Sommeren 2016. Europamesterskaberne i fodbold spilles i Frankrig, men i Berlin følger alle kampene og deres nationalmannschaft tæt. På ”Fanmeile”, Strasse 17. juni, er der god plads til festen. Samler næsten en million mennesker til at følge med på storskærme. Det blev en magisk sommer, hvor Tyskland groede sammen igen. Der var stolthed over at være tysker. Igen. En god stolthed. Der blev viftet med flagene. 60 år efter 2. Verdenskrig. 2 generationer senere. Det var et nyt Tyskland den sommmer.
Den engelske fodboldspiller og kommentator Gary Lineker har sagt om fodbold: ” Fodbold er et simpelt spil, hvor 22 spillere løber rundt og sparker til en bold i 90 minutter, en enkelt dommer laver et hav af fejl, og tyskerne altid vinder til sidst”. Sådan så det også ud i lang tid den sommer.
Tyskland gik igennem de indledende spil mod Ukraine, Polen og Nordirland uden at tabe. 3:0 mod Slovakiet i ottendedelsfinalen. Kvartfinale 6:5 mod Italien, men i halvfinalen mod Frankrig slap lykken op. Det spolerede ikke finalefesten Frankrig-Italien, hvor Italien vandt efter en helt utrolig spændende kamp.
Foran storskærmene festede og viftede alle med deres flag i sommer-natten. Og det tyske flag indtog sin helt naturlige plads ved siden af det italienske, det franske flag og alle de andre flag.
Man kunne have haft de svinedyre billetter til Stade de France i Paris – men det rigtige sted at se finalen var uden tvivl på ”Fanmeile” i Berlin. Det var her festen gav mening – også selvom italienerne løb med pokalen.
Fodbold er ikke bare fodbold. Den sommer føltes som en national heling for tyskerne – efter krig, skyld, diktatur, genforening var det den sommer, hvor Tyskland fandt sig selv, fejrede sig selv – og blev den bedste udgave af sig selv nogensinde. Det var som at hive et 60 år gammelt plaster af, og tyskerne tillod sig selv at holde af sig selv. Uden nogen egentlig tænkte dybere over det. Uden større planlægning eller analyse. Bare sådan. Sådan som det skal være.