Arthur Brand: Hitlers Heste - kunstdetektiv i hælene på nazister

hitlershesteforside

Anmeldelse. Arthur Brand er hollandsk kunsthistoriker og en moderne udgave af Indiana Jones. Arthur Brand kom 70 år efter 2. verdenskrigs afslutning på sporet af Adolf Hitlers kunstskatte, som alle kunstkendere mente, for længst var gået til. Men som en anden Indiana Jones kastede Arthur Brand sig over at se om han kunne finde glemte værker. I et virvar af gamle nazistiske netværk, STASI og KGB, tysk politi, lyssky foretagender og gedulgte forklædninger går det over stok og sten. Og Arthur Brand fortæller levende, som en agentroman, og du er med på første parket. Egentlig en ganske utrolig historie – men det skulle være sikkert og vist. Den fulde titel: Hitlers Heste - Den utrolige sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden.

 

Fra ruinerne af Anden Verdenskrig

Forlaget fortæller: I den hemmelige kunstverden, hvor kunst sælges illegalt og med stor personlig risiko, går rygtet om, at et glemt nazistisk kunstværk er dukket op. Der er tale om et gigantisk værk af bronze: Skridtende heste – et af Hitlers yndlingsværker, som prydede Rigskancelliet under hans styre og på mystisk vis forsvandt under kampene om Berlin i 1945. I mange år var man sikker på, at det blev ødelagt under bombningen af byen.

Skyggerne fra Den Kolde Krig

Med livet som indsats kaster den hollandske kunstdetektiv Arthur Brand sig ind i kampen for at få vished om, hvad der er sket med kunstværket. Hurtigt bliver det klart, at de involverede parter ikke skyr nogen midler i deres jagt på hestene. Brand støder i den illegale underverden på nynazister, rigmænd og tidligere KGB-agenter. Og findes hestene mon alligevel?

"Forkert kunst" og hvad vi skal gøre med den

Bogen er mere end en nervepirrende og levende skrevet pageturner. Den er en påmindelse til læseren om, at nazismen ikke døde med Hitler. At vi lever i en verden, der har rod i verdenskrig og jerntæppe. Samtidig tager bogen det aktuelle emne "forkert kunst" op. For hvad gør man med kunst, der blev skabt i menneskefjendske ideologiers navn? Skal den destrueres helt eller bevares, så vi kan lære af historien? Arthur Brand advokerer overbevisende for det sidste.

Josep Thorak i Berlin

Det gigantiske bronzeværk af billedhuggeren Joseph Thorak var fire meter højt, og forestiller lige ud af landevejen skridtende heste. Ikke noget nymodens pjat med trekantede hoveder og 8 ben i samme side og skeløjet. Den slags udskejelser brød Adolf Hitler sig ikke om. Det var vanartet kunst.

Men Thoraks heste kunne Adolf Hitler lide og hestene blev stillet op foran Rigskancelliet, så Hitler kunne se dem fra sit kontor.

Hitlers stjernearkitekt, elegantieren Albert Speer, som undgik galgen, anså Josef Thorak (1889-1952) som sin ”husskulptør”. Joseph Thorak var fra Bayern og kendt for sine monumentale skulpturer, som talte til nazisterne. Sammen med Arno Breker (1900-1991) (hvis værker også spiller en rolle i bogen) var han den førende skulptør i det tredje rige. Hans værker kan du stadig støde på i Berlin, fx i

  • Knobelsdorfstrasse i Charlottenburg i Berlins Westend. Her står skulpturen ”Heim”, som forestiller, måske, en mor med datter.
  • Og i samme gade, overfor Heim, på hjørnet til Königin-Elisabeth-Straße står skulpturen ”Arbeit”, der forestiller en mand.
  • På Ringbahnstrasse 130 over indgangen til Berlins Anti-Terror center sidder en stor ørn af Thorak.
  • På kirkegården ” Friedhof Heerstraße” er grav monumentet over Franz Ullsteins familie lavet af Thorak.
  • På Olympiastadion, nær ‘Reichssportfeld Frauenplatz’, står en skulptur, der forestiller den berømte bokser, Max Schmelling. Også en skulptur af Thorak.

Summa summarum

Berlin-guide var godt underholdt, pænt forbløffet og noget overrasket over, at der stadig så mange år efter kan dukke så store overraskelser op fra 2. verdenskrig. Det må være en bog, der kan samle (næsten) hele familien – her lidt læser stereotyper: Den hesteelskende datter, den historiekyndige fader og den aktionjagende søn. Vil du have et indtryk, så tjek læseprøven her.

For Berlin-guide giver fortællingen anledning til at opdatere berlin-guides oversigt over berømte heste fra Berlin og den hele vide verden.

Der skal nok komme flere kunstskatte frem i lyset i fremtiden også, for der forsvandt meget ind i Sovjetunionen. Det kan være brændt af fulde soldaterkammerater, det kan være begravet i sammenstyrtede bygninger, det kan være gemt væk i den russiske stats magasiner, eller solgt til oligarker og det der er være. Kunsten, der forsvandt, var fra Tysklands egne store samlinger, men også konfiskeret kunst fra velhavende jødiske familier. Hvordan hestene skridtede fra det tredje rige og ind i vores tid skal ikke røbes her.

Arthur Brand er fra Holland og en af verdens førende kunstdetektiver. Han optræder blandt andet i tv-dokumentarserien De Kunstdetective, hvor man følger ham opklare mysterier i kunstverdenen. Derudover hjalp han i 2019 med at opspore forsvundne H.C. Andersen-eventyr i DR-dokumentaren "Jagten på de forsvundne eventyr".

hitlershestebogenArthur Brand

Hitlers Heste - Den utrolige sande historie om kunstdetektiven, der infiltrerede den nazistiske underverden.

Kristeligt Dagblads Forlag

2022