Peter Tudvad: Sygeplejerske i Det tredje Rige

sugeplejerskeAtudvad

Anmeldelse. Mange danskere havnede i 2. verdenskrig på den forkerte side: nazisternes. Nogle fordi de var nazister, andre fordi de hadede kommunister, nogle på grund af arbejdsløshed. Ebba Mikkelsens far var den glødende nazist i den lille vestjyske stationsby Tarm – og for hende var det naturligt at følge op på ideologien og melde sig til tjeneste i Tyskland. Det tog hende gennem den 2. verdenskrig. Forfatteren Peter Tudvad har skrevet hendes historie.

Forlaget skriver om bogen: ”Ebba Mikkelsen var 18 år gammel, da hun i 1943 meldte sig til tjeneste som dansk sygeplejerske i Tysk Røde Kors. I to år arbejdede hun på lazaretter i det krigshærgede Europa, inden hun endte i Berlin, hvor hun blev til den bitre og blodige ende. Hun blev her taget til fange af russerne og først efter et halvt år i interneringslejr i Moskva kunne hun rejse hjem til Danmark – til en sigtelse for landsskadelig virksomhed og et radikalt opgør med alt det, der drev hende i armene på et af historiens mest forbryderiske regimer.

Da hun i 2007 møder bogens forfatter i Berlin, går hun sammen med ham i gang med at genfinde sit livs røde tråd, som hun har mistet i glemsel og fortrængning. Ved hjælp af samtaler og ikke mindst arkivstudier lykkes det at rekonstruere hendes skæbne.”

Det er en omfattende bog, som Peter Tudvad har skrevet om Ebba Mikkelsen. Det er næsten tre bøger i et: Den første om Ebbas forældre og om at være nazist i stationsbyen Tarm, den anden bog om at være sygeplejerske i det tyske røde kors, og det tredje om resten at sit liv at fortrænge at man var en del af dødsmaskinen i Tyskland.

Den første del om at være nazisten i Tarm er ret interessant, men også lidt langt. Måske Peter Tudvad egentlig havde materiale nok til en særskilt bog om det emne.

Den anden del handler om sygeplejersken Ebba, som kommer en del omkring i Berlin, Polen, Tjekkiet og Rusland under og efter den 2. verdenskrig. Hun møder soldater, som har det mest forfærdelige på samvittigheden. Hun slutter krigen på et nødlazarat på Pariser Platz midt i Berlin, og hun var muligvis vidne til at Goebbels og hustru blev bisat.

Ebbas erindringer tager os med i de absolut sidste timer på slagmarken i Berlin. Hun bliver som andre kvinder i Berlin voldtaget af russiske soldater og sammen med de øvrige danskere i Berlin: journalister, ambassadefolk, håndværkere, soldater sendt til Moskva, hvor de bliver interneret i flere måneder før det lykkes at komme hjem til Danmark. Det var ikke velset at have været på tysk side.

Ifølge Ebba går nazisternes massemord og gerninger, og hendes eget ansvar, først op for hende efter krigen. Der er dem, der har kritiseret Peter Tudvad for ikke at gøre mere ud af hendes andel af slagteriet. Men jeg synes egentlig han diskuterer Ebbas rolle og hendes intentioner og dilemmaerne udmærket i bogen.

Den tredje del følger op på livsforløbet hos nogle af de mennesker Ebba har mødt før og under krigen, og også Ebba selv, som i mange år fuldstændig fortrænger sine oplevelser og skjuler sit virkelige virke. Hun bliver endda gift med en frihedskæmper. Det er først i mødet med Peter Tudvad mere end 50 år efter krigens afslutning at låget lettes og vi kommer med på rejsen.

Det tyske røde kors

Røde Kors er egentlig en uafhængig og neutral organisationen. Men under nazisterne ændrede det tyske røde kors (DRK) sig fuldstændigt: Jøder blev udelukket, neutralitetsprincippet blev opgivet og der blev indført hitlerhilsen. Ebba har som sygeplejerske også hjulpet russiske soldater, men det er et fåtal hun kan huske. En leder af DRK var SS-Oberführers Ernst-Robert Grawitz, som også var ansvarlig for Eutanasi-programmet og for medicinske forsøg på mennesker i KZ-lejrene. DRK blev en del af den tyske hærs mobilisering.

DRK havde 29 ledere i toppen, hvoraf de 18 også var højt rangerende SS-officerer. Ernst-Robert Grawitz afsluttede krigen med at sprænge sig selv og sin familie i luften. Himmlers livslæge, Karl Gebhardt, forsøgte at påstå, at han derefter havde overtaget ledelsen af DRK, men dommerne i Nürnberg troede ikke på hans rene hænder, og han blev hængt m 2. Juni 1948. DRK blev opløst i 1946.

Det er til at forstå Peter Tudvads fascination af Ebbas historie, og der er grund til beundring for det arkiv arbejde og litteraturstudie, som han har fulgt historien op med. Med udgangspunkt i Ebba får vi en personlig vinkel på verdenshistorien. Og Peter Tudvad er en dygtig fortæller – selvom den første og sidste del måske kunne være redigeret lidt hårdere.

sugeplejerskeBtudvadPeter Tudvad
Sygeplejerske i Det tredje Rige – En danskers historie
Politikens Forlag
2011

Bogen er siden genudgivet. Og den kan lyttes oplæst på fx Mofibo.