|
Øl, sommer og sol hører sammen i Berlin, hvor der er mange gode muligheder for at trække sig tilbage i en skyggefuld have og nyde et godt krus øl. Nogen steder brygger de selv - andre ikke. Her er det stemningen det kommer an på. En god Biergarten kan være et næsten poetisk sted at opholde sig på en varm sommer dag. Brug de varme sommer eftermiddage til at finde din favorit Biergarten.

Listen herunder er opdelt efter område i byen. De fleste steder serverer også solid mad, der passer til øl. Er du helt vild med at smage mange forskellige øltyper bliver du måske lidt skuffet. De fleste har Berliner Pilsner, Weizbier, Dunkel-øl og Berliner Weisse på programmet. Måske Becks på flaske. Men ikke noget fancy. Enkelte har deres eget bryggeri. Er du nysgerrig efter øl - så skal du læse vores øl guide.
Biergartens i Berlin er nok lidt mere rå, storbyagtige end hvad du måske har mødt i Bayern og München. Her er ikke lederhosen og hornmusik til øllet, sang og bægerklang.
Kreuzberg
Heinz Minki, Vor Schlesischen Tor 3 er et klassisk Kreuzberg sted med en en stor æblehave at drikke øl i. I det hele taget er det et ret fint kvarter at hænge ud i omkring Schlesischen Tor.
Cafe Brachvogel i Brachvogelstrasse er en af vores hemmelige favoritter. Stille mellem træerne, ned til Landwehrkanal med både legeplads og diskret minigolfbane. Den kan vi li.
Golgatha, Dudenstraße 40 ligger i det sydvestlige hjørne af Victoria park i Kreuzberg og er et populært Kruzberger udflugtsmål. Skyggefuldt og da vi var der var de rigtig gode til at skænke øl.
Schöneberg
Biertempel 2, Boelckestraße 28 ligger lige bag ved Victoria park. Mad i ordentlige portioner. Lokalt sted, der på hjemmesiden reklamerer med at de støttes af glarmester Glas Teufel og BoBoEx vvs installationer.
Charlottenburg
Schleusenkrug, Müller-Breslau-Strasse ved Landwehrkanal er bestemt et favorit sted. Er I flere, så bestil tid, for Slusekroen ned til vandet er et populært berliner udflugtsmål midt i byen. Også godt om vinteren indendørs til en kop varm kakao, når du har vandret rundt i Tiergarten.
Cafe am Neuen See i Lichtensteinalle 2 ikke langt fra Schleusenkrug er et af Berlins største ølhaver med plads til over 1000 gæster
Prenzlauer Berg
Prater, Kastanienalle 7-9 midt på Prenzlauer Berg har tradtioner tilbage til 1837. Kæmpehave, store træer og dejlig primitiv, direkte ølskænkning fra træskure.
Mitte
Löwenbrau på Leipziger Straße 65 ligger få skridt fra Gendarmenmarkt og tager dig tilbage til Bayern med langbænke. Kommer du i oktober er der gode chancer for tyroler musik også. OK - det er jo ikke en egentlig Biergarten, men alligevel et stemningsfuldt sted at hænge ud på en kold efterårsdag.
Neukölnn
Villa Rixdorf Café Restaurant, Richardplatz 6, Neukölln, Telefon, 030 6808-6000, www.villa-rixdorf.com. Ligger midt på den skønne Richardplatz i den bøhmiske landsby. Hyggelig biergarten med lopperier og skøre skilte. Portionerne er ganske enorme, men ikke så hurtigt serveret.
Brauhaus in Rixdorf, Glasower Strasse 27, 626 88 80, er et pragtfuldt sted om sommeren. Restauranten ligge i en gammel fabrikantvilla med en skøn have. Her brygger de selv øl, og maden er nu ikke så ringe. Passer godt til øl. En favorit. Med legeplads til børn.
Burg Am See, Ratiborstraße 14, ligger lidt på afstand af offentlig transport. En tyrkisk præget biergarten og spisekortet er da også lidt anderledes her. Tendy.
Zenner Biergarten, Alt-Treptow 14 ligger mellem søen og det sovjetiske mindesmærke i Treptow. På en skøn sommerdag ned til søen med en Berlinerweisse i glasset bliver det næsten ikke bedre. Smukt, smukt, smukt. Giv resten af brødet til de fede ænder der på stedet. Zenner biergarten har været et populært udflugtsmål i Berlin siden 1822. Du kan være heldig - eller uheldig - at der er live musik på stedet. http://www.eierschale-zenner.de/
Reinickendorf
Alter Dorfkrug, Alt-lubars 8, 92120230, har træer og hygge og øl - og en legeplads til ungerne.
Spandau
Maisel´s på Imchenallee 44 har en skøn udsigt ud over Havel. Slap af her og få grill menuen med.
Steglitz-Zehlendorf
Filuu, Drakenstrasse 60 har en dejlig have med gamle frugttræer og en skøn gammel villa.
Die Fischerhütte am Schlachtsee, Fischerhüttenstraße 136. Fredeligt ved søbredden. Er du på de kanter bliver det næsten ikke bedre.
Dahlem
Luise, Königin-Luise-Straße 40-42 gammelt og hyggeligt.
Potsdam
Meierei - Brauhaus, Im Neuen Garten 10, 14469 Potsdam Tel (0331) 704 32 11. http://www.meierei-potsdam.de/. Ligger smukt ved søen og få skridt fra Cecilienhof, hvor Potsdam konferencen fandt sted, hvis I er på udflugt på de kanter. Top spitse klasse udsigt på en varm sommerdag. |