Anmeldelse. Anita Berber var inkarnationen af en femme fatale. Hun var mere berygtet end berømt i Berlins natteliv i de tidligere 1920’er i Berlin. I byen hvor alt blev tolereret og tilladt blev hendes fejringer af fordærv, rædsel og ekstase fordømt og forbudt. Anita Berber kunne det der med at gå over en streg. Mel Gordon har beskrevet hende i biografien ”The seven addictions and five professions of Anita Berber”. Træd med ned i syndens hule.
Anita Berber gjorde sig bemærket som berygtet skuespiller, danser, poet og dramatiker i Weimarrepublikkens Berlin. Hun kunne møde op på en restaurant, en natklub eller et kasino splitterravende nøgen – blot dækket af en elegant zobelpels, med sin ynglingskæle abe hængene om sig og en sølvbroche pakket med kokain. Klar til fest. Der findes vist ikke den kultur på jorden, hvor hun ikke ville vække opmærksomhed.
Og hun var et talent. Anita deltog i ekspressionistiske film sammen med Conrad Veidt og instrueret af ingen ringere end Fritz Lang. Hendes skøre og visionære danse inspirerede Marlene Dietrich og Leni Riefenstahl. Hun så ingen grænser mellem hendes personlige liv og hendes de tabuer hendes optrædener rystede.
Mel Gordan betragter hendes som Europas første post-moderne kvinde. Og her må berlin-guide gør ophævelser, for selv i vores post-moderne verden er vi vist ikke endnu nået frem til Anita Berber stadiet.
Mel Gordon følger Anita gennem hendes liv og beskriver fx en aften på kabareten Weisse Maus, hvor forretningsmænd og sælgere fra provinsen brugte deres penge på vin, kvinder og nøgen dans – og ved bordene ved siden af sad Berlins underverden med deres ludere fra Friedrichstrasse. På fotografier bærer de alle maske.
Selvom pigerne i Anita’s dansetrup kunne være til salg, så gjaldt det ikke Anita. Hun tog sin dans meget alvorligt og svarede igen på tilråb fra gulvet. En aften kravlede hun i surhed op på bordet foran en turist og tissede, hvor efter hun greb en champagneflaske og slog den i hovedet på en forretningsmand. Historierne om Anita Berber er livlige.
Men Berlin fik nok af hende. Hun dansede i Hamburg og i Zagreb. I Zagreb lykkes det hende at fornærme Peter ll, den Jugoslaviske konge og hun tilbragte seks uger bag tremmer.
I sommeren 1928 endte hun i Beirut, hvor hun faldt om under en dans. Hun havde tuberkulose og døde den 10 november i Berlin som 29 årig. I Berlin vågnede pressen og omtalte hende som både en attraktion og som nyskabende kunster.
En kritiker, Hans Feld, skrev, at selvom Anita var fordømt som inkarnationen af det perverse, så repræsenterede hun en hel generation. Det var nok at strække det lige lovlig langt.
The seven addictions and five professions of Anita Berber skal du på nettet, fx Amazon, for at finde. Eller måske du kan bestille den hjem via en boghandler, hvis der er nogen der stadig gør det. Der er masser af fine billeder i bogen, og her kan man faktisk fornemme, at 1920’erne brølede så snot, safter, spiritus og høj musik stod en i øjne og ører. Dette er Babylon Berlin.
Mel Gordon
The seven addictions and five professions of Anita Berber
Feral House
2006
Please wait...