Brunhilde Pomsel: Et tysk liv

pomselforsiden

Foto: Udsnit fra bogens cover.

Anmeldelse. 103-årige Brunhilde Pomsel arbejdede for en af de værste forbrydere i verdenshistorien. Hun var stenograf i Joseph Goebbels propagandaministerium og sekretær for Joseph Goebbels 1942-45. Det ministerium som fra 1933 til 1945 udsendte en lang strøm af had mod jøder. Og Pomsel løb med uden at tænke videre over det. Sent i sit liv, efter 70 år, fortalte hun sin historie til en journalist.

Brunhilde Pomsel (1911-2017) gjorde bare det en ung pige skulle gøre efter den tids normer – være glad og pligtopfyldende i sit arbejde og være en del af et fællesskab. Hjemme havde hun jødiske veninder, og hun spekulerede ikke nærmere over, at der bare langsomt blev færre af dem. Selv havde hun ingen problemer med jøder. Hun var bare hurtig til at skrive på maskine. Og hvis kommaerne stod rigtigt og der ikke var stavefejl var alt godt. Hvad hun skrev lagde hun ikke mærke til.

I bogen fortæller Brunhilde Pomsel om sin opvækst, sit liv, sit arbejde i Propagandaministeriet og om de sidste dage i propagandaministeriets bunker, hvor russerne nærmede sig og Joseph og Magda Goebbels tog livet af sig selv og deres børn i førerbunkeren ganske tæt på – og videre i fem års fangenskab.

Først efter krigen gik det fulde omfang af myrderierne op for hende. Det er en meget sigende titel på bogen: ”Et tysk liv” – for medløberiet og eftertanken bagefter må have plaget rigtig mange tyskere efter 1945. Var jeg en del af det? Hvad var mit ansvar? Det sætter det jo på spidsen, når man som Brunhilde Pomsel var tæt på magten, eller som fangevogterne i KZ-lejren.

Hun var der bare med hovedet under armen: ”Men det var overhovedet ikke noget jeg tænkte over. Jeg lyttede heller ikke til alt vrøvlet i hans taler. De sagde alle sammen det samme. Jeg lytter heller ikke til nogen taler i Forbundsdagen. Det er jo ikke andet end sludder, hvad der bliver sagt.”

Til New York Times har hun senere i et interview sagt: "- De mennesker, som i dag siger, at de ville have gjort mere for de stakkels, forfulgte jøder. Jeg tror på, at de oprigtigt mener det. Men de ville heller ikke have handlet. På det tidspunkt var hele landet i en boble. Vi var alle sammen fanget inde i en kæmpe koncentrationslejr, sagde hun til New York Times."

Historien er fortalt til den tyske journalist og sociolog Thore D. Hansen.De 30 timers optagelser af interviewene med Brunhilde Pomsel er også blevet klippet sammen til en dokumentarfilm.

Beslutningen og magten til at sætte myrderierne igennem ligger ikke hos en selv. Det er nogen andre, nogen ”højere oppe” – men uden millioner af tyskeres aktive, engagerede og til tider nidkære medvirken – så havde nazismen ikke haft en chance. Og alene af den grund er medløbere også medansvarlige.

Det sociale pres for at deltage og tilpasse sig har været stort, og udtrykte man misbilligelse må man ikke glemme, at det var en diktaturstat og GESTAPO kunne hente hvem som helst. Men Brunhilde Pomsel blev ikke presset ind.

Set udefra og på god afstand af tiden er det let at tænke, at hun nærmest var forbryder. Men det pokkers for tyskernes dilemma er nok, at så enkelt var det ikke. Derfor blev det et tysk liv. Og Brunhilde Pomsels fortælling er en fortælling om faren ved politisk apati og politikerlede, hvor man mentalt stempler ud, passer sig selv og lader stå til. At lade stå til er at lade idioterne bestemme, at lade stå til er at stemme på idioterne. Og at pådrage sig et ansvar.

I bogens sidste halvdel reflekter Thore D. Hansen over´, hvad Goebbels sekretærs historie kan lære os i dag. Thore D. Hansen trækker paralleller mellem 1930’erne og nutidens tilbagevendende nationalisme og populisme. Lidt for langtrukkent efter berlin-guides smag, og måske også lidt for enøjet mod nationalisme og populisme?

For apatien og medløberiet kan jo give plads til ekstremisme fra mange politiske hjørner, fx ekstreme klimaaktivister, ekstreme islamister, ekstreme kristne, ekstreme venstreorienterede, ekstreme racister, ekstreme feminister, ekstreme dyreaktivister eller bare ekstreme småbørnspædagoger. Alle, som har den rigtige plan for samfundet og er parat til at være konsekvente i deres tro og presse alle andre i samme form, og ja, hvis alle andre bare klapper kaje, bukker sig og passer sit – så er risikoen at tosserne tager over.

Det skete i Tyskland. Derfor et Tysk Liv. Det kunne være sket hvor som helst. Det kan ske når som helst.

Der burde nok have været en lille introduktion til hvem Thore D. Hansen er, for han vil for de fleste danske læsere være helt ukendt.

pomselbogforsideBrunhilde Pomsel
Et Tysk liv
fortalt til Thore D. Hansen
Gyldendal
2013