Anmeldelse. Den tyske forfatter Günther Grass og litteraturkritikeren Marcel Reich-Ranicki var store skikkelser i efterkrigstidens tyske litteraturlandskab. De mødtes flere gange og deres forhold var hadefuldt, kærligt, konkurrencepræget. Den tyske forfatter Volker Weidermann har skrevet en fremragende dobbeltbiografi om de to og deres forhold. Forlaget skriver, at fortællingen om Grass og Reich-Ranicki er fortællingen om Tyskland i det 20. århundrede. Günter Grass og Reich-Ranicki’s forhold handlede om krigen, om muren, om genforeningen, om arbejdet på en forbrødring i landet og om ikke at kunne tilgive.
Fotos: Billederne af Marcel Reich-Ranicki og Günter Grass er beskåret og klippet sammen af Berlin-guide. Foto af Günter Grass i 2006 er tag af Blaues Sofa from Berlin, Deutschland og forestiller Günter Grass i samtale med Wolfgang Herles Uploaded by Magiers (CC 2.0). Foto af Marcel Reich-Ranicki i 2009 er af Smalltown Boy at German Wikipedia (CC BY-SA 3.0).
De blev begge født før 2. verdenskrig.
Waffen-SS og Nobelprisen i litteratur
Kasjuben Günther Grass (1927-2015) blev født ind et lille slavisk mindretal i Tysklands nordøstligste hjørne. Han voksede op i Danzig, som efter krigen blev polsk og idag hedder Gdansk. Da krigen brød ud var han for ung til at være med i krigen, men han fulgte nøje og enthusiastisk med i den tyske hærs fremmarch og sejre. Og var sammen med kammeraterne bekymret for om det hele fik ende før de selv kunne vise, at de var helte.
Günter Grass endte med at deltage i den sidste del af forsvaret af Tyskland ovenikøbet som en del af en af nazisternes mest berygtede enheder: Waffen-SS. Han overlevede og endte i amerikansk fangenskab. Men det lykkes ham at skjule medlemskabet af SS. Hvis russerne havde taget ham i SS uniformen var han blevet skudt på stedet.
Hans medlemskab af SS var hans hemmelighed indtil han fortalte offentligt om det i 2006. Der er mange hints i hans tidligere bøger, men først i 2006 var han i stand til at fortælle verden om sin SS-tid. På den måde er Günther Grass et produkt af Tysklands historie, for tusinder, hvis ikke millioner, har holdt mund om deres oplevelser og rolle under krigen - og igen under DDR-styret.
Da krigen var slut besluttede han sig for at være kunstner, og blev en dygtig grafiker, men det er som forfatter han vil blive husket. Allerede med sin debutroman, "Bliktrommen", lykkes det ham at svinge sig op allerøverst i det tyske litteraturparnas, hvor han blev resten af sit liv - og stadig hersker sammen de de største navne.
Indtil 2006 var Günther Grass en stærk fortaler for det tyske socialdemokrati, moralens vogter, og i 1999 fik han til overflod Nobelprisen i litteratur.
Afsløringen af SS fortiden gav genlyd og ballade langt ud over Tysklands grænser. Ligesom mange andre tyskere opdagede Günther Grass først for alvor efter krigen, hvad han egentlig havde deltaget i. Günther Grass var ikke massemorder, men han havde med hud og hår støttet regimet. Den dårlige smag i munden gjorde det umuligt at tale. Günter Grass boede en stor del af sit liv i Berlin, men nød de sidste år i nærheden af Lübeck.
Warzawa Ghetto og litteraturpave
Jødiske og polske Marcel Reich-Ranicki (1920-2013) voksede op i Berlin, og på huset i Güntzelstraße 53, in Berlin-Wilmersdorf hænger i dag en mindeplade. Som barn var han en bogorm og slugte den tyske litteratur i enorme mængder. Det gik indtil 1938, hvor han i "Polenaktionen" sammen med tusindvis af andre jøder brutalt blev deporteret ud af Tyskland fra den ene dag til den anden. Udvisningen udløste et mord på en tysk diplomat i Paris, som igen blev nazisternes påskud til Krystalnatten den 9. november 1938, hvor jødiske butikker og synagoger blev hærget og afbrændt.
Sammen med andre jødiske berlinere blev Marcel Reich-Ranicki stuvet sammen i Warzawas Ghetto. Herfra oplevede han krigen og de systematiske mord på jøder. Han og hans kone "Tosia" overlevede mirakuløst. Som han selv har fortalt, så var der 100 procent sandsynlighed for at dø ved at blive i Ghettoen og 99 procent sandsynlighed ved at flygte. Så der var ikke noget alternativ til at flygte. Resten af Ranickis familie blev myrdet.
Ranicki overlevede poetisk nok ved at genfortælle historiske klassikere hver aften for den polske familie, som med fare for eget liv skjulte ham og konen. Næsten som prinsessen Sherazade, der i 1001 nætter fortalte eventyr for kong Shahriyar for at overleve.
Mere end 300.000 mennesker fra Warzawas ghetto døde som følge af sult, sygdom, blevet tævet ihjel, skudt på stedet eller gasset i KZ-lejren Treblinka. Næstefter Auschwitz var KZ-Treblinka den lejr, hvor flest jøder omkom. Der tales om 7-900.000 og op til 1,2 millioner jøder. Den ligger lidt nord-øst for Warzawa. Men nazisterns dødsfabrikker ligger tæt omkring Warzawa: Majdanek (360.000 døde), Bełżec (430.000-500.000 døde), Chelmo (150.000 - 200.000 døde).
Ghettoen i Warzawa var lavet af tyskerne og blev brugt som opsamling af jøder fra Polen og Tyskland før man tog livet af dem. Der er en rørende udstilling og snart et museum i Warzawa om Ghettoen og om jødernes opstand i 1943. De overlevendes efterkommer protesterer mod ikke at være inddraget.
Da den røde hær indtog Warszawa blev Marcel Reich-Ranicki og hans kone fri igen. Han tilsluttede sig den røde hær i kampen mod Tyskland, blev medlem af kommunistpartiet, og en kort overgang var han en del af den kommunistiske efterretningstjeneste i Polen og var kommunistisk spion i London.
Marcel Reich-Ranicki endte med at flygte til Vesttyskland, hvor hans karriere som litteraturkritiker tog fart. Så meget, at han også blev omtalt som "litteraturpaven". En god beskrivelse af hans karakter med det eksempel, at han altid så operaforestillinger ved premieren. Han sad altid på forreste række, og ankom først, når alle andre sad ned. Før han satte sig til rette kastede han et blik rundt i salen, som en konge, der beskuer sit kongerige af læsere: "Ja, jeg er forfængelig, det skal man være som litteraturkritiker, ellers kunne man ligeså godt nøjes med at være revisor.". "Kritiker müssen eitel sein, sonst können sie gleich Buchhalter werden."
- Og for berlin-guide, der sidder lige her og anmelder bøger, giver det jo stof til eftertanke. Hvorfor gider jeg egentlig anmelde alle de bøger? Og ja som skuespilleren, sangeren, kunstneren, politikeren, journalisten er der et behov eller lyst til at træde frem på scenen og sige: "Se mig, se hvad jeg kan, klap". Og læserne, likes, bifaldet, opmærksomheden kildrer forfængeligheden. Det hele drives af dopamin - ren kemi - og dopamin er sikkert også en stor del af successen bag Facebook, hvor det at få et "like", en lille belønning, jo bare er dejligt og fører til det næste opslag. Men forfængelighedens følgesvend er opblæsthed. Det er hårdfine balancer.
Men uden drivkraften i dopamin ville vi ikke have litteratur på hylderne, ingen skuespillere at klappe af og ingen malerier på væggen, og revisorfirmaet Deloitte ville sammen med et advokatbureau regere landet. Drivkræfterne ville være reduceret til sult, pligt og tvang. Eller?
Duellen
Om det indbyrdes forhold mellem Grass og Ranicki skriver forlaget: "Op gennem årene havde de to et forhold fuldt af had, konkurrence og til tider stor kærlighed. Et besynderligt venskab voksede mellem de to gennem brevvekslinger og møder, men i 1995 skete noget, som deres forhold ikke kunne holde til: Reich-Ranicki sablede Grass’ roman om Tysklands genforening, En lang historie, ned i Spiegel, og på Spiegels forside var et billede af anmelderen, som rasende flåede romanen midt over. Ranicki sagde efterfølgende, at han håbede, ydmygelsen ville føre til Grass’ selvmord. Det skete ikke, men Grass tilgav aldrig Reich-Ranicki."
Forfatter Volker Weidermann har endnu engang begået en meget læseværdig bog, og helt fortjent har han fået masser af ros, som hos ham vil udløse dopamin i rigelige mængder. Og næsten med garanti vil det indenlænge udløse endnu en bog fra Volker Weidermann. Vi kan bare glæde os.
Dobbeltbiografien om kritikeren og forfatteren og deres indbyrdes forhold har en stor del af den tyske fortælling indbygget. Den første halvdel med de biografiske fortællinger nok mest interessant, mens deres indbyrdes forhold er lidt mindre interessant set fra Danmark. Den er velfortalt og godt skruet sammen. En bog, der passer lige til sommerferien. Tysk historie set gennem læsebriller.
Og vinderen var...
På bogens forside sidder forfatteren Günther Grass og troner som en konge, og litteraturpaven Marcel Reich-Ranicki må, sikkert til hans store fortrydelse levede han endnu, nøjes med bagsiden. Var det Günter Grass der trak det længste strå? - det er ihvertfald typisk forfatteren man husker og ikke anmelderen. Lidt nedslående ;)
Volker Weidermann
Duellen
Turbine forlaget
2021
Please wait...