Ulrich Mählert: DDR's historie

DDR6

Kunstner ukendt.

Anmeldelse. Den tyske historiker Ulrich Mählert har skrevet ”DDR’s historie”. Den er udgivet på dansk af forlaget Ellekær. Selvom DDR ophørte med at eksistere for en generation siden, så er DDR’s historie lærerig og næsten den vigtigste historie at fortælle videre til fremtidens generationer. Historien om fascismen forklædt som socialisme. Historien om, hvordan demokrati ikke nødvendigvis er demokrati.

DDR’s historie

DDR opstod på ruinerne af den 2. verdenskrig. Det tilbageværende Tyskland blev delt i fire besættelseszoner, og den sovjetiske del blev til DDR. De tre øvrige zoner blev til forbundsrepublikken BRD – i daglig Vesttyskland. De østlige provinser af Tyskland: Pommern, Schlesien og Østpreussen ophørte som tyske områder. Den tyske befolkning blev fordrevet og integreret i det tilbageværende Tyskland.

I vest voksede en demokratisk stat frem, som med tiden blev forankret i både EU og NATO. I øst var der DDR.

DDR4DDR blev en marionetstat under Sovjetunionen. Den blev opbygget på et skin af demokrati styret af det socialistiske enhedsparti SED. SED opslugte andre partier under parolen om samarbejde. Derefter overtog kommunisterne styringen og magten. Magten beholdt de i fyrre år med vold og magt, trusler, løgn og fortielser:

DDR’s opståen er interessant, for det kommunistiske parti førte sig frem med krav om antifascisme, demokrati, parlamentarisme med rettigheder og frihed og udfoldelse af frihandel. Men det var kommunister, der stod bag, og deres opfattelse af demokrati blev afspejlet i navnet ”Tysklands demokratiske republik”.

I Ulrich Mählerts fremstilling er det nok beskrivelsen af kommunisternes magtovertagelse (med Stalin i Sovjetunionen som dukkefører), der er mest interessant og lærerig. Ulrich Mählert antyder, at det var Vestens skyld, for Stalin havde hellere set en hel tysk stat med frihed og demokrati. Det er et vendt på hovedet argument, når man ser, hvordan Stalin så fik indført både manglende frihed og manglende demokrati i øst.

I de første år efter 1945 nærmest voldtog russerne DDR. DDR blev plyndret for sine industriværdier, tusinder forsvandt i stalinistiske fangelejre i jagten på partimodstandere, nazister og ”Werwolf”-børn. Samtidig konkurrerede DDR-staten med at opbygge landet og forbedre folks vilkår i konkurrence med vesten. Nationalisering af landbrug og virksomheder var en af virkemidlerne.

Arbejderne gjorde oprør mod arbejderstaten i juni 1953, men blev nedkæmpet af sovjetiske styrker. Østtyskerne rejste i stort tal ud indtil udrejserne i 1961 blev standset af muren.

I løbet af 1960’erne og 1970’erne steg på den ene side den materielle standard, men samtidig også overvågningen af befolkningen. DDR kæmpede på den ene side for at blive internationalt anerkendt som stat, og egen ret i forhold til Sovjetunionen. Måske for stærkt endda. Ulrich Mählert fortæller om Erich Honneckers magtovertagelse, måske udløst af at Sovjetunionen var træt af at blive belært om den rette vej den forrige leder Walter Ulbricht. Her fortæller Ulrich Mählert levende om begivenhederne.

I 1980’erne var DDR på randen af bankerot. Staten blev holdt i live af krediter fra Vesttyskland, salg af egne varer til vesten – inkl. salg af politiske fanger og grænseflygtninge. I 1989 faldt muren, som den var opståede: fra den ene dag til den anden – og inden 1990 var omme var DDR opløst og indlemmet i Forbundsrepublikken.

Ulrich Mählerts mission: Lær historien om uretsstaten

Ulrich Mählert noterer, at mange i øst 10-15 år efter murens fald sad tilbage med en fornemmelse af tab og nostalgi i forhold til DDR. Han citerer en rundspørge i 2001, hvor hver anden østtysker tilsluttede sig at ”Vi var alle lige, og vi havde alle arbejde – derfor var det en dejlig tid”.

Ulrich Mählert peger på, at vesten ser på DDR som ”uretsstaten”, mens man i øst har blik for hverdagen, hvor netop uretten står mere og mere uklar i erindringen. Ulrich Mählerts mission er derfor, som historiker, at gå foran og fortælle historien så ”længe gensidige misforståelser formørker fællesskabet”.

Berlin-guide.dk kunne ikke være mere enig.

Når jeg i indledningen skriver, at det næsten er den vigtigste historie at formidle, så er det fordi nabolandets historie med diktatur, undertrykkelse, kommunisme på alle måder står i kontrast til det samfund vi har i Danmark. Og diktaturet og undertrykkelsen blev gennemført af kommunister, der ville det bedste for deres befolkninger. Det ligger i den socialistiske lære, at folket skal opdrages af proletariatets diktatur. De, der har indsigten, skal opdrage de uvidende og modvillige i den sande lære. Til deres eget bedste.

Det er ikke en tankegang, som kun eksisterede i DDR og socialismen. Den er i det moderne Danmark gentaget i Enhedslisten, og det totalitære tankesæt findes paradoksalt nok også i bevægelser, som kæmper for fx miljø, dyrerettigheder, ligestilling mellem kønnene, kampen mod sexisme, LBQT-rettigheder, mod slaveri, mod racisme og tidligere i fredsbevægelsen.

Det er i grunden alle problemer, der skal finde en løsning, men i dele af bevægelserne griber ”troen på den eneste sandhed” om sig. Resultatet er ikke anderledes end i DDR. I DDR blev kampen for fred, mod imperialisme, for demokrati, mod undertrykkelse blev gennemført netop med militarisme, imperialisme, diktatur og undertrykkelse. I bedste mening. Militærtræning var på skoleskemaet fra 1978. I kampen mod fascismen skal man holde øje med totalitære tankegange. Totalitære fordi man i andres navn vil dem det bedste med vold og magt. Til kamp for de krænkede.

I Berlin er der stor opslutning om SEDs efterfølger ”Die Linke”, som har hele pakken af politisk korrekte synspunkter, fx der kæmpes på barrikaderne for de samme mærkesager som i Danmark. Særskilt er kampen for ”betalbare” boliger, hvor berlinere kæmper for ekspropriation af private ejendom. Fuldstændig som Kommunisternes kamp for demokratiske rettigheder i DDR efter 1945.

Der vil altid være en portion skøre historier i omløb, herunder også vaccine-modstandere, pro-life fortalere og trumpistiske konspirationsteoretikere. Vores eneste værn er oplysning og indsigt og forsvar for pluralisme. Men demokrati er sårbart over for totalitære bevægelser.

Derfor er historien om DDR vigtig.

Desværre er det mit indtryk, at opgaven ikke bliver løftet i skolerne. I folkeskolen hørte mine egen børn om 2. Verdenskrig. De hørte ikke om ret meget andet i 10 års historieundervisning. Måske de var uheldige. Hvis det er standarden, så er der ikke meget historisk erfaring og indsigt at stå i mod med, når fascistiske populister tropper op med løsninger: Så kan statuer skal kastes i havnen, en hånd på låret er en dødssynd, kampen mod økonomisk ulighed i verdens mest lige samfund tager overhånd, eller demonstranter skal inddeles i sorte og hvide.

Så derfor har Ulrich Mählerts mission relevans både i Tyskland, i Danmark og i hele den vestlige verden.

Mission not accomplished

Men desværre er det ikke muligt at notere ”mission accomplished” for Ulrich Mählert. Teksten er efter berlin-guides bedste mening stort set ulæselig. Et tilfældigt opslag i Ulrichs bog (side 63) viser et lix-tal på 58. Lov tekster ligger på +55, dagens aviser på 35-45, og gode børnebøger på 24. Det er sætninger over mange linjer. Det er lange ord. Teksten stort set krydret med ingen afsnit, små marginer, ingen oversigter. Det er stort set en livløs tekst. Der mangler fortælling.

Man kan indvende, at sådan er faglitteratur – og imod det indvende at sådan behøver det ikke være. Ulrich Mählert har begået en tekst, som meget få vil orke at trække sig igennem trods interesse for DDR-forhold, medmindre der læses under trussel af at få stukket grannåle i øjnene. Det er desværre en udbredt akademisk misforståelse, at højt lixtal og utilgængelighed demonstrerer akademisk niveau.

Ulrichs Mählers mission var at gøre historien mere klar for tyskere i øst og vest. Selv hvis der ses bort fra ulæseligheden, så lykkes missionen heller ikke her. Man godt nok være stærkt forbenet nostalgiker for at holde fast i en kærlighed til DDR, men det er langt henad vejen en vest vinkel, som Ulrich Mählert giver. Ulrich Mählert tager herskernes perspektiv. De store diskussioner.

Fortælling om liv frem for system

Men almindelige mennesker, der har nostalgien, har jo deres eget hverdagsperspektiv. Der var arbejde og social tryghed i DDR, og man fandt ud af det og de fleste holdt deres synspunkter for sig selv eller i hjemmet. Man stod sammen om at klare sig under de umulige forhold.

Måske er tabet i DDR en inderlighed og fortrolighed i det nære og private, som var nødvendig i DDR. Nødvendig, fordi staten svigtede på systemsiden, når det gjaldt om at beskytte den enkeltes rettigheder og muligheder for fri-udfoldelse.

I en generation efter murens fald, hvor de gamle naboer er flyttet til vest, hvor der er arbejdsløshed, lavindkomst, og en evig sang om at øst ikke duer – så er det ikke mærkeligt, at nostalgien opstår. Det er jo samme diskussion, der er i vest om, hvordan man bevarer nærhed, tryghed og ”work-life”-balance.

Det måske en helt anden historie, der skal skrives hvis gensidig forståelse skal oplyse fællesskabet? Nostalgikerne længes efter det private, Ulrich Mählert forklarer dem systemet. Kronologisk. Tørt. Og uden egentligt nye pointer eller vinkler.

Et hæderligt tillæg

Teksten er oversat af Jens Ellekær, og stor respekt til Jens Ellekær for at holde Ulrichs Mählerts tekst ud. Det er Ulrichs Mählerts tørvetørre gennemgang af DDR-historien vi får.

I tillægget har Jens Ellekær selv skrevet et lille overblik over DDRs politiske organer. Et lidt tungt emne, men det mærkes også, at Jens Ellekær her er fri af de snærende oversætterbånd. Teksten flyder og der er flittig brug af punktum. Desuden er der en fin kildeoversigt til den historiske interesserede, som ikke har fået enhver interesse suget ud under læsningen. Begynd din læsning med de bagerste tillægsafsnit.

Andre anmeldere skriver

Når man har skrevet sin anmeldelse, er det altid interessant at se, hvad andre anmeldere har fået ud af bogen. I bladet Arbejderen savner Bjarne Nielsen at få en gennemgang af historien udfra et marxistisk synspunkt. Og han ærgrer sig lidt over, at der DDR konsekvent omtales som et diktatur. Bjarne Nielsen synes dog, at han har lært lidt af bogen. Berlin-guide er enig. Det er vist meget lidt Bjarne Nielsen har lært af bogen. Arbejderen leverer gedigen rød journalistik, så det er udmærket deklareret.

Bent Jensen i Jyllandsposten, indleder sin anmeldelse med: Hvis man synes, at man ved for lidt om den tyske variant af den virkeliggjorte socialisme eller måske aldrig har fået ordentlig historieundervisning i skolen eller gymnasiet, så er denne lille, klart disponerede og velskrevne bog et tilbud, man ikke bør sige nej til. Velskreven? Her er berlin-guide så ikke enig.

Så er berlin-guide mere på linje med Simon Ankjærgaard, som på historie-online skriver at ”fortællingen om DDR er og vil altid være fascinerende. I glimt bringer Mählert næring til denne fascination, men desværre trækker hans værk kun de helt overordnede linier, særligt på det politiske og organisatoriske plan. Det bliver således i høj grad fortællingen om DDR som et totalitært magtapparat i al dets uvæsen, absurditet og paranoia.” og desuden ”kunne værket i sin danske bearbejdning godt trænge til en strammere redigering og mere flydende oversættelse.”

Ulrich Mählert

Ellekær skriver i øvrigt om Ulrich Mählert, at Ulrich Mählert er født 1968, studeret politik, anglistik og germanistik på universitetet i Mannheim; i 1994 dr.phil. på et studie om stiftelsen af Freie Deutsche Jugend og dens transformation til SED-masseorganisation. Siden 1999 har Mählert arbejdet på Stiftung zur Aufarbeitung der SED­-Diktatur, hvor han som leder af fremme af forskning har skabt instituttets stipendieprogram, inden for hvis rammer der siden 2001 er blevet gennemført omkring 60 ph.d.-projekter.

I 1994 stiftede han nyhedsbrevet ”Aktuelles aus der DDR-Forschung”, i forbindelse med hvilket han også har udviklet ”Vademekum DDR-Forschung”. Mählert har desuden skrevet og især redigeret en række værker.

Bogen kan købes via forlaget.

DDR7Ulrich Mählert

DDR’s historie

Oversat af Jens Ellekær

250 sider, ill., 259 kr.

Forlaget Ellekær

2009