Foto: Liv Collatz på “kanalrundfart” i Berlin på floden Spree. Foto: Liv Collatz.
Interview. I 2016 sagde journalisten Liv Collatz sit job og lejlighed i København op og flyttede til Berlin.
Turen til Berlin endte med bogen ”Berlin er”, som handler om en ung kvinde, som flytter til Berlin. Hun vil væk – væk fra egne og andres forventninger. Hun vil noget andet, men hvad? Hun forsøgte at blive en del af det rå og kreative Berlin, men opdager at svarene ikke automatisk ligger i en ny by.
Berlin-guide.dk har mødt journalist og forfatter Liv Collatz en blæsende sommeraften i Københavns kødby – vi satte os foran John’s Hotdog Deli og delte et par hindbærbrus. Vi blev hurtigt enige om, at der faktisk gemmer sig lidt ”rå og kreativ” berlinerstemning i kødbyen. Interviewet skulle handle om Liv Collatz og "Berlin er"– bogen er anmeldt her på berlin-guide.dk. Bogen ka ndu købe på: https://forlagetnimbo.dk
Hvad tror du det er, som trækker unge mennesker til ”det rå og kreative” Berlin?
Hvad tror du de håber at finde?
- Det er meget lettere at leve som kunstnerisk ung i Berlin simpelthen på grund af priserne. Det har gjort, at mange tager hertil, og derfor findes der fællesskaber fx for freelancere, jeg ikke oplever på samme måde i København. København er skøn, men den er meget regelret og poleret.
- Berlin er under konstant forandring, der sker hele tiden noget nyt. Jeg tror ikke, man kan kede sig i den by. Og det er den atmosfære, der er. Hvis man gerne vil have, der skal ske noget, så gør man det selv. Der er initiativer, der er start ups, man venter ikke på tilladelse, man gør det bare.
- Det er en kreativ by. Der er mange kunstnere i alle kunstarter her. Der er en stor kunstscene, musikscene. Der findes jo kunstner-freelance-visum her – de byder velkommen til folk ret modsat Danmark, hvor vi sateme ikke skal have nogen som helst ind over vores grænser. Vi lukker os om os selv. Berlin er åben til verden, den tiltrækker mennesker fra hele verden. Så diversiteten er stor, og det gør, at man føler sig velkommen. Den er ikke ekskluderende, som andre storbyer kan være det.
Hvad trak dig til Berlin?
- Jeg var flyttet til København. Havde en andelslejlighed på Ydre Nørrebro og et godt job som journalist. Men det jeg blev træt af var at gå de samme steder, møde de samme mennesker, drikke de samme øl, du ved, hele den der trummerum. København er bare en ren og pæn, poleret by. Her er meget ordentligt.
- Berlin for mig stod som det store sted. Der er bare mere uordentligt. Jeg flyttede direkte ind i Neukölln og mødte nogle typer – eller skæbner. Det er både forvirrende og inspirerende at komme til Berlin. Jeg boede i den del af Neukölln, som vender op mod Kreuzberg. Også kaldet Kreuzkölln. I Reuterstrasse.
- Jeg havde brug for at starte forfra. Jeg elsker København, alle cykler, her er rent og pænt og man kan tage på kanalrundfart. Men det var også lidt for pænt. Det lyder mærkeligt, men der er perioder, hvor det uordentlige bør fylde lidt mere. Jeg tror også, at det ”rå og kreative” nok skal overleve i Berlin – på trods af glas og beton.
Du er ”allerede” tilbage i København – hvorfor? Hvad var udbyttet af Berlin opholdet?
- Jeg har været på jordomrejse, men er på vej tilbage til Berlin i august / september, hvor forlaget holder et lille releaseparty. Jeg tænker, at jeg er tilbage i Neukölln igen i 2019. Udbyttet blev bogen. Det var hovedformålet, og det skete. Jeg havde egentlig tænkt mig en helt anden bog og havde alting forberedt over flere år med spændingskurver og post-it lapper – men det blev en helt anden bog.
- Og så satte opholdet mig i kontakt med flere følelser end jeg før har prøvet. På den ene side var det ”det bedste jeg har gjort” og ”hvad fanden laver jeg her” – på daglig basis en vekslen mellem eufori og frustration. Det gør jo ikke en roligere. Berlin kræver en reaktion. Der var daglig inspiration i ting jeg aldrig havde troet jeg skulle opleve eller høre.
- Derfor måtte det ende med en bog om Berlin.
- Meget af bogen er skrevet nede ved Landwehrkanal og jeg elsker gå igennem gaderne i det område. Her er spontane gallerier. En hver ting kan blive forvandlet til et galleri overnight. Det er sjovt. Det er ren hobby på de der pop-up steder. Man finder dem ved at gå lidt rundt i Kreuzkölln. Det er næsten svært at undgå – og man kan ikke planlægge det.
I Berlin boede du i Neukölln. Det er en bydel de fleste besøgende ikke når omkring. Hvis du har noget at fremhæve om Neukölln, hvad skulle det så være?
- Sonnenalle er for sindssyg, undervurderet, men den har fået et helt kapitel i min bog. Først jeg var bange: Skøre mennesker, uorden. Man får fornemmelsen af, at nogle af menneskerne er trådt direkte ud af 1980’erne og har siddet der, på Sonnenalle, lige siden. Det sætter jeg pris på.
- ”Körner park” er en lille park nær Karl Marx Strasse, rimelig overset, og ligger i en gammel grusgrav. Et lille orangerie, hvor man kan få vin. Et godt og roligt sted.
- Döner – i Berlin er der ingen bedre Döner end ”Imren döner”. Nu lægger jeg måske ud med nogen… er du enig?
- Weserstrasse i Kreuzkölln – en blanding mellem hipsterhimmel og skrammel-Berlin. Der er skønne vinbarer, mærkelige antikvarer og fodboldbodegaer.
- Tempelhofer feld – et fristed for alle. Jeg har drukket vin midt om natten med veninderne – og haft min far med. Det virker for alle.
- Klunkerkranich – er en ”udkigspost” på taget af indkøbscenteret ”Neukölln arkaden” i Karl Marx strasse. Det er kun for dem, der holder ud at blive ved at gå op og tro på det. Det er både for dem, der vil feste eller for børn, der vil bruge sandkassen.
- Burrito-baby i Karl Marx Strasse sælger den bedste vegetar burito og den vejer som et nyfødt barn. Og det er også der jeg har fået respekt for en soya-snitzel.
Havde du arbejde i Berlin – eller hvordan kunne du overleve der? Var det svært at finde noget at bo i?
- Som journalist kunne jeg leve af lidt opsparing og ved at skrive et par artikler. Pengene rækker lidt længere i Berlin. Jeg boede der med min kæreste, og vi har heldige at finde en slags ”airbnb” hjemmeside og en flink mand, som udlejede sin lejlighed.
Berlins legendariske natklub Berghain har en næsten ligeså noterisk dørmand, der hedder Sven. Har du mødt Sven på Berghain? – Er det ”råt og kreativt”?
- Nej, det har jeg ikke, jeg har ikke mødt Sven – men jeg kender flere der har. De siger han ikke er så slem. Det er vist kun hvis man kommer 27 britiske fyre på en gang og forsøger at mase sig ind. Det hemmelige trick til at slippe ind er at klæde sig i sort, ikke være mere end 2 højst tre sammen, holde telefonen i lommen og undgå at smile eller grine. Grine må du vente med til du er inden for. Berghain er en af verdens mest berømte klubber – så måske er den i virkeligheden mod sin vilje lidt kliché. Men den er rå. Det er et sted uden regler – man skal ikke være sart herinde.
- Den klub, der nok er sjovest at fortælle om, er klubben Sisyphos, som ligger i en gammel hundemadsfabrik under temaet ”Alice i Eventyrland”. Den ligger i nærheden af OstKreuz. Der er labyrint af forskellige små rum, dansegulve og en pizzabod, hvor der er en gammel fastnet telefon, der hele tiden ringer. Der kan man stå og snakke med alle mulige mennesker. Ingen ved hvem der ringer, men det har givet gode samtaler. Du kan blive der helt til mandag formiddag. Der er musik for enhver smag – men meget berliner-techno.
Berlin-guides facebook læsere vil gerne høre dine tanker om at den gamle DDR regeringsbygning midt i Berlin blev raget ned – og nu rejser det nye gamle kongeslot sig på stedet?
- Jeg kan godt lide DDR arkitektur, så den gamle regeringsbygning kunne jeg godt li. Men den var fuld af asbest, så ned skulle den jo. Måske det er lidt mærkeligt at bygge et nyt slot i en republik? Bliver det måske for kunstigt, noget fra Las Vegas, - det kunne godt være min bekymring.
Og til sidst til ”Venindebogen”: En super aften i Berlin – hvad er det for dig?
- Aftenen ville begynde med at vi spiser "Bitterballen", som er helt vidunderligt, på ”Lode & Stijn”. Lidt fancy, men godt. Derefter ville jeg trække vennerne med på ”The Black Lodge”, som er en Twin Peaks temabar med zikzak gulve, røde gardiner og TV’et kører med udsendelser om dværge. Lidt Corny.
- Det næste stop ville være mit stamsted, baren ”Hotel” i Mariannenstrasse, som er lidt krea med blomster og en elefant på væggen. Den hedder ”Hotel” fordi det gamle skilt aldrig rigtig kom ned. Til sidst ville jeg finde en af de hemmelige klubber omkring Kottbusser Tor: ”Hold øje med grupper, der er på vej ind i bygninger – bare mas på og gå med. Det ender ofte i en hemmelig klub.”
- Den letteste at finde er den oven på supermarkedet Kaiser – men der er andre. På vejen hjem skal det være en döner på Imren Grill. Det er de bedste i Berlin…synes jeg.
Liv Collatz er født i 1989 og uddannet på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Liv bor igen i København, men overvejer at flytte tilbage til Berlin.
Livs steder i Berlin:
- Körner Park, Schierker Str. 8,
- Tempelhofer Feld, Tempelhofer Damm.
- Imren Grill - döner bar, Boppstraße 10 i Neukölln (blandt andet - Imren ligger flere steder)
- Burrito-Baby, Pflügerstraße 11, Neukölln.
- Klunkerkranich, Karl-Marx-Straße 66, Neukölln.
- Sisyphos Club, Hauptstraße 15 i Rummelsburg,
- Lode & Stijn, Lausitzer Str. 25, Kreuzberg. Spis Bitter Ballen
- Das Hotel Bar, Mariannenstraße 26A, Kreuzberg.
- The Black Lodge, Sanderstraße 6, Neukölln.
Omkring Kottbusser Tor finder du de ”rå og kreative” barer. De er gemt af vejen. Du må igennem grafittihærgede opgange, tunge stål døre og gætte dig lidt vej igennem. Det er over deres værdighed – og måske også din – at få det hele at vide:
- Paloma Bar, Skalitzer Strasse 135
- Monarch Bar, Skalitzer Strasse 134
- West Germany, Skalitzer Strasse 133
- Fahimi Bar, Skalitzer Straße 133
Bitterballen betyder ikke “sur røv“ som nogen ville tro. Næh, det er små kugler, hapse, af paneret og fritteret kalveragout. En specialitet fra Nederlandende. Bitter referer til den bitterdram man oprindeligt drak til de små boller. Betragt dem som hollandske tapas.