Hansen i byen Nolde, der siden 1920 har været en del af Danmark. Hans familiebaggrund var sønderjysk-tysk-frisisk, og han beholdt sit danske statsborgerskab fra 1920 og til sin død. Han betragtes som en af Tysklands mest betydende malere, og hans værker sælges for høje priser. I 1938 tjener han fx omkring 40 x en arbejder årsløn.

Skal Nolde nu ses i et nyt lys?

I Danmark kender de fleste ekspressionisten Emil Nolde som et offer for nazismen. I virkeligheden var han selv nazist, og forlaget skriver, at hans malerier skal derfor ses i et helt nyt lys.

Det sidste kan jo diskuteres længe. Et nyt lys? Er det Emil Nolde eller også hans billeder, som nu skal ses i nyt lys? Er malerierne, der før stod som ikoner for kunstnerisk kraft i lyset af diktaturet pludselig skiftet til at være antisemitisk og nazistisk voldskunst? – og hvad viste malerierne så før nazismen, da Emil Nolde også var berømt maler? Eller er malerierne det, de har været hele tiden: Utroligt intense og dragende malerier, som taler til et stort publikum. 

Og hvad med Emil Nolde selv? Det er klart, at afdækningen af Emil Nolde som sympatisør og medlem af nazistpartiet og hele dækhistorien med de umalede billeder piller Emil Nolde ned fra den piedestal, som museer, kritikere, journalister og politikere har sat ham på.

På den anden side har Emil Nolde ikke reageret anderledes end millioner af tyskere – nemlig at forsøge at bevare sit levebrød og have en karriere og liv i det, der tegnede til at blive tusindårsriget. Og da det hele væltede, så fik travlt med, på samme måde, at bevare sit levebrød og have en karriere og et eftermæle i det, der nu tegnede til at blive fremtiden.

Fremfor alt har Emil Nolde, udover sin sympati, ikke skadet andre mennesker. For den tyske befolkning blev han udstillet som ”entartet kunstner” om han ville det eller ej. Hans insisteren på alligevel at prøve at blive rehabiliteret af nazisterne er politisk naivt, og han kæmpede vel både for sit kunstneriske liv, sin indkomst, sit eftermæle i sine henvendelser til nazisterne.

Ærgerligt, at Emil Nolde og konen var nazister og antisemiter og heller ikke slap synspunkterne efter krigen, men da var Emil Nolde over 80 år, og i den alder holder man sig nok lidt til de synspunkter man kender. Politiske naive kunstnere er set før.

At Emil Nolde var antisemit og jødehader finder Hans Christian Davidsen klar dokumentation for.

Dels var antisemitismen stærkt udbredt i Tyskland, og derfor lå det måske lige for, at Emil Nolde bandede over jøderne, da den jødiske impressionist, Max Lieberman, fik ekspressionisten Emil Nolde ekskluderet fra det finere kunstnerselskab før 1. verdenskrig. På den anden side malede Nolde menneskene i sine utroligt mange bibelske motiver og kristusbilleder med ret karikerede jødiske træk.

Man skal ikke have besøgt mange kunstmuseer for at vide, at det er usædvanligt. Hos de store italienske mestre ligner de bibelske personer jo ret ofte italienere…er det så udtryk for jødeforskrækkelse? Og kan man derfor så også mene, at Emil Nolde er en mindre jødeforskrækket end de italienske malere?

Og kan motivskiftet fra jøder til vikinger under nazismen hos Nolde ses som andet end at indynde sig hos nazisterne – kunne det måske være for at undgå at karikere jøder yderligere? Spørge Emil Nolde kan vi jo ikke, og nålen i form af Hans Christian Davidsens dokumentation tyder på mere end det.

Det er lidt polemisk, og jeg skal ikke gå i rette med den omfattende dokumentation, som Hans Christian Davidsen har samlet sammen.

For bogen er primært dokumentation og kilder, som viser noget andet end glansbilledet af Emil Nolde – nemlig omskrivningen af Emil Noldes, og hans kone Ada Noldes, rolle under nazismen, hans tilhørsforhold til nazismen og jøderne.

Nedenfor en diskussion på tysk, hvor Dr. Christian Ring, Direktør for Nolde Stiftung Seebüll er i samtale med Michael Beck om Emil Nolde som person og kunstner. Lidt langt, men interessant.

Det er en utrolig flot og lækker bog, selvom reproduktionerne er udnødvendigt små. Udgivelsen er støttet af flere fonde, og det løfter klart udstyret. I bogen savner jeg lidt mere plads til Emil Nolde og hans maleri, og lidt mindre dokumentation. Men er du meget optaget af, hvad tyske kritikere, journalister og politikere har korresponderet med Emil Nolde om, eller skrevet om han efter følgende, så er der fuld valuta for pengene.

Hans Christian Davidsen
NOLDE – Maleren, der trådte ved siden af
Politikkens forlag
2021

Grafik:Tramperiet