Foto: Fra bogens tyske forside.
Anmeldelse. Du er 4 år. Det banker på døren en tidlig morgen, din mor bliver med magt ført bort af fremmede mænd. Du kommer på et forfærdeligt børnehjem. Du får ingen forklaring. Du skal nu være barn i en ny familie. I "De stjal min mor - på sporet af løgn, fortielser og tvangsadoptioner i DDR" fortæller Katrin Behr, hvordan det føles. For hun prøvede det selv i DDR.
"- Nu må I hellere sige farvel til jeres mor.
Manden er ret utålmodig.
- Kom nu. Se at få det overstået!
Jeg bliver rigtig bange nu. Mit hjerte hamrer af sted, og samtidig føler jeg mig som naglet til jorden. Hvad skal det betyde: Farvel? Hvor vil de hen med min mor? Jeg kigger på hende. Der er også frygt at spore i hendes øjne, og hendes blik lyver ikke. I det øjeblik står det helt klart for mig, at jeg ikke må lade hende køre væk. Uanset hvor hun skal hen, vil jeg med. En af mændende lægger hånden på min skulder for at få mig til at slippe min mor. Jeg skriger så højt jeg kan:
- Mor! Mor!
Jeg er ligeglad med alting nu. Tilbage er kun den nøgne angst. Jeg vil ikke for noget i verden skilles fra min mor. Menneskene rundt om os fornemmer nu også, at der er noget galt. En af de forbipasserende blander sig ligefrem.
- Hvad skal det nu til for? Det kan I da ikke gøre!
Han bliver straks bragt til tavshed.
- Hvis De siger så meget som ét or mere, bliver De også taget med."
Så bliver Katrins mor sat bag i bilen og kørt væk i håndjern en tidlig søndag morgen, 6. februar 1972, i den lille by Gera i DDR. Den socialistiske stat har fået nok af den unge, enlige mor som ovenikøbet har udtrykt ønske om at ville forlade landet. Staten må gribe ind og opdrage både mor og børn. Det sker med fængsel til mor, børnehjem og tvangsadoption så Katrin kan vokse op i en rettroende familie. Katrin er 4 år. Hun får aldrig en forklaring. Hører ikke mere fra sin mor. Hører kun at hendes mor er statsfjende. Hendes bror Mirko kommer på et andet børnehjem.
Det er Dickens og Orwel i forening. Blot er dette ikke fiktion. Det var virkelighed. Katrin vokser op, tænker på sin mor, tilpasser sig sin adoptivfamilie af frygt for at komme tilbage til børnehjemmet. Frygt og håbet om kærlighed driver hende til at tilpasse sig. Ingen forklarer noget, men alle er stolte af den lille pige - som den socialistiske stat åbenbart har så god held med at opdrage. Katrin tager os med i alle afkroge af hende tanker gennem hendes opvækst. Det gør ondt.
Først 15 år efter murens fald forstår Katrin, hvad der er sket med hende. Læsningen af de gamle arkiver og psykoterapi betyder, at hun nu kender overgrebet mod hendes mor og hende selv. Forstå det kan man aldrig. Man bliver sammen med Katrin rasende på DEM. Men hvem pokker var DE, hvem var systemet? Var systemet hendes socialistiske adoptivmor, som trods alt adopterede hende? Hvar det børnehjemmet? Var det de ansigtsløse STASI folk, som fra skyggerne udtænkte sindrige planer mod befolkningen - i bedste mening.
Katrin Behr har skrevet en bog, som tager os med på en rejse dybt i DDRs indre. Katrins var et parallelt liv - et indre, hvor hun længtes efter sin mor og sit ydre hvor hun tilpassede sig. Et sindsbillede på DDR, hvor SED og STASI var værdsat af meget få, men udadtil hyldet af alle. Der var ikke andet at gøre, hvis man ville bevare sig selv, sit liv, sine børn. Enkelte ville ikke sælge sig selv og deres værdi - tilgengæld kunne de som Katrins mor så ikke bevare sig selv, liv og børn. Den socialistiske stat tog over og man havnede i fængsel. Alle løj. Alle tav. For ellers. Katrin Behr er på sporet af løgn og fortielser.
STASI gik langt for at sikre børnene en opdragelse til gode socialistiske samfundsborgere. Nogle børn fik i skolen at vide, at deres forældre var døde i trafikuheld og derfor blev de sat i pleje og bortadopteret - imens deres forældre sad i fængsel, blev forhørt, tvangsmedicineret, isoleret, hånet, torteret. Politiske fanger var i fængselshierarkiet under stærkt kriminelle. Rotter. Andre blev fjernet ved fødslen - mor og far fik at vide at barnet var død og adoptivforældrene fik at vide, at barnet var forældreløs.
Men det foregik altsammen efter reglerne. DDR strafferetsparagraf §249 lød, at den, der forstyrrede den offentlige orden og sikkerhed med en asocial adfærd kunne straffes. Op til 2 år. "Asocial"? - i hænderne på et diktatur kan ordet ascial bøjes i alle retninger og det blev det. Men efter reglerne. Alt blev fint skrevet ned og kan nu findes i arkiverne. Lige som Hitlers håndlangere kunne STASI embedsmænd, pædagoger, lærere og andre der spillede med blot henvise til, at de jo bare passede deres daglige dont og arbejdede efter reglerne som det forventedes af dem. De fleste får da også offentlig pension i dag for lang og tro tjeneste ved staten. Selv Margot Honnecker, diktatorens kone også kaldet "den blå heks" på grund af hendes mærkelig hår, har fra Chile ment, at hendes pension burde være større. Hvad skal man mene.
Katrin Behrs rejse med at skrive bogen har hun gjort for sig selv og for andre tvangsfjernede børn af socialistiske inkompatible statsfjender. For hun er langt fra den eneste der blev tvangsadopteret. I dag hjælper hun andre i samme situation med at finde deres biologiske forældre.
Stærk kost. Hvordan sluger man den? Faktisk er det ikke muligt. Man lukker bogen med fugt i øjenkrogen. Der er kun at frygte for dem, som med de korrekte holdninger og i bedste mening vil tvinge dig med eller ud, hvis de får magt. Det er sket mange gange før og det sker lige nu med den såkaldte "Islamiske Stat" i Syren. I København stemmer hver femte på på Enhedslisten, som i deres partiprogram ønsker sig en stat, som er helt magen til den, som jagede Katrin Behr og hendes mor ud af deres liv. Præcis derfor er bogen aktuel og relevant - også i Danmark.
En bog som burde være pligtpensum på pædagogiske og sociale uddannelser, hvor tvangsadoption kan komme på tale. Tvangsadoption kan være nødvendigt, men at få bogen i pensum vil være en demokratisk vaccination mod systemovergreb og måske også en brik til forståelsen de børn, som bliver adopteret. Her må mange tanker gå igen. I DDR var det ikke forældrenes, ikke engang børnenes tarv der stod forrest. Det var statens tarv. Børn - dem lyttede ingen til.
Tak til Katrin Behr for modet til at skrive bogen. Og til Peter Hartl, som er Katrin Behrs medforfatter eller skyggeforfatter.
De stjal min mor - på sporet af løgn, fortielser og tvansadoptioner i DDR
Gadsforlag
2011
295 sider
Læs mere om Kathrin Behrs hjemmeside for tvangsadopterede børn: http://zwangsadoptierte-kinder.de/
Please wait...