Frederik den Store i slaget ved Zorndorf Carl Röchling (1855-1920)
Syvårskrigen blev udkæmpet fra 1756 til 1763 og omfattede den Preussiske syvårskrig, samt den franske og den indianske krig. På den ene side stod England, Hannover og Preussen og på den anden stod Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen. Spanien og Portugal blev også involveret og krigen blev også ført i kolonierne. Churchill mente, at syvårskrigen derfor var den virkelige første verdenskrig – men det kunne man også mene om trediveårskrigen 145 år tidligere.
I krigen omkom 1,4 millioner mennesker og alligevel var det status quo ante bellum. Krigen ændrede ikke landegrænser i Europa, men verden ændrede sig alligevel. Frankrig tabte sin dominans i Nordamerika og næsten alle franske besiddelser. Uden Syvårskrigen havde verden uden for Europa set en del anderledes ud i dag – og amerikansk kultur havde måske bare være fransk kultur med baguettes og camemberts i Nebraska frem for burgere og corndogs. Krigen var forudsætningen for Storbritanniens vej som imperium og Preussens var blevet europæisk stormagt og havde fået sine besiddelser af Pommern og Schlesien bekræftet.
Helt overordnet fik den preussiske konge, Frederik den 2., overordentligt travlt med at stoppe sine fjender fra at kravle ind over grænserne fra alle sider af Preussen. Hver især var fjenderne stærkere end Preussen – og det var med nød og næppe, held, hurtighed, snilde, krudt og kugler, blod samt et par mirakler, at Preusserne og Frederik den 2. klarede sig. Han blev til Frederik den Store [Friedrich der Grosse] efter den omgang. I det følgende omtales han som Frederik den Store eller bare Frederik.
Tyskerne kalder den preussiske del af krigen for Der dritte schlesische Krieg og den globale del for Der Siebenjährige Krieg. I denne oversigt har især blik for Preussen og Berlin i Der dritte schlesische Krieg.
I 1754 skiftede de europæiske magtbalancer. Rusland var blevet stærkere og ville gerne have mere indflydelse, englænderne angreb de franske besiddelser i Nordamerika. I Preussen kunne man se, at krigen ville nærme sig. For Østrig havde indgået en alliance med Frankrig om at de skulle have Schlesien igen, som Østrig havde mistet til Preussen i den Østrigske arvefølgekrig (1740-1748).
1756 Preussen angriber først
Så Preussen slog først med et angreb på Sachsen i 1756.
Østrig og Frankrig erklærede krig mod Preussen, som blev gengældt af en krigserklæring fra briterne og Hannover. Sverige tog chancen nu da alle gik i flæsket på Preussen og gik med på Østrigsk side mod Preussen for at få Pommern tilbage, nu da alle alligevel var imod Preussen (og Storbritannien og Hannover).
1757 Frederik den Stores lynkrig
Hverken den sachsiske eller den østrigske hær var klar da Frederik den Store indledte krigen. I slaget ved Lobositz hindrede Frederik en isoleret sachsisk armé i at få hjælp fra en østrigsk armé under general von Browne. Men det lykkedes sachserne at forsinke preusserne.
I foråret 1757 tog Frederik igen initiativet ved at marchere mod Prag. Efter slaget ved Prag belejrede preusserne byen, men måtte opgive belejringen efter Frederiks første nederlag i slaget ved Kolin.
Nu angreb Østrig, og da en fransk armé under general Soubise samtidigt nærmede sig fra vest, var preusserne i en presset situation. Frederik den Stores svar var en manøvre som Napoleon senere kaldte "et mesterværk af manøvrering og gåpåmod". I slaget ved Rossbach knuste han den franske armé, og i slaget ved Leuthen gjorde han kål på den østrigske hær.
1758 Preussen kommer under pres fra alle sider
I foråret 1758 angreb Frederik den Store Østrig uden at få noget videre udaf det. I vest gik det bedre, da slog hans tropper franskmændene i både slaget ved Heinberg og slaget ved Krefeld. I øst stod slaget ved Zorndorf i Preussen, hvor Frederiks 35.000 soldater kæmpede mod 43.000 russere under grev Femor. Slaget endte uden nogen klar sejr. Og så tabte Preusserne efterhånden pusten:
25. september 1758 stod slaget ved Tornow, hvor en svensk hær slog seks preussiske angreb tilbage. 14. oktober samme år overmandede østrigerne den preussiske hovedstyrke i slaget ved Hochkirch. Frederik mistede store dele af sit artilleri, men det lykkedes ham at gennemføre en velordnet tilbagetrækning.
1759 – 1760 Preussen mister styrke
I 1759 fulgte flere alvorlige nederlag for preusserne: I slaget ved Kay, også kaldt slaget ved Paltzig, slog grev Saltikov med 70.000 russiske soldater 26.000 preussere under general von Wedell. Hannovers styrker slog 60.000 franskmænd i slaget ved Minden, men Frederik mistede halvdelen af sin hær i slaget ved Kunersdorf. I slaget ved Maxen tvang den østrigske general Daun et preussisk korps med 13.000 mand til at overgive sig.
Det så ikke alt for lyst ud i 1760 for Preussen. Den preussiske general Fouque blev slået i slaget ved Landshut, franskmændene tog Marburg, men fik senere stryg af Hannover, mens svenskerne tog dele af Pommern og østrigerne tog Glatz i Schlesien. I slaget ved Liegnitz sejrede Frederik, selv om hans styrker var underlegne i forholdet tre til en. Mod slutningen af året sejrede Frederik i slaget ved Torgau. Men Preussen havde trods sine sejre mistet mange soldater.
1761 Rusland og Østrig besætter Berlin
I 1761 blev Berlin sågar indtaget af både østrigske og russiske tropper. Først trængte russerne under ledelse af general Totleben ind i Berlin. Berlins kommandant, General Hans Friedrich von Rochow, havde egentlig tænkt sig at overgive sig, men den preussiske general Friedrich Wilhelm von Seydlitz, der var i Berlin for at komme sig efter at være såret, fik organiseret forsvaret af Berlin med 2.000 mand og fik russerne ud af byen igen. En anden general, Frederik 2. Eugen af Württemberg vendte om fra kampe i Pommern og kom Berlin til undsætning. Men så dukkede østrigerne under ledelse af general Lacy også op og angreb Berlin. De besatte Potsdam og Charlottenburg og Berlins forsvarer fortrak til citadellet i Spandau. Derefter overgav berlinerne sig til russerne, der forlangte en stor sum penge. Besættelsen varede kun nogle få dage, så løb rygterne at Frederik den Store var på vej med sin hær, og så fortrak besætterne igen.
Berlin blev angrebet igen i 1762, og selvom der kun var 33.000 til at forsvare Berlin og 90.000 østrigske angribere mislykkes angrebet. Østrigerne vurderede at de havde for mange sårede og for lange forsyningslinjer, så de trak sig igen. Det var det første brandenburgske mirakel.
1762 Det andet brandenburgske mirakel
I 1761 kom Spanien ind i krigen, da landet erklærede krig mod Storbritannien den 4. januar. I slaget ved Villinghausen slog Ferdinand af Braunschweig en fransk styrke på 92.000 mand. Russerne tog et større område i Pommern, mens østrigerne tog Schweidnitz. Storbritannien truede med at trække sin støtte til Preussen tilbage. Eftersom den preussiske hær var mindsket til 60.000 mand, var det klart, at afslutningen nærmede sig. Men så indtraf det andet brandenburgske mirakel:
I januar 1762 døde den stærkt preusserfjendtlige russiske zarina Elizabeth, mirakuløst, og hun blev i Rusland efterfulgt af Zar Peter 3, som holdt med Preussen. Zar Peter 3. trak sine tropper tilbage fra Berlin og fik sikret freden mellem Sverige og Preussen. Det gav Preussen mulighed for at endegyldigt at få Frankrig og Østrig jaget ud af Preussen igen.
Slaget ved Freiberg den 29. oktober 1762 mellem Preussen og Østrig var krigens sidste slag. Krigen blev afsluttet ved forhandlinger i Paris og Hubertusburg i 1763.
Zar Peter den 3Zar Peter den 3. (1728-1762) holdt ikke lang tid – kun seks måneder. Han var tysker, og født i Kiel (som dengang var en del af det danske kongerige) under navnet Karl Peter Ulrich zu Schleswig-Holstein-Gottorp. Peter 3. nåede i sin korte tid at udvirke det andet brandenburgske mirakel, han indførte religionsfrihed, moderniserede hæren og fyrede det hemmelige politi. Han talt kun dårligt russisk og hans pro-preussen politik var ekstrem upopulær. Hans kone, også tysker, Sophie Friederike Auguste von Anhalt-Zerbst-Dornburg, fik ham afsat og muligvis myrdet (han skulle nok have beholdt det hemmelige politi), og hun blev den nye Zarina over Rusland med navnet Catharina 2. – Catharina den Store. |
Hvem vandt krigen?
Vinder af syvårskrigen var egentlig Preussen til trods for at landets hære var næsten udslettet. Men Preussen havde stået over for flere modstandere, som hver i sær var stærkere end Preussen. Derfor står syvårskrigen som en sejr for Frederik den Store, og efter opgøret var Preussen blevet den femte og nyeste stormagt i Europa – på linje med Østrig, Frankrig, Storbritannien og Rusland. Storbritannien var krigens anden store vinder og blæste over havene videre ud i verden som imperium.
Nogle mener, at det var her det Tyske Rige opstod – andre at blodbadet ikke havde ført til noget som helst. Det endelig opgør med Østrig kom 100 år senere i 1866, hvor Preusserne slog Østrigerne efter at have slået Danmark – derefter gjorde de op med Frankrig i 1871 og satte sig i spidsen af det nye tyske kejserrige, der gik i grus i slutningen af 1. Verdenskrig. Preussen blev opløst af de allierede i 1945.