Anmeldelse. Professor ved Yale Universitetet, Timothy Snyder, har skrevet bogen ”Bloodlands – Europe between Hitler and Stalin”. Jorden mellem Berlin og Moskva, fra Østersøen til Sortehavet blev bogstavlig talt gennemvædet med menneskers blod fra 1933 til 1945. 14 millioner mennesker mistede livet gennem målrettet udsultning, vold, skydning, gasning. Og så er soldaterne i krigen ikke talt med.
Mord på 14 millioner
Mennesker i Polen, Hvide Rusland, Ukraine og i de mindre stater omkring kom i bogstaveligste forstand i klemme mellem to ekstreme ideologier: Socialismen og Nazismen i to diktaturstater, som var anført af ekstreme, ideologiske ledere: Joseph Stalin i Sovjetunionen og Adolf Hitler i Nazityskland. Mordene kom i bølger. Timothy Snyder bruger ikke tid på dræbte soldater eller civile tab i bombninger og kampe.
Han fortæller om de mennesker, som de totalitære regimer nådesløst jagtede og myrdede og han opregner de civile tab i seks bølger:
Den første bølge var udhungringen i Sovjetunionen i 1933, især i Ukraine. Her omkom ifølge Snyder 3.3 millioner mennesker, primært ukrainere, men også etniske polakker. Udtrykket ”Holodomor” bliver brugt om begivenheden, da Ukrainere helt bevidst blev sultet ihjel, deporteret eller skudt. I Stalins øjne var modstand mod socialismen blot et udtryk for socialismens succes, fordi modstanderne så deres nederlag i øjnene og derfor kæmpede endnu mere desperat. Der bliver nævnt langt højere tal I litteraturen end af Timothy Snyder.
Derefter fulgte den nationale terror i anden bølge. De, der havde overlevet sulten, blev jagtet som ”kulakker”, som det hemmelige politi opsøgte og sendte i lejre i Gulag eller blot likviderede. Det er ikke veldefineret, hvem kulakkerne var - mest af alt en betegnelse for de ukrainere og hviderussere, der blev dræbt? Hvorfor? Fordi Kulak.
Desuden fabrikerede socialisterne myten om ”Den polske militære kommando”, som betød at polakker i Ukraine også blev jagtet og skudt. 300.000 Ukrainere og polakker blev myrdet. Samtidig kørte kampagnen ”Den store udrensning”, som måske kostede 400.000 livet uden for ”Bloodlands”-området.
Den tredje bølge var 1939-41, da Sovjetunionen og Nazityskland delte Polen op imellem sig og hver fra sin side gav sig til systematisk at udrydde den polske elite og jøder med – herunder nedskydning i massakrer som fx i Katyn, hvor omkring 22.000 polske officerer blev henrettet. I alt blev der slået omkring 200.000 polakker ihjel. Mordene blev kendt fordi tyskerne siden fandt massegravene og hængte socialisterne ud for mordene i propaganda. Mens socialisterne rasende nængte nazisterne ud for det. I mange år var det svært at vide, hvem der gjorde hvad.
Den fjerde bølge var Nazisternes angreb på Sovjetunionen, hvor man systematisk tog maden fra befolkningen og udsultede dem. Propagandaen fortalte den tyske soldat, at brød i munden på ukrainske børn, undermenneskerne, var at tage brødet ud af munden på tyske børn derhjemme. 4.2 millioner mennesker omkom. Heraf alene 3 millioner krigsfanger, som blev efterladt bag pigtråd på dem bare mark i vinterkulden uden mad. Men Adolf Hitler havde egentlig tænkt at fordrive eller udsultet 45 millioner mennesker i Polen, Hvide Rusland, Ukraine og Tjekkiet i den store Generalplan Ost, der skulle skaffe de ”Germanske stammer” lebensraum.
Den femte bølge var det tyske mord på jøderne i deres dødslejre. 5.4 millioner mennesker fra Bloodlands mistede livet – og dertil skal lægges de jøder fra de øvrige Europa, som også blev slået ihjel.
Den sjette bølge var 700.000 polakker og hviderussere, som nazisterne skød som frihedskæmpere eller i forbindelse med opstanden i Warzawa i 1944.
I alt mistede Sovjetunionen omkring 25 millioner mennesker, Polen 5-6 millioner, de baltiske lande tilsammen omkring 700.000 til krig og i civile tab. Præcist bliver det aldrig gjort op.
I det område, som Timothy Snyder kalder ”blodlandene” optæller han 14 millioner mennesker, som helt vilkårligt mistede livet fordi de enten var ukrainere, polakker, jøder, handicappede, veluddannede, politiske modstandere eller krigsfanger. Timothy Snyder medtæller ikke krigshandlingerne eller bombeofre – men koncentrere sig om de massakrer, der blev gennemført på mennesker i civil i perioden 1933 – 45.
Kritik af Timothy Snyder
Timothy Snyder ser mange lighedspunkter mellem socialismen og nazismen. Han bliver kritiseret for lighedstegnet og for ikke at fremhæve den fundamentale forskel, at nazisterne også gik efter jøderne som race, hvilket stalinisterne ikke gjorde i samme omfang. På den anden side er det vel ikke meget anderledes end når stalinisterne målrettet gik efter polakker eller ukrainere. Konsekvensen for den enkelte eller for folket er vanskeligt at skelne.
Man kan måske nærmere fremhæve Timothy Snyder for også at beskæftige sig med lidelserne hos det ukrainske folk og det polske folk, der lige som jøderne, blev deporteret, sultet, plaget og myrdet i et omfang, der faktisk er umuligt at begribe.
Meget betegnende er begrebet Holocaust – mordet på jøderne – langt mere kendt og forstået end Holodomor.
Måske fordi jøderne fik mulighed for at skabe deres egen stat Israel og fordi sejrherrerne i både øst og vest havde en fælles interesse i at fortælle om nazisternes nederdrægtigheder og mord på jøder.
Mens polske, ukrainske og hviderussiske overlevende fortsat levede på diktaturstatens nåde og ikke kunne fortælle deres historie, deres lidelser. Det var i årevis forbundet med livsfare at bare antyde historien.
Hvor tyskerne som tabere i krigen er blevet tvunget til at forholde sig til overgrebene, så lever både russere og georgiere den dag i dag nærmest i uvidenhed – og der er stadig portrætter med Stalin at finde i det offentlige rum. Forestil dig ramaskriget, hvis Hotel Adlon i Berlin hængte store portrætter af Adolf Hitler op.
Og måske kender vi mere til jødernes Holocaust, fordi mordene på jødene var samlet så koncentreret i lejre og ghettoer, som vi efterfølgende har kunnet besøge – mens de mange polakker og ukrainere blev mejet ned i afsidesliggende egne og forsvandt i massegrave, eller bare faldt udhungrede om på gaden og på landet i afsidesliggende byer. Eller i Gulag.
Endelig var omfanget af myrderierne i Sovjetunionen ikke kendt af samtiden, mens journalister var med og dokumenterede både dødslejerne og de efterfølgende retssager. For polakker og ukrainere og hviderussere var der ingen sted, ingen kendte bødler og ingen retssager. De døde og døde og døde bare i millionvis.
Bundsolid dokumentation
Bogen er på 420 sider – og dertil kommer 100 sider med noter og litteraturhenvisninger. Det er seriøs historiefortælling. Timothy Snyder fortæller om de overordnede strategier og de enkeltes perspektiv. Der er mange små fortællinger om enkelt episoder og enkeltpersoner, og fordi 14 millioner mord er et kolossalt antal, så drukner detaljen alligevel. Som den må have gjort hos de mennesker, der gennemlevede mareridtet.
Og måske bliver du, selv når du kender historien, skræmt og overrasket over skalaen på katastroferne. I følge Timothy Snyder var volden koncentreret på et lille område, og det værste sted du kunne opholde dig i 2. verdenskrig var Hvide Rusland. Hellere der end Berlin eller Normandiet eller hvor som helst. Men vi ved ikke meget om Hvide RuslandIkke dengang. Og ikke i dag. Og Minsk, hovedstaden, er ikke længere væk fra Danmark end Paris.
Timothy Snyder har begået et kæmpe værk og sat lys på skæbner, som deres egne folk ikke har kunnet i generationer. Og fordi historien skal findes i arkiver og tekster, som ikke mange vestlige historikere har adgang til. Det er også en vigtig bog fordi den så klart belyser de to totalitære regimer. Det er en bedrift.
Der er tale om faglitteratur, så det kræver lidt ekstra drive og historisk interesse at komme igennem bogen. Har du det – så har bogen også min varmeste anbefalinger. Og du skal holde ud på engelsk, for der savnes en oversættelse til dansk.
Timothy Snyder
Bloodlands – Europe between Hitler and Stalin
Basic Books
2010
Please wait...