Foto: Metropolico.org, "Banner der Identitären Bewegung auf einer Demonstration der Alternative für Deutschland (AfD) in Geretsriedanner der Identitären Bewegung auf einer Demonstration der Alternative für Deutschland (AfD) in Geretsried", (CC BY-SA 2.0)
Anmeldelse. Mange tyskere ved ikke, hvad deres oldeforældre og bedste forældre foretog i 1933-45 og i Østtyskland er der et ekstra lag af uvidenhed om, hvilken rolle bedsteforældre og forældre spillede fra 1945-89. Der er lagt lå på. Og for de, der letter på låget risikerer at sprænge deres familie. For de, der lader være, risikerer tavsheden og undertrykket at skabe had og modstand. Kan det forklare højreekstremisme i det tidligere DDR?
Ines Geipel (f. 1960) er berlinsk forfatter og hun er vokset op i DDR. Hendes eget liv spejler tysk historie: Bedsteforældrene var velplaceret i SS, hendes voldelige far var terroragent for STASI og hun selv var en del af et tophemmeligt dopingprogram for atleter. Da hun forsøgte at afhoppe til Vesten, fejlopererede man med overlæg Geipel, så hun aldrig var i stand til at konkurrere igen.
I bogen ”Kampzonen” prøver Ines Geipel at forstå strømningerne i det tyske samfund som giver vind i sejlene til Alternative für Deutschland – og ostalgien for nogen til at drømme om en genrejsning af berlin-muren. Ines Geipel lægger Østtyskerne en tur på psykologens briks.
Bogen er en personlig debatbog, hvor Ines Geipel veksler mellem fortælling, erindringer og samfundsdebat. Det myldrer med navne på kendte og ukendte tyske intellektuelle debattører, forskere og forfattere fra Hanna Arendt, Tobias Voigt, Habermas, Bruno Apitz, Adorno, Jan Lohl, Roland Barthes og mange flere.
Ines Geipel’s bog er blevet en bestseller i Tyskland og bruges til diskussion af, om Tyskland i dag en europæisk idealstat, eller Tyskland et dybt splittet land, hvor arven fra anden verdenskrig stadig ikke endegyldigt er arkiveret i fortiden?
Det er nok ikke forkert at hævde, at Tyskland er begge dele. Men på forskellige niveauer.
På et statsligt niveau er Tyskland vellykket demokratisk med dyb anerkendelse og respekt for sin fortid med Holocaust og diktatur. Tag til sammenligning Rusland, som knapt kan betegnes demokratisk og knapt vedkender sig sin fortid med Holodomor og diktatur. I Moskva kan man stadig støde på store portrætter af Josef Stalin. Tilsvarende med Adolf Hitler er fuldstændigt utænkeligt i Tyskland.
Men Ines Geipel’s analyse er nok, at selvom det fungerer flot i Tyskland på et systemniveau, så er virkeligheden mere broget på individniveau.
I familierne, med ens far og mor og søskende, findes samme proces ikke. Der hersker tavshed. Uvidenhed. Man ser fremad. Ikke tilbage. I DDR blev det bekvemt klaret med mindestedet på KZ-Buchenwalde, som symboliserede alt det onde nazisterne stod for. Og som nu var besejret eller fordrevet til vest. At kommunisterne havde dårlig samvittighed for deres opførsel i KZ-Buchenwalde, eller at mange var myrdet af NKVD, deporteret til Sovjetunionen eller bidrog til løgnen i STATSI – det blev aldrig nævnt.
Men selvom det ikke blev nævnt, var det jo ikke væk. Ikke ugjort.
Ines Geipel skriver: ”Angst, fravær, fortielse, skyldfølelse. Det er fugemassen for de indre rum hos efterkrigstidsfamilierne i Østtyskland og Vesttyskland.” En tabu verden med et utilstrækkeligt opgør efter det første diktatur og efter det andet diktatur. DDR førte til 40 fængselsstraffe for 40 års diktatur. Var resten hvidvaskning?
”Over 50 års erfaringer med diktatur – brud, tabuer, traumer, kontinuitet, belastning, ofrenes såvel som forbrydernes og medløbernes fortællinger – alt det bør ikke kun integreres i den østtyske identitetshistorie, men også i famliebiografierne”.
Ines Geipels analyse er vel, at med fortielserne, så har en del af børnebørnsgenerationen orienteret sig mere mod før-krigs-generationens overlegenhedsfølelse og dermed som skinheads, hooligans- eller nynazister kunne mobilisere til vold. Og AfD’s succes fødes af en følelse af umyndiggørelse. Østtyskerne føler at have mistet det nære, sammenholdet med familie og naboer fra en nær fortid, hvor alle kendte alle, som står i et ”morten koch”-lys. Det retter ostalgien sig til. Dengang.
Ines Geipel tager udgangspunkt i psykoanalyse, når hun forklarer fremkomsten af nynazisme med en dobbeltforskydning af psykologien, så det der skabte nazisme i 1930’erne er det samme, der skaber neo-nazisme i 1980’erne og frem. Tankesættet kan hentes fra dengang.
Det er svært at redegøre helt for Ines Geipels analyse for selvom hun har fat i mange tråde, og hidkalder sig tanker fra mange intellektuelle, så oplever jeg ikke analysen som hverken stringent eller som klart fremlagt. Måske fordi den består af tanker og indfald og ikke helt er bagt færdig? Og måske ikke kan blive det? Måske fordi der er mange forklaringer og mange strømning i spil på en gang? Og der ikke findes en enkelt forklaring? Og måske eksercitsen i intellektuelle sovs i skrivestilen kan virke lidt studentikos?
Det østlige Tyskland er fuld af paradokser og modsætninger. Politisk er der støtten til de politiske fløje. Både der Linke og AfD – det yderste venstre og højre – har opbakning i Østtyskland. Måske af samme årsag: En følelse af at være mindre lyttet til, mindre værdige, at alt blev besluttet og styret fra vest, at der er mere usikkerhed end i det gamle. Og set fra vest nok paradoksalt da Østtyskland har fået bedre vilkår, bedre levefod, flere muligheder end noget andet tidligere land bag jerntæppet.
Alternative für Deutschland (Alternativ for Tyskland, forkortet AfD) er et tysk nationalkonservativt og euroskeptiskt politisk parti med såvel neoliberalistiske som protektionistiske elementer i sin politik. Det blev stiftet 6. februar 2013. Partiets første landsmøde blev afholdt 14. april 2013 i Berlin. Partiet har haft succes i Tyskland og har, selvom der er forskelle, mange ligheder til fx Dansk Folkeparti og Ny Borgerlige i Danmark, eller ”tea party” bevægelsen i USA. Der er et stærkt element af anti-establisment (mistillid til ”sumpen”, faktaresistens, ”lügenpresse”). Men det kan næppe betragtes som et neonazistisk parti, selvom det ofte debatteres i sammenhæng med neo-nazisme, Alternative für Deutschland – Wikipedia
Mange tyske familier, både i øst og vest, kan nok nikke genkendende til Ines Geipels beskrivelse af fortielserne i familierne og smerten ved at vide og forstå – og smerten ved ikke at vide og forstå. Det er måske også muligt at forstå bevæggrunde hos skinheads og aggressive neonazister ud fra den vinkel?
Der er dem, der har kaldt Ines Geipel for DDRs Sigmund Freud.
Men om fortielserne virkeligt kan parallelforskyde overherrementalitet og voldsparathed hen over flere generationer, som en slags arvesynd, der ikke kan undgås? Det tror jeg ikke på. Fortielserne og gerningerne kan såre og splitte, give ar. Men jeg tror ikke, der ligger en præ-destination programmeret af vores forfædre til at blive det ene eller det andet.
Har du lyst til diskussionen med Ines Geipel om dette, så er ”Kampzonen” et besøg værd.
Ines Geipel
Kampzonen – min bror, Østtyskland og hadet
Jyllandspostens Forlag
2021
Please wait...