1871 - 1915 Gründerkrise og Wilhelmine. Det nye Tyskland

rigetsgrundlaggelseiversaille1871

Billede: Rigets grundlæggelse i Versailles 1871. I midten Bismarck i hvidt. På podiet Kejser Wilhelm l. Kilde: Müller-Baden, Emanuel (Hrsg.): Bibliothek des allgemeinen und praktischen Wissens, Bd. 4. - Berlin, Leipzig, Wien, Stuttgart: Deutsches Verlaghaus Bong & Co, 1904. - 1. Aufl.

Før Napoleon var bestod det tyske rige af enormt mange hertugdømmer, fyrstedømmer og kongeriger holdt sammen af den romersk-tyske kejser, som sad i Østrig. Det system brød sammen med Napoleonskrigene og i 1815 søgte man på Wienerkongressen at finde en ny løsning.

Det blev det Tyske forbund med 38 tyske hertugdømmer, hansestæder, fyrstedømmer og kongeriger. Førende i det Tyske Forbund var Østrig, men den økonomiske og militære magt gik i løbet af 1800-tallet til Preussen. Der var altså en magt i hver ende af riget der trak: Østrig i syd og Preussen i nord. I længden måtte det gå midt over. Der var små oprør og revolutioner og forsøg på demokrati, men det ville ikke rigtig lykkes. Der kom først for alvor skred i sagerne, da Otto von Bismarck, blev ministerpræsident i Preussen i 1862.


Grunderzeit

Otto von Bismarck førte real-politik og pressede Østrig ud og det Tyske Forbund blev nedlagt med den Preussisk-Østriske krig 1866. Den krig, sammen med krigen mod Danmark i 1864 og krigen mod Frankrig i 1870 viste, at det Preussen og Bismarck, der havde bukserne på. Det gjorde muligt for Bismarck at udråbe den preussiske konge til Kejser Wilhelm l af Tyskland i Versailles i 1871.

Det Nordtyske Forbunds Forfatning (skrevet af Otto von Bismarck) i 1871. Kejserdømmet blev indført og kejseren havde den øverste militære myndighed og udnævnte rigskansleren. Den lovgivende magt lå i fællesskab hos Forbundsrådet af delegerede fra de tyske stater og rigsdagen, hvor der var almindelig valgret. Kejserdømmet stod for udenrigspolitikken og Reichsmarken blev fælles mønt i Det Tyske Rige. Internt havde de enkelte stater stadig stor egenbestemmelse. I Bayern var der fx egen hær og eget postvæsen. 

Det nationale florerede overalt. Det var lidt uklart, hvad Tyskland egentlig var. De tyske lande begyndte ved Rhinen, og den tyske kultur og det tyske sprog mødte man langt mod øst.I Tyskland fik de travlt med at fortælle det tyske folks historie - og ikke blot det preussiske folks historie. Det var historikere som Friedrich Dahlmann (1785–1860), Heinrich von Treitschke (1834–1896), Theodor Mommsen (1817–1903), og Heinrich von Sybel (1817–1895). Tyskland blev floromvundet besunget.

Inudstrialiseringen i Tyskland var sprunget i gang i midten af 1800-tallet og de tyske lande og især Preussen lagde arm med Storbrittanien om at blive Europas førende industrination. De nye industrier var fx Stålgiganten Krupp i Essen, Siemens og AEG med elektrificering og Borsig med lokomotiver i Berlin er velkendte - lige som kemikoncerner som BASF, Bayer eller Hoechst. 

Den gigantiske krigsskadeerstatning fra Frankrig i 1871 var som at hælde benzin på bålet og det gik eksplosivt godt frem til 1873, hvor korthuset væltede med et stort børskrak. Tiden før 1871 kendes som Grunderzeit og tiden efter huskes som Grunderkrise. 

Keizerzeit

Industrialseringens behov for arbejdere betød vandring til byerne og et stort proletariat. Berlin voksede med raketfart. Men med industrien fulgte også velstand og arbejderne fik ret til hjælp ved sygdom, ulykke og graviditet - og pensioner. Der skulle bruges mange boliger og lejekaserne skød op i raketfart. Berlin voksede til at blive en millionby.

lejekasernergrunderzeit

Billede: Byggeri af lejekaserner i Berlin. Af Frederik Keizer, 1875.

Bismarck var moderne med velfærdsstaten. Dengang, i Tyskland, hed det bare Sozialstaat.

Bismarck var bekymret over socialisterne, som han forbød i 1878, og i stedet imødekom han arbejderne med pensioner. Dels for at værne sig mod socialisterne - og dels for at undgå at alt for mange tyskere udrejste til USA, hvor lønningerne var bedre.

På trods af den velmenende socialstat voksede tilslutningen til socialdemokraterne og i 1890 blev anti-socialist lovene opgivet igen. En af de markante socialdemokrater var August Bebel(1840-1913), som blandt andet var formand for SPD og medlem af den tyske Rigsdag. I rigsdagen sad iøvrigt Jens Jessen, som var dansk sindet politiker og redaktør af Flensborg Avis.

Bismarck kæmpede sin egen kulturkamp mod katolikkerne og han lovgav direkte mod at lade paven i Rom bestemmer over den katolske kirke i Preussen. Istedet lod han et protestantisk, regeringsstøttet organ styre den katolske kirke. Den kamp gik ikke så godt og det katolske parti vandet - ikke så mærkeligt - i tilslutning og Bismarck fik brug for deres støtte. Under Bismarck blev den tyske retsstat genopfundet med en klar straffelov.

Tiden bliver ofte omtalt som Kaizerzeit.

Thomas Mann beskrev tiden i bogen Buddenbrooks fra 1901 - og kunstergrupper som "Die Brücke" og "Blaue Reiter" spang op.

Gründerzeit og tiden efter var den gyldne tid, hvor Tyskland for alvor blev nation og lagde grunden til sin enorme magt og indflydelse i Europa og på verdenspolitikken. Det var her industrien blev grundlagt - og jernbanenettet udbygget, hvilket styrkede mobilitet og kommunikation med kvantespring. Jernbanen, som fik samme vækstdynamik igang som internettet i vores dage.

Tre kejseråret 1888

Kejser Wilhelm I blev vældig folkekær og kendt som "den gamle". Han døde i 1888, 90 år gammel.

Hans søn Frederik III fik kortvarigt kejsertitlen. Han var soldat og blandt andet hædret for sit lederskab og sin indsat i den anden schlesvigske krig - altså krigen mod Danmark i 1864. Han holdt kun 99 dage, så døde han af kræft samme år.

Den 15 juni 1888 blev riget's tredje kejser inden for et år udnævnt: Kejser Wilhelm II.

Kejser Wilhelm ll blev så den tredje og sidste kejser indtil riget brød sammen i 1918 og han flygtede til Holland.

Kejser Wilhelm II var ikke så imponeret af al det borgerlige styre. Det var jo kejseren, der skulle bestemme - og også gerne kejserligt hævde sig selv. Bismarck havde troet han kunne styre Wilhelm II, som han havde styret bedstefaderen Wilhelm I: Nemlig ved at blive sur og sige jobbet op, hvis han ikke fik sin vilje.  Men nej, i 1890 da Bismarck ville sende hæren mod strejkende minearbejdere sagde Wilhelm II nej og så trak Bismarck sig som kansler- og Wilhelm II sendte ikke bud efter Bismarck igen. Bismarck var færdig i tysk politik.

Wilhelmine

Med Bismarck ude af døren blev Wilhelm Il blev  dominerende kraft i Tyskland og med sin selvhævdelse på internationalt plan, hvor han fik stødt både franskmænd og brittere fra sig, var han en medvirkende årsag til 1. Verdenskrig i 1915. Tiden kendes også som Wilhelmine i Tyskland.

Wilhelm II havde en længere række - mest adelige kanslere efter Bismarck. Nogen med ganske lange navne.

Bismarcks efterfølger fra 1890-1894 havde det utrolige navn Grev Georg Leo von Caprivi de Caprara de Montecuccoli. Kendt som Caprivi. Hans efterfølger (den 3. kansler) var Fyrste Chlodwig Karl Victor zu Hohenlohe, prins af Ratiboř og Corvey. Chlodwig var Kansler frem til 1901.

Den næste kansler var også fyrste. Han hed Fyrst Bernhard Heinrich Karl Martin von Bülow og havde ovenikøbet danske aner. Bernhard von Bülow arbejdede ganske aggresivt for at Tyskland skulle være den dominerende magt i verden. Bülow trådte tilbage efter en skandale, hvor rygtet gik at han var taget i at kissemisse med sin sekretær, Max Scheefer. Saftigt.

Den næste kansler blev Theobald Theodor Friedrich Alfred von Bethmann Hollweg og han var med til at begynde den 1. verdenskrig. Undervejs fyrede Kejseren ham i 1917, hvorefter han blev afløst af den første ikke-adelige kansler, Georg Michaelis. Men han blev hårdt styret af generalerne Paul von Hindenburg og Erich Ludendorff og måtte gå af. Tilbage med en adelig. Grev Georg von Hertling blev udnævnt til kansler under krigen, men hastigt udskiftet af Prins Maximilian Alexander Friedrich Wilhelm af Baden, der fik til opgave at forhandle våbenhvilen i 1918.

Det Tyske Rige holdt frem til 1919, hvor kejserdømmet brød sammen og blev afløst af Weimarforfatningen, hvor kejseren blev udskiftet med en præsident. Friederich Ebert (SPD) blev den første kansler i Weimarrepublikken. Nye tider - for Ebert var søn af en sadelmager. Princippet var stadig klein-deutchland - Tyskland uden Østrig - men det ændrede Nazisterne og det tredje rige på i 1933.


Nedenfor en lille fotoserie i farver om Wilhelm II.  


Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce