Anmeldelse. I efteråret 1946 sendte det svenske dagblad Expressen den 23-årige forfatter Stig Dagerman til Tyskland for at skrive reportager. Reportagerne fra 1946 og 1947 blev udgivet som en bog - som nu er kommet på dansk på People'sPress.
I årene efter krigen lå mange europæiske byer i Rusland, Polen, Italien, Holland og så videre hen i ruiner efter bomber og krig.
Sådan var det også i Tyskland, hvor de store byer som München, Hamburg, Berlin, Køln mv var forvandlet til ruinørkener. Mange tyskere boede som dyr i kældrene af ruinerne, i u-bahn tunneler, i utætte jernbanevogne. Der var besættelsesstyrker over alt, retsopgør, sortbørs, prostitution, flygtningestrømme, sult, fortvivelse, skyld, skam, hævn. Både forbryderne, de uskyldige, de flygtende og de befriede var ramt.
Det var hele dette kaos, som Stig Dagerman rejste ned i for at se og beskrive.
Bogen er uden fotografier og statistikker og store analyser. Det er Stig Dagermans umiddelbare øjenvidenskildringer og de enkelte menneskelige tragedier vi kommer tæt på. Hvor tragedien i hos den enkelte fortæller tragedien for dem alle. I en skrivestil, så der overflødiggør fotografier:
Om en togtur gennem Hamburg: "Man kører et kvarter med toget og har en uafbrudt udsigt over noget, der ligner en kolossal losseplads for sønderrevne husgavle, enkeltstående husmure med tomme vinduesåbninger, som med opspærrede øjne stirrer ned på toget, udefinerbare husrester med brede sorte minder om brandrøg, høje og groft skulpturerede som sejrsmonumenter eller små som mellemstore gravstene."
Eller et besøg i kælderen under en ruinhob: "Vi kigger ind igennem de små vinduer og ind i disse små rum med nøgne cementvægge, en kakkelovn, en seng, et bord, i bedstefald en stol. Der sidder børn på gulvet og leger med en sten, en gryde står på kakkelovnen."
Bogen indeholder 11 selvstændige reportager, Stig Dagermans forord og uddrag fra en række anmeldelser.
Beskrivelserne kommer fra hele Tyskland, herunder Berlin: "De største byers underjordiske stationer har klaret sig bedre. De er slidte, men uskadte. I Berlin lugter de af fugt og fattigdom, men togene kører hurtigt og sikkert som i fredstid. Man vender sig ikke om efter udenlandske soldater, som promenerer på perronen med velklædte, men dårligt sminkede tyske piger, som allerede taler perfekt vrængende amerikansk eller hurtigt og smidigt engelsk. mange af disse piger står lænet op ad dørkarmene i toget og forsøger at fange så mange øjne som muligt med deres udfordrende blikke og taler med deres engelske soldat om, at folk her mangler manérer, andre støtter deres berusede amerikanske ven og har øjne, der siger: Jamen, hvad skal en fattig pige gøre? røgen fra deres allierede cigaretter blander sig i kupéerne med røge fra de tyske, som smager surt og kvalmende og giver de underjordiske tog deres påtrængende stank af snav og armod."
Anmeldelserne er interessante, fordi de viser, hvordan samtiden så på Tyskland og den type journalistik, som i sin reportagestil måske kan sammenlignes med Cavlings reportager fra Amerika. Samtiden var, helt forståligt, på hævntogt ovenpå tyskernes rædselsregime og de uhyrlige, ufattelige myrderier. Hævnen fandtes også i Danmark, hvor de tyske flygtninge blev behandlet så dårlig, at næsten 10.000 af dem havnede på Vester Kirkegård. Den første efterkrigstid har handlet om hævn og retfærdighed hos sejrherrerne.
I det lys må Stig Dagermans artikler have været svære at sluge for samtiden. I slutningen af forordet skriver han, at han "kort sagt [burde] have været mere ydmyg, ydmyg over for lidelsen, hvor forskyldt den end var, for den forskyldte lidelse er lige så tung at bære som uforskyldte, det føles på samme måde i maven, brystet og fødderne, og disse tre højst konkrete smerter bør ikke glemmes på grund af det fugtige pust af bitterhed, som slog ud fra et regnfuldt tysk krigsefterår.". Hvor man på afstand kunne se nazisterne og myrderierne og den fælles skyld kan man tæt på se den enkeltes fortvivlende ulykke og hævnens tilfældighed, hvor uskyldige rammes lige så hårdt som de skyldige.
I dag er ruinerne væk, verden og tyskerne er kommet videre, sårene er under heling. Nogen guidebog er det ikke - men - udover de åbenlyse litterære kvaliteter - er den egnet som grundlag for diskussion om hævn, straf og skyld. En kort, velskrevet og let læst bog. Forfattere, som fx Anthony Beevor har beskrevet krigens afslutning til den sidste bombe faldt, andre har beskrevet de politiske opgør efter - men Stig Dagermans bog er sjældent tæt på de, der i kældre og tunneler skulle gennemleve de første efterkrigsårs trængsler i dyb nød og med bevidstheden om skyld.
Stig Dagerman var svensk forfatter med en stor produktion af romaner, lyrik, noveller og dramatik. Han døde i 1954.
Stig Dagerman
Peoples'sPress
184 sider
Vejl. pris 249,95
udk: 7. november 2012
Please wait...