Georg Brandes i Berlin

georgbrandesGeorg Morris Cohen Brandes, 4. 2. 1842-19. 2. 1927 også kendt som Georg Brandes havde også et forhold til Berlin. Georg Brandes boede i Berlin fra 1877 til 1883. Det har han skrevet om i bogen “Berlin som tysk Rigshovedstad” og i sin selvbiografi, Levned.

Georg Brandes - Foto fra WikipediaTekststykkerne nedenfor er fra "Levned", som er blevet scannet og lagt på nettet af projekt Runeberg. De er her bragt i uddrag. Små portrætter af tidens tyske mænd: Kejseren, Kejserinden, Bismarck, Lasker, Beseler, Mommsen.

Georg Brandes boede i Berlin blot 13 år efter Danmarks nederlag til selvsamme Bismarck.

 

 

 

 

 

 Uddrag om Berlin fra "Levned" 

af Georg Brandes

Det Berlin, hvortil jeg kom, var Wilhelm I´s, Bismarcks og Moltkes Berlin. Seks Aar var gaaede hen siden Rigets Oprettelse og siden Byens Forfremmelse til Tysklands Hovedstad. En umaadelig Opblomstring havde været Følgen; en stærk Foretagelsesaand var vakt, der havde givet sig sunde og skrøbelige Udslag under den Drift til hurtigt at berige sig, der en Tid lang havde bemægtiget sig mange Sjæle; men mig personligt, der kun oversaa et Udsnit af Tilstandene, berørte ikke Tidens Usundhed, ikke Svindelen ved Stiftelsen af Aktieselskaber og deslige, men kun det almindelige Opsving, Pustet fra store Forhold, der tilmed var i Vækst.

Fra et svækket Land, hvor de herskende Klasser var demoraliserede ved Nederlaget i en Krig, hvis sande Aarsager søgtes bortforklarede eller bortløjede, et Nederlag, der langsomt maatte forvindes, var jeg forflyttet til et Land, hvilket en uhørt Rækkefølge af Sejre havde givet Selvtillid, og til en By, hvis Tiltrækningskraft en ny Midtpunktstilling mangefold havde forøget.

Den gamle Kejser, der efter Revolutionen 1848 havdeværet saa forhadt i Berlin, var nu almenyndet, ja elsket. Man anerkendte hans dybe Hæderlighed, hans Pligtfølelse, hans Haardførhed og hans personlige Tapperhed, som den havde lagt sig for Dagen i Slaget ved Königgratz, hvor han var steget af Hesten og staaende midt paa en Vej havde bragt flygtende Tropper til at standse.

En pessimistisk Filosof, der engang i tre Uger havde været i Telt med Kejseren, ytrede til mig, at han ansaa ham for "en ideal Karakter". At Kejserens Intelligens ikke stod i Højde med hans Karakter var bekendt; selv Bismarck undlod i Omtale ikke at beklage sig derover. Kejseren vidste ogsaa godt, hvorledes Bismarck talte om ham. Men han havde det i sig af en sand Regent, at han til fulde forstod sin Kanslers politiske Værd, og hvor stærkt man end stræbte at paavirke ham imod Bismarck, han slap ham aldrig og vilde aldrig give ham den halvt paa Skrømt halvt i Harme tidt forlangte Afsked.

Kejserinden var ikke elsket. Man vidste om hende, at hun var Bismarcks Modstanderinde, at hun stødtes tilbage af hans Personlighed og misbilligede den Kamp, han førte mod den katolske Kirke. Hun havde som ung Prinsesse af Weimar været Goethes Elev og havde tidligt indsuget en Verdensborgeraand, som i Datidens Tyskland var ilde anskrevet. Hun nærede en næsten udæskende Forkærlighed for det franske Sprog og havde bestandig en fransk Forelæser; i den Tid, jeg opholdt mig i Berlin, først Jules Laforgue, den fine unge Digter, der efter sin Død blev forgudet, omtrent som Obstfelder i Norge, senere den af Gambetta stærkt beskyttede Gérard, der nu er fransk Minister i Tokio. Medens Jules Laforgue var en naiv, uverdslig ung Mand, der sværmede for Paul Bourget paa dennes datidige Udviklingstrin, var Gérard en saare kølig Personlighed, der med en vis Paatrængenhed stræbte at faa Indpas i Berlinerselskabet, og som forøvrigt kunde regne med Forfremmelse ad Beskyttelsens Vej.

Bismarck stod tiltrods for sin Orlov da paa Magtens Højdepunkt, var netop i Færd med at skille sig fra de Nationalliberale for at regere med de Konservativeog med at opgive sin Frihandelspolitik til Bedstefor Værnetold. Han forstod til Gavns med falsk Venlighed at lokke de Ministre ud i Afgrunden, som Hensynet til Kejseren gjorde ham det vanskeligt at skille sig ved. Naar han talte i Rigsdagen, var der Dødstaushed. Han anstrengte sig ikke for at opnaa den Veltalenhed, der bestaar i et flydende Foredrag; den var ham negtet af Naturen, og han satte øjensynligtingen Pris paa den. Han stod gerne ligesom usikker og legede med en Blyant, søgte sine Ord, prøvede sig frem; men hans Genialitet røbede sig i, at han af og til formede en Sætning, der var saaledes præget, saa anskuelig og saa drivende af Liv, at den forblev uforglemmelig. (Saaledes naar han mod Lasker talte om de Byherrer, der ikke forstod Landmanden: "Vor Sol bager dem ikke, vor Regn gør dem ikke vaad").

Men selv naar hans Tale ikke frembød stærke Lyspunkter, virkede den dog overlegent som kommende fra den eneste Mand i Rigsdagen, hvis Navn man endnu vilde huske og kende om 500 Aar. Forestillingen der om, som Medlemmerne ikke kunde unddrage sig, gav hans Ord en Autoritet, som ingen andens havde, selv om de var sandere og rigtigere end hans. Enhver nogenlunde anset Fremmed, der lagde sit Korti Rigskanslerpalæet, modtog en Indbydelse til en af Fyrstens store Bierabende; men det kunde ikke falde mig ind at søge Bismarcks personlige Bekendtskab, saa lidet som jeg i Paris havde stræbt at gøre Victor Hugos. (Berlin-guide: Georg Brandes har ikke manglet selvfølelse).

Jeg sagde mig selv, at hvor interessant det kunde være for mig at faa et personligt Indtryk af slige store Mænd, saa kunde dog ikke jeg have fjerneste Interesse for dem. - Jeg fulgte imidlertidmed største Opmærksomhed Bismarcks Handlinger, Taler og politiske Planer og kom derved efterhaanden til at fjerne mig stærkt fra de Liberales Opfattelse af ham, saa meget jeg end ellers sympatiserede med dem.

Bismarck - foto fra WikipeidaDa Bismarcks afgørende Brud med Manchester-Principerne havde fundet Sted, forekom den Maade, hvorpaa de Frisindede førte Kampen imod ham, mig saa urimelig, at jeg fire Aar efter min Bosættelse i Tyskland, offentliggjorde en Artikel, Statssocialismens Modstandere, hvori jeg trods meget stærke Forbehold gav ham Ret overfor dem.

Jeg skrev i den: "Det vilde være stiv Doktrinarisme, hvis man under den nu staaende økonomisk-politiske Strid, blot paa Grund af Regeringens Heldning til den religiøse Reaktion samt dens Benytten sig af de gamle Stamme- og Stands-Fordomme, vilde betegne den som ubetinget reaktionær, og tro, at Fremskridtsmændene i dette Tilfælde betyder Fremskridtet. Tvertimod! Det er her Bismarck, som betegner det moderne Standpunkt, eller rettere sagt Omvæltningen, fremfor Alt Initiativet, det geniale Vovestykke, og det er Fremskridtspartierne, som betegner den tankefattigeog ufrugtbare Konservatisme. "*)

Jeg havde den Tilfredsstillelse, at Hørup gav mig Ret i denne Synsmaade; men jeg behøver neppe at sige, hvilken Opstandelse min Artikel foraarsagede i den frisindede Lejr, hvor jeg i Berlin selv havde opslaaet mit Telt. Forbitrelsen var ikke ringe; jeg blev atter og atter angrebet i Bambergers Organ, Die Tribune; Mommsen skummede; de mange, der vilde mig vel, lod migforstaa, at jeg havde skadet mig uberegneligt. Men til det gode tyske Selskabs Ære maa det siges, at et halvt Aar derefter havde man til givet mig min Uoverensstemmelse i politisk Grundsyn og glemt det Hele.

Til Gengæld blev hin Artikel med Udeladelse af denfor Bismarcks Tilhæng lidet smigrende Begyndelse og Slutning aftrykt og lovprist i det Uendelige af de Liberales Modstandere. Bismarcks Pressebureau lod den indrykke i alle de Blade i Indland og Udland, der stod til dets Raadighed; den blev sikkert offentliggjort i mindst en Million Eksemplarer og er af alt, hvad jeg har skrevet, det, som har faaet størst Udbredelse.

Kejserens anden Paladin, Rigets og Byens anden store Navnkundige, Grev Moltke, havde jeg hver Dag for Øje. Han havde nemlig sin Embedsbolig i min umiddelbare Nærhed i Generalstabsbygningen, som ligger for Enden af Gaden In den Zelten, hvor jeg havde mit Hjem. (In den Zelten lå i Tiergarten omtrendt hvor Haus der kulturen ligger i dag - Berlin-guide. dk) 

Ogsaa han interesserede mig højlig; jeg stræbte at forstaa hans Væsen gennem Studiet af hans Skrifter. Jeg saa hans Forhold til Danmark i et mildere Lys end før, efter at jeg havde lært, at han var tysk i sit Udspring, og at han forgæves havde søgt Forfremmelse i den danske Hær - som jo desuden ingen Udviklingsmuligheder havde budt ham - og jeg udkastede efter nogle Aars Forløb en Skildring af ham. Den blev ham tilsendt i dens oprindelige Form, som den stod i dansk Illustreret Tidende, og han, der jo kunde Dansk til Fuldkommenhed, svarte med et artigt og paaskønnende Brev.

Paa det Tidspunkt, da jeg ankom til Berlin, stod Eduard Lasker paa sin Anseelses Højde. Han havdeværet en af Stifterne for det nationalliberale Partiog var nu dets anerkendte Fører. Hans Retsind, hans Kundskabsrigdom, hans overordentlige Arbejdskraft og hans Slagfærdighed i det parlamentariske Ordskifte havde grundlagt hans Stilling. Som udmærket Jurist havde han havt en Hovedlod i det nye Riges organisatoriske Love, i Justitslovene osv. i den Tid, da det nationalliberale Parti arbejdede Haand i Haand med Bismarck.

Han havde bevist personlig og parlamentarisk Uforfærdethed, da han i 1873 angrebde saakaldte Gründer-Svindlerier og særligt den mægtige Geheimeraad Wagner for den Del, han havde idem. Selv var han en fattig Mand, renhændet, renlivet, tilfreds med at virke for sine Ideers Sejr. Hans politiske Stilling ændredes fra den Dag (8. Marts1878), da Bismarck faldt over ham, fordi han talte for en vis Selvstændighed hos den projekterede Vicekansler. Jeg traf Lasker i Selskab den samme Dags Aften; han var oprørt over den Maade, hvorpaa Bismarck havde overfuset ham, men kendte Kansleren godt nok til at vide, denne havde sine Stemninger saaledes i sin Magt, at han ikke gav dem Luft, uden han havde en dybere Hensigt dermed.

Hensigten var, som det snart blev klart, at skille sig af med de Nationalliberale; men hvad Lasker ikke forstod, var, at Bismarck altid havde hadet ham, selv da han modtog hans Bistand og brugte hans Indflydelse, hadet ham med Adelsmandens Had til Opkomlingen, Junkerens til Jøden, Despotens til den Liberale og Virkelighedsmandens til den Doktrinære. Hvor dybt dette Had gik, viste sig skarpest ved Laskers Død i 1883, da Bismarck vægrede sig ved at modtage en ham til Forelæggelse for Rigsdagen tilsendt Condolence-Resolution fra Repræsentanternes Hus i Washington.

Den opvoksende tyske Ungdom holdt ikke af Lasker. Han var for den det nationale Frisinds sidste Patetiker; Modernisterne blandt den sagde, de led ikke Schiller, fordi han havde skabt Marquis Posa, og ikke Posa, fordi Lasker nedstammede fra ham. -I Selskabslivet kunde Lasker være lærerig, men hanvar ikke underholdende; det faldt ham ikke ind at han kunde kede; han talte i en Dagligstue somi Rigsdagen, og fremstillede for Damer politiske ogsociale Fagspørgsmaal, for hvilke disse nøjedes medhøfligt at hykle Interesse. Athene var ham huld; men han havde aldrig bragt Chariterne noget Offer.

Herr von Grüner havde længst trukket sig ud af det politiske Liv. Midt der i stod en anden hidsig Modstander af Bismarck, den store Filolog og Historieskriver Theodor Mommsen, et Vidunder af Lærdom, ladet med Lidenskab. Det var just ingen Anbefaling hos ham at være dansk; thi som født Tysk slesviger og oprindelig dansk Undersaat hadede han Danmark. Han kendte alle Landets og Folkets Svagheder, ingen af dets Fortrin. Da jeg iet Selskab blev forestilt for ham som dansk Skribent, sagde han de just ikke smigrende Ord: Sie wissen, wenn man einen Dänen hänseln mil, erinnert man ihn nur an seine Litteratur. For ham var Danmarks Literatur dets Skamplet. Og naar man spurgte, hvad han deri agtede saa ringe, svarte han i første Linie: Ingemanns Romaner. De forekom ham Indbegrebet af barnagtig Latterlighed.

Om Grundtvig som Historiker havde han ingen højere Mening end om Ingemann som Digter. Faa Spørgsmaalet, om han da ikke vurderede Holberg, svarte han: Aa jo, med Maade, det er Molière oversat paa Hollandsk; Holberg minder om ham som Æslet om Hesten. - Saa bragte han Talen paa de danske Filologer. Jeg fremhævede Madvigs Soliditet og sikre Skelneevne; men Mommsen havde havt Sammenstød med Madvig angaaende romerske Antikviteter og kaldte ham med Forbitrelse en tungfodet Spidsborger. Han er slem, sagde han, men Ussing, hans Abe, langt kummerligere og værre. (En lignende Uvilje imod Madvig traf jeg hos den sindrige Filolog Otto Ribbeck, Professor i Leipzig, der ofte kom til Berlin. Han var anlagt til fin Forstaaelse af Poesi og indvendte imod Madvig:han har aldrig forstaaet nogen Digter).

Den stærke Beundring, jeg nærede for Mommsens Romerske Historie, bragte mig ikke til at tillægge hans mundtlige Ytringer mere Værd, end de fortjente. Hans Lidenskab løb af med ham, og han beflittede sig ikke paa Upartiskhed, neppe paa Retfærdighed. Kom Talen paa Nationalitet, Humanitet eller Politik, var hans Tale flammende.

Det er bekendt, med hvilken Mangel paa Maadehold han, som Richard Wagner, i Krigens Tid udtalte sig om det franske Folk. Han bevarede længe derefter Ringeagten for fransk Aand, særligt for Videnskabelighedeni Frankrig. Der er, sagde han, udenfor Paris ikke Glimt af videnskabelig Sans; i den Henseende staar den mindste italienske By over Byer af et Omfang som Lyon eller Bordeaux. Men samtidigt afskyede og foragtede han det tyskeFædrelander i, særligt som det gjorde sig gældende i den Bevægelse mod Jøderne, der netop da blev ophidset og greb om sig.

Den begyndte ved Aaret 1879, ni Aar efter den nationale Krig mod Frankrig, som Jødeforfølgelserne i 1819 havde fulgt den nationale Rejsning mod Napoleon i seks Aars Afstand. Begge Gange havde Tyskere af jødisk Troesbekendelsekæmpet i Rækkerne med dem af protestantisk og katolsk Konfession; i den sidste Krig havde endog et Antal af 327 Jøder faaet Jernkorset for udvist Tapperhed. Ikke desmindre appelleredes der nu til Racehadet, og Mommsen var den første og ivrigste til Genmæle, dels idet han satte sit Navn under Notablernes Protest, dels idet han udgav et overlegent Indlæg i Sagen. Mommsen var som bekendt en Tilbeder og Dyrker af Cæsar; enhver Modstander af den store Cajus Julius fik i hans Historie et skrækkeligt Vidnesbyrd.

Man kunde da paa Forhaand have troet ham gunstigt stemt mod Bismarck. Men han havde ikke for intet alleredei 1857 taget sine Forbehold mod Cæsarismen. Han afskyede Bismarck og som Politiker bekæmpede han hamaf yderste Evne, saa i ham kun Frihedsfjenden. Han ledikke Gambetta bedre, og besynderligt nok jævnførtehan i visse Henseender de to Mænd. "Pas paa deres Omgivelser, sagde han en Dag til mig, slige Mænd kanbedst bedømmes efter deres Omgivelser. For Gambettas Vedkommende er det Bohemen, for Bismarcks en endnu værre Sort".

Det slog mig hos Mommsen, som det ogsaa ellers I mit Liv har slaaet mig hos højt ansete Historikere, omend af ringere Rang end han, at de overfor SamtidensMennesker jævnlig er middelmaadige, undertiden slette Psykologer, undervurderer eller overvurderer, saa det viser sig, at der ganske fattes dem den Sikkerhed i Skønnet, som den literære Kritiker paa sit Felt slet ikke kan undvære. Paafaldende er det dernæst, saa ofte Historikere af Faget overfor deres Samtid hefter sig ved Sladder, tror paa Sladder. Dette gør da undertiden deres Domme om den fjerne Fortids Mennesker mindre tillidvækkende. Dog for Den, som har følt, at den fulde historiske Sandhed er et uopnaaeligt Ideal, gør dette ikke Historieskriverne synderligt mindre tiltalende.

Theodor Mommsen - Foto fra WikipediaGeniale Mænd som Mommsen eller som Michelet virker, selv naar deres Følelser river dem med, ved den Blanding af Virkelighedsstudium og Fantasi, hvormed de giver store historiske Billeder, der overgaar al fri, saakaldt historisk Digtning. Den udmærkede gamle Mand, der med sit skarptskaarneAnsigt, sit ildfulde Blik og sit lange hvide Haar saaud som en Tankens Fyrste, havde en Svaghed, han end ikke i det selskabelige Samkvem formaaede at skjule:Nogle faa Glas Rhinskvin steg ham til Hovedet. Efter at jeg flere Gange havde set ham omtaaget af Vinen, vovede jeg en Aften, da jeg sad overfor ham ved et Bord og med Uro saa ham stadigt paany række Haanden ud efter Flasken, at spørge ham, om han ikke ønskede noget Vand i sin Vin. Han gjorde hurtigt en afværgende Haandbevægelse og svarede: "Hvortil? Der er jo allerede Vand i selve Vinen". - Den Aften sad han ikke længe derefter bevidstløs med stive Blikke, og maatte hjælpes ned ad Trappen til en Vogn.

I det samme Aar rejste Mommsen sig en Formiddag i Rigsdagen og holdt en saa forvirret Tale, at hans politiske Venner omringede ham og stræbte at overdøve hans Ord, mens de sendte Bud til Stenograferne med Bøn til dem om ikke at referere hvad disse ligefuldt kunde opsnappe. Stenograferne fulgte Vinket af Respekt for den store Mand. Naar Mommsen ikke lang Tid derefter kom til at stikke sit kostbare Bibliotek i Brand, saa der i Tyskland maatte aabnes en Subskription for at erstatteden nationale Historiker de tabte Bogskatte, har rimeligvis ogsaa ved den Lejlighed hans ulykkelige Svaghed gjort sig gældende og været Ildløsens Aarsag.

Foruden Mommsen var der en anden gammel danskfjendtlig Slesviger, hvem jeg i det Berlinske Selskabsliv lærte at kende; Politikeren og Universitetsprofessoren Karl Beseler. Under hele min Opvækst havde jeg i Danmark hørt Navnet Beseler forbande, saa det var ikke uden nogen Sindsbevægelse, at jeg en Dag stod Ansigt til Ansigt med Navnets Bærer. Det var dog især Broderen Wilhelm Hartwig, hvem Forbitrelsen i Danmark gjaldt, da han i Ledtog med Hertugen af Augustenborg havde arbejdet for Hertugdømmernes Løsrivelse, og i Aaret1848 var bleven udnævnt til Præsident for deres provisoriske Regering. (I C. F. Wegeners Bog "Om Hertugen af Augustenborgs Forhold til det holstenske Oprør" faar han derfor kun daarlig Omtale. )

Dog mod Karl Beseler var Danmark nærmest gaaet angrebsvis tilværks. Da han i 1831, 22 Aar gammel, vilde nedsætte sig som Advokat i Kiel, blev Retten dertil ham negtet, fordi han vægrede sig ved at aflægge Hyldingseden til Kongen af Danmark, og ligeledes blev det ham forbudt at erhverve sig Retten til at holde Forelæsninger ved Universitetet i Kiel. Han gik til Tyskland og blevd er en Jurist af første Rang, der fra 1859 var Professor ved Universitetet i Berlin. 1848 havdehan været valgt ind i den tyske Nationalforsamling, og som en Hovedfører for højre Centrum været Medlem af den Deputation, der tilbød Kongen af Prøjsen den tyske Kejserkrone. Han havde da ønsket Tysklands Enhed tilvejebragt paa lovlig Maade. Nu, da den var opnaaet, var han Medlem af det prøjsiske Herrehus.

Karl Beseler var en prægtig Mand, indtagende ved Mildhed og Finhed. Han mindedes med et lille Smil sin Ungdomsvægring ved at hylde Frederik den Sjette. For mig var Berøringen med ham kun forsaavidt lærerig, som den paany viste mig de grundmenneskelige Værdiers Uafhængighed af politiske Synsmaader. Uvilkaarligt havde jeg siden Barndommen forbundet en Forestilling om Falskhed og Forræderi med Navnet Beseler, der en Tid lang i Kjøbenhavn havde været forhadt som vel intet andet. Nu var denne stolte, klare og fine Mand en Beseler; jeg maatte uvilkaarligt slutte, at Broderen var en Mand af lignende Støbning.

Kilder:

Georg Brandes Levned, Gyldendalske Boghandel Nordisk Forlag Kjøbenhavn 1905-1908 Kristiania http://runeberg. org/gblevned/

Georg Brandes: Berlin som tysk Rigshovedstad. Erindringer fra et femaarigt Ophold.

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce