Anmeldelse. Den tyske soldat Heinrich ”Heinz” Wiesenhöfer gjorde krigen med på tysk side som soldat i Luftwaffe – og undervejs mødte han i et kort glimt en dansk pige. Men et forhold mellem en dansk pige og en tysk soldat var nærmest en umulighed på det tidspunkt. Krigen rullede Heinz videre. Men pigen glemte han aldrig. Næsten et liv senere rejste Heinrich som enkemand til Danmark for at finde den danske pige igen.
I november 2008 gik Heinz på folkeregisteret i København for at få hjælp. Her sad Susanne Kragh på kontoret og hun lyttede til Heinrichs historie og besluttede at hjælpe Heinrich. Og pigen, i bogen kaldet Henriette, havde heller aldrig glemt Heinz.
Romantisk og rørende.
Susanne Kragh glemte heller ikke Heinz, men fik hele historien om Heinz opvækst og liv i krigen i noter, dokumententer, fotos og lydoptagelser – og påtog sig at redigere og skrive Heinz’s historie. Det blev til bogen ”Heinz i Hitler Luftwaffe – et tysk vidnesbyrd fra 2. Verdenskrig”.
Heinz fik hele 2. verdenskrig med udstationeringer på Østfronten, på Sicilien, rundt om i Tyskland, i Holland og i Danmark, hvor han i en periode var i på flødeskumsfronten i Kastrup Lufthavn. Det var her han på stranden mødte sin Henriette.
Barndom og ungdom i Nazismens skygge
Heinz voksede op i Datteln i det nordlige Ruhr distrikt i små middelklassekår, blev tagdækker lige som sin far, og en dygtig håndværker. Familien var katolsk og faderen politisk aktiv og familien blev aldrig nazister, selv om Heinz blev medlem af Hitler Jugend for at kunne få lov at flyve. Når vi følger Heinz opvækst kunne det være historien om næsten hvilken som helst ung mand i 1920’erne og 1930’erne.
Heinz fortælling viser, hvor stærk indflydelse nazisterne også havde samfundets civile organisationer og uddannelsessystemet. Hvis du ikke var for nazisterne, var du nok imod. Og blev holdt ude for: dårligere karakterer i skolen, ikke adgang til alle uddannelser, begrænsninger i karrierevejene. Det var et pres ned gennem samfundet, som må have været meget vanskelig at modstå. Det virkede så godt, at kommunisterne i DDR nærmest overtog det uændret – bare med en hurtig ændring af fortegnet.
Heinz blev indkaldt som soldat og kom i træningslejr nær Warszawa. Han fortæller i bogen om de glimt at jødeforfølgelse han ser, eller umenneskelig behandling af straffefanger, men det var ikke noget, som han den gang tog så tungt. Han troede på propagandaen om, at jøderne blev samlet og kunne bo og arbejde i ghettoerne. Omfanget af myrderiet forstod han og mange andre ikke. Først da han kom i nærheden af østfronten forstod han dybden af, at nogen mister livet i krig.
Hitlereden der bandt
Når de tyske soldater var færdige med rekruttiden, aflagde alle et højtideligt løfte, en ed, om at ville være føreren, Adolf Hitler, tro til det sidste: ”I Guds navn sværger jeg denne hellige ed på, at jeg ubetinget vil adlyde lederen af det tyske rige og folk, Adolf Hitler, den tyske Wehrmachts øverste leder, og at jeg som en tapper soldat vil være rede til enhver tid at give mit liv for denne ed.”
For Heinz var det ikke bare ord. Det var ord der bandt, og først da beskeden om at Adolf Hitler havde gjort selvmord i førerbunkeren i Berlin følte han sig løst for løftet. Sådan var der nok mange tyskere der havde det.
Foto: Heinrich Wiesenhöfer. Heinz havde som en af de få soldater et kamera med i krigen.
Heinz var i kamp på østfronten i angrebet på Rusland og senere på vestfronten i krigens sidste dage, hvor han fik skudt sine fingre af. Det mest af krigen arbejdede han på flyvepladser bag linjerne.
Det er ikke verdenshistorien som rulles op her – og dog, det er verdenshistoriens blodigste konflikt set med en almindelig tysk soldats øjne. Det er gennem de personlige beretninger, at vi i glimt kan forstå krigens omfang og uhyrlighed - og det totale diktaturs jernhårde greb om et menneske. Det har været tæt på en umulighed at arbejde imod og sige fra. De få, der sagde fra, mistede livet. Langt de fleste gjorde som Heinz.
Derfor er Heinz Wiesenhöfers historie både relevant og interessant. Heinz Wiesenhöfers ønske var at fortælle, hvad krigen har betydet for ham, og hvordan den har påvirket hans liv. Heinz mente, det var på tide, at øjenvidneberetninger fra den menige tyske soldat under 2. Verdenskrig blev udgivet, så også deres side af krigen blev fortalt, specielt fordi han følte, at det var et tabubelagt emne. Dette ønskede han at gøre op med.
Heinz Wiesenhöfer døde i 2014.
Feltmadrasser, forræderi og romantik
Henriette hører vi ikke så meget om i historien, og hun optræder under pseudonym. ”Tyskertøser” og ”feltmadrasser”, unge piger, som havde haft et romantisk forhold til tyske soldater under besættelsen, fik en hård medfart den dag, da krigen sluttede og regnskabet blev gjort op. Nogle blev aldrig tilgivet, historien blev mørkelagt. Det var ikke noget man talte om. Det blev set som landsforræderi. Det er tabu.
I dag, selv to generationer efter 2. verdenskrig, ville det stadig være kontroversielt at stå frem i eget navn, selvom forholdet begrænsede sig til et uskyldigt kys, hold i hånd på stranden, og et langt blik, samt breve. Borgerligt, fint og romantisk – og alligevel helt, helt forkert at falde for fjenden midt i krigen.
Vores forhold til tyskere og Tyskland er på mange områder normaliseret – men mange, der endnu husker tiden kan også genkalde sig følelserne – og overløbere, stikkere og feltmadrasser – og deres børn og familier - må stadig bære mærket som ”landsforrædere”.
Ikke noget at sige til, at det er svært at stå frem. Det ville være spændende at høre mere om Henriette og hendes historie, men Henriette døde i 2013.
Fin fortælling
Susanne Kragh har lagt kræfterne i for at formidle Heinz og Henriettes historie og selv udgivet bogen gennem Trykværket i Aarhus. Det er ikke bare at skrive en bog, som skal være værd for andre at læse. Det kræver kritisk redigering, korrekturlæsning samt dokumentering og faktatjek i et stort omfang, og Susanne Kragh har da også tak til en lang række personer, som har været involveret i tilblivelsen over fem år.
Sproget flyder let og levende. Bogen er desuden flot illustreret med kort over Heinz rute gennem krigen, masser af fotos fra Heinz ungdom og soldatertid, fotos af dokumenter som fx soldaterbogen.
Berlin-guide slugte bogen i en stor mundfuld fordi Susanne Kragh har formået at få en spændende ”page-turner” ud af materialet, uden at Heinz stemme drukner. Indimellem bryder Susanne Kragh kort ind med en lille forklaring, men ellers er det i det store og hele Heinz Wiesenhöfer historie.
Det er ikke den første bog, der er udkommet på dansk om almindelige tyskeres oplevelse af krigen. Men hovedvægten af den tilgængelige erindringslitteratur på dansk om 2. verdenskrig handler om danskere i 2. verdenskrig (frivillige soldater, politi, modstandsfolk, spioner, politikere) og udenlandske erindringer har typisk været fra de ledende politikere eller militærfolk. Den menige tysker har vi ikke hørt så ofte fra.
Bogen er bestemt værd at læse. Det er godt gået Susanne.
Susanne Kragh (red.)
Heinz i Hitler Luftwaffe – et tysk vidnesbyrd fra 2. Verdenskrig
Trykværket
2018
304 suder
Bogen kan købes på Trykværkets hjemmeside eller bestilles gennem din boghandler.
Please wait...