Anmeldelse. I 1945 er krigen slut. Den lille tyske by Mühlhausen er besat af russerne. 14-årige Erika Riemann laver for sjov en krussedulle på et billede af den sovjetiske diktator Josef Stalin. Den spøg ender med 8 år i russiske og tyske fangelejre (tidl. KZ-lejre) og fængsler rundt om i Østtyskland. Indtrykket fra fængsler som Bautzen og Hoheneck og KZ-lejren Sachsenhausen giver Erika ar på krop og sjæl, som varer næsten hele livet. Først i år 2000 fik Erika Riemann modet til at fortælle sin historie i bogen "Sløjfen i Stalins skæg".
Da krigen var vundet blev Tyskland delt mellem sejrherrerne og besat. Der var vidt forskellige vilkår i øst og vest. I øst var det Sovjetunionen, der satte dagsordnen - og dirigerede retssystemet. En sovjetrussisk tradition for at idømme absurd hårde domme - helt op til dødsdomme - nærmest tilfældigt og i flæng blev videreført i DDR.
Erika Riemann nåede aldrig for alvor at forstå, hvad der skete med hende i natlige forhør, tortur og indespærringer i utøjsbefængte mørke kældre før hun blev dømt. Langt det meste af retsagen foregik på russisk, som en 14-årg tysk pige ikke forstår. Men BOM! 10 års fængsel til et barn for en krusedulle.
Fri os fra det gode
Den slags retssystemer og absurde domme kan man stadig finde i absurde muslimske terrorstater. Eksempelvis unge piger, som bliver dømt til stening hvis de bliver voldtaget. Men den tilfældige brutalitet under Sovjetunionen under Stalin - og hos nazisterne savner stadig sin lige. Ikke i sadisme og umenneskelig ligegyldighed - men i skala. Paradoksalt nok deler korsriddere, socialister, nazister, og de radikale muslimske terrorstater forestillingen om, at de gør det onde for at skabe et bedre samfund - for kristne, for kommunister, for ariere eller for muslimer.
Logikken er, at man kan ikke lave en omelet uden at ødelægge et æg. Hvis der overhovedet er en logik. Mennesker kan fandme være uhyggelige, du. Især de gode. I vores fadervor beder vi "Fri os fra det onde". Uden at ville gå i rette med de hellige ord burde det måske hedde "Fri os fra det onde og det gode".
Et liv uden ungdom
Erika Riemann får samfundets hævn at føle indefra. De næste 8 år overlever hun med nød og næppe en tur rundt i først det sovjetiske og siden det østtyske "rets"-system. Sult og sygdom er med hele vejen, vold og isolation. Hun får også venner hos de andre fanger - fx Maria, som skal sidde i 25 år for at have fortalt en vittighed på jobbet. Hun var da gravid i 8 måned, så barnet blev også taget fra hende. I Sachsenhausen får Erika blindtarmsbetændelse og overlever en operation uden bedøvelse. En anden gang bliver Erika indespærret i en døråbning - låst inde mellem to døre i en akavet stilling. Hvis du har besøgt STASI fængslet i Hohenschönhausen ved du, at i de gamle sovjetiske kældre findes præcis sådan en døråbning med dør på begge sider. Et meget anderledes ungdomsliv for Erika Riemann.
Da Erika Riemann bliver løsladt efter 8 år rejser hun til sin mor i Hamburg. Hendes oplevelser har skadet hende. Idag kalder vi det postraumatisk stresssyndrom. Den gang i 1950'erne var kuren at "se fremad". Men Erika tager os med gennem hendes liv og forklarer, hvor vanskeligt det er at møde samfundet og mennesker igen. På den ene side beskytter hun sine omgivelser ved ikke at fortælle hele historien - på den anden side opfører hun sig set udefra ganske bizart.
Hvis der var tale om en fiktionsbog ville man smide den fra sig og tænke, at den forfatter da vist burde indlægges med så syg og sadistisk en tankegang. Ikke engang Jussi Adler-Olsen går så vidt i sadisme og mishandling og menneskelig destruktion. Og gjorde han det ville bøgerne blive afvist på forlaget. Romanen "American Psycho" slap igennem forlagenes nåleøje med fiktiv ekstremvold hos en massemorder i New York.
Nu foregik Riemanns trængsler i virkeligheden samtig mindre end dagsrejse fra Bjarne Reuters uskyldige opvækst i et fredeligt villakvarter i Brønshøj i Købenahvn. Busters verden og Erika Riemanns verdener var i afstand og tid ikke langt fra hinanden. Men virkeligheden i "den reelt eksisterende socialisme"-stat var meget anderledes.
Det er en modig bog. Respekt til Erika Riemann og tak for, at hun står frem. Velskrevet ud over alle grænser.
En nødvendig bog
"Sløjfen i Stalins skæg" er en dybt rørerende og tankevækkende bog. Bøger som denne burde være en del af den demokratiske opdragelse i ethvert samfund - en del af det pensum, som folkeskolens store klasser gennemgår. Det kunne måske vaccinere mod godhedstotalitarismen, skabe forståelse for ofrene, og vække en forståelse hvor afgørende demokrati, magtens tredeling, menneskerettigheder og retsstat er for den enkeltes mulighed for et lykkeligt liv.
Det virker. Bogen er en del af den offentlige tyske erkendelse og samtale om fortiden - både den nazistiske og den socialistiske. Samtaler, som er med til at gøre Tyskland idag til det måske bedste Tyskland, der nogensinde har været. Samtalerne og erkendelserne har ikke fyldt det samme i Rusland, som stadig lever i løgnen og fortielserne om socialismen og Sovjetunionen. Meget få tyskere ønsker at vende tilbage til det tredje rige - tabet af Sovjetunionen plager stadig mange russere.
Erika Riemann
Sløjfen i Stalins skæg
Informations forlag
236 sider
Læs også
- Fakta om socialisme
- Reinhard Broses bog om flugten fra DDR
- I Berlin - Besøg fængslet i Hohenschönhausen eller KZ-lejren Sachsenhausen
Please wait...