Bei mir bist du schön - på jagt efter de brølende tyvere - Berlin-guide.dk

harmonists

I Berlin var der gang i musikken i 1920'erne og det er en musik, der er værd at udforske. Den klinger lidt gammeldags, men har masser af kvaliteter, hvis man giver sig tid til at høre efter. Vildt opleves det nok næppe mere, men der er masser af melodi og humor at høre. Der er heldigvis musikere, der tager tonerne op. I Berlin er især Max Raabe med hans Palast Orchester og Berliner Comedian Harmonists gået planken ud. De satser fuldtonet på 1925-1935 og det er en stor oplevelse at høre dem.

Max Raabe og Palast Orchester

Max Raabe og Palast Orchester er en særlig berlinsk specialitet. Orkesteret er etableret i 1986 af Max Raabe og har specialiseret sig i musik fra Weimartiden i 1920'erne og 1930'erne. De spiller mest tysk og amerikansk musik. Max Raabe har i den grad levet sig end i tiden og man får lidt fornemmelse af en mand, der er dumpet direkte ud af en tidskapsel. Mange af den tids schlagere (hit=schlag) er måske gået i glemmebogen og især i Danmark er der nærmest ingen erindring.

Men med Max Raabe ved mikrofonen får man i den grad lyst til at udforske det musikalske univers af 1920. Det kræver også lidt træning af ørene, for selv om den moderne musik bygger på en del af de samme rødder er der langt til dette.

Lyt med ovenfor på "Kysse kan man ikke alene". Klik lidt rund på fx YouTube og lyt til Max Raabe. De brølende 20'ere kommer susende ind i ørerne. Hold øje med dem når du er i Berlin. Måske er du heldig at opleve en aften med dem. På Youtube findes en lille dokumentar film om Max Raabe. Lyt også lige til "Bei mir bist du schön". Bandets hjemmeside hedder: www.palast-orchester.de.

"Bei mir bist du schön" er fra en jiddisk, komisk musical ("Men Ken Lebn Nor Men Lost Nisht, "Du kan leve, men de vil ikke lade dig") fra 1932. Den har ikke noget med Berlin eller Tyskland at gøre. Originalen hed: Bei Mir Bistu Shein. Først oversat til engelsk fik den gigantisk succes og blev et gennembrud for The Andrews Sisters i 1937, selvom den beholdt den tyske titel.

Comedian Harmonists og Berliner Comedian Harmonists

1927-1935 blev Comedian Harmonists verdensberømte. En sanggruppe fra Berlin, som var inspireret af jazz, falset og ironi. De var nærmest den tids Beatles med hysteriske fans. I 1935 forbød nazisterne gruppen fordi man mente, at der var tale om vanartet jødisk kunst. Der var tre jødiske medlemmer. Gruppen opløste sig selv og de tre jødiske medlemmer flygtede til udlandet. Herefter fortsatte, med mindre succes, de tre tyske medlemmer i en ny gruppe "Meistersingers" og de jødiske i "Die Wiener Exilgruppe" - senere videre i USA. Men de kom aldrig igen på højde med tiden i Berlin.

Medlemmerne var

Robert Biberti (1902 – 1985), bas
Erwin Bootz (1907 – 1982), pianist
Erich Collin (1899 – 1961), andentenor
Roman Cycowski (1901 – 1998), baryton
Harry Frommermann (1906 – 1975), buffotenor
Ari Leschnikoff (1897 – 1978), førstetenor

Deres hoved numre var:

Ein Freund, ein guter Freund (Heymann/Gilbert) – 1930
Liebling mein Herz läßt Dich grüßen (Heymann/Gylbert) – 1930
Wochenend' und Sonnenschein (Ager/Amberg) – 1930
Ich hab für Dich 'nen Blumentopf bestellt (Bootz/Karlick) – 1930
Veronika, der Lenz ist da (Jurmann/Rotter) – 1930
Das ist die Liebe der Matrosen (Heymann/Gilbert) – 1931
Der Onkel Bumba aus Kalumba (Hupfeld/Rotter/Robinson) – 1932
Schöne Isabella aus Kastilien (Bootz/Karlick) – 1932
Irgendwo auf der Welt (Heymann/Gilbert) – 1932
So ein Kuss kommt von allein (Grothe) – 1933
Mein kleiner grüner Kaktus (Dorian/Herda) – 1934

Neden for en film fra 1997 om gruppen. Fremragende film. Det kan være den forsvinder fra youtube, men søger du på youtube er der masser Comedian Harmonists at finde. I Staubenrauchstrasse 47 i Berlin-Friedenau hænger der en mindeplade om gruppen. Det var i det hus, at gruppen blev grundlagt. Du kan finde teksten til deres sange her. I Tyskland er der nu en sanggruppe, der hedder Berliner Comedian Harmonists, som viderefører gruppens sange og sangstil. Det kan være du er heldig at høre dem en gang i Berlin. Se http://www.berlin-comedian-harmonists.de/

Se også den store artikel på wikipedia (tysk) om gruppen: http://de.wikipedia.org/wiki/Comedian_Harmonists

De store navne fra 1920'erne

Nedenfor en række af tidens store navne. Der er knyttet eksempler fra musiktjenesten Spotify. Det er muligt, at det kræver medlemskab for at kunne lytte med. Det kan anbefales, for der er rigtig meget 1920 musik at finde.

Marlene Dietrich (1901-1992) var en af de helt store. Hun var rigtig Berliner og blev født i Leberstrasse 65 i Schöneberg og voksede op i Potsdamer Strasse 116. Marlene var både filmskuespiller og sangerinde og i begge udgaver hører hun fortsat til blandt de bedste. Selvom hun medvirkede i 16 stumfilm i 1920'erne i Berlin synes hun selv, at hun ikke rigtig var en del af 20'erne i Berlin. Hendes internationale gennembrud var i filmen "Der Blaue Engel" fra 1930. Her var det sangen "Ich bin von Kopf bis Fuß auf Liebe eingestellt ", som for alvor blev et verdenshit. Filmen kom også på engelsk, for dengang lavede filmselskaberne to sprogversioner med det samme. Først scenen på tysk og så på engelsk. Successen var lige stor på begge sider af atlanten. Marlene var en success i Tyskland i 1930erne inden hendes lede over Hitler fik hende til at flytte til Hollywood. Her fortsatte hun med stor success og under 2. verdenskrig jublede både tyske og amerikanske styrker til hendes sange. Hun sang på de amerikanske lazaretter og for den dåd fik hun den amerikanske frihedsmedalje. Den mest berømte nok sangen om Lili Marlene, som hun først havde sunget til succes på tysk i Tyskland og herefter gentog i USA.
Bernhad Etté (1898 - 1973) og hans danseorkester brød igennem i Berlin allerede i 1923 og spillede alle de store steder som Femina, Excelsior, Adlon og Bristol - spillesteder i 1920'ernes Berlin. I 1927 stod han bag musikken til filmen Berlin – Die Sinfonie der Großstadt. I 1930'erne gik det galt for Bernhard Etté, som for så mange andre tyskere. Han blev medlem af Nazi partiet. Men Etté gik et par ekstra skridt - fx gik han på jagt med Nazispidsen Hermann Göring og gav koncerter for vagterne i KZ dødslejren Auschwitz. Herefter hørte man kun lidt til ham i 1950'erne og 1960'erne.
Musikken i tyverne havde også en dansk helt i Berlin, nemlig Max Hansen. Max Hansen var dansk sanger, tekstforfatter og skuespiller. Max Hansen voksede op i München og som barn vakte han opmærksomhed med sin smukke stemme. Han blev kaldt den "lille Caruso" og optrådte før 1. verdenskrig i Paris, Sankt Petersborg og København.
På Hotel Esplanade var violinisten og orkesterlederen Barnabas von Geczy en succes ikke bare i Berlin, men hele Tyskland. Han spillede der fra 1925 til 1937. Efter krigen spillede han i München.
Claire Waldoff (1884-1957) er umulig at komme uden om, når historien om tidens kabaret og revymusik skal skrives.
Willy Fritsch (1901-1973) var skuespiller og i tyverne og trediverne var han super populær. Har var kollega med filmskuespillerinderne Henny Porten og Lillian Harvey. Især Lillian Harvey indspillede han en del film med. Men han kunne også synge og en af sangene, som han sang med Lillian Harvey, har Tarantino senere anvendt i filmem Inglerious Bastards, der blev indspillet i Babelsberg studierne i Potsdam. En af de mere kende sange er "Ein freund, ein guter freund", som var med i filmen "De tre fra tankstationen" i 1931. Han spillede med i 120 film. Blev medlem af nazistpartiet, men var iøvrigt upolitisk. Efter krigen fortsatte han karrieren på lavere blus i Hamburg. Hans sidste film var i 1964.
Otto Reutter (1870-1931) hed egentligt Friedrich Otto August Pfützenreuter. Otto Reutter var sanger, sangskriver og komikker. Han brød for alvor igennem under 1. verdenskrig i Palasttheater am Zoo, hvor han optrådte med viser. I 1920'erne optrådte han variteer med små satiriske refrainsange (couplets), hvoraf han selv skrev mere end 1000. Han er stadig værd at lytte til. I Wilmersdorf, i Bregenzer Straße 5, hænger der en mindeplade for ham.
Dajos Béla (1897-1978) var ukrainer / ungarer og fik i 1920erne stor succes. Hans orkester havde forskellige navne: Berliner Salon Orkester, The Odeon Five, Mac's Jazz orkester og Williams Jazzorkester. Hans orkester var ofte ledsager til fx Max Hansen.
Mange af tidens toner, også Dajos Belás, var skrevet af den jødiske komponist Friedrich Hoellender, som flygtede fra Tyskland i 1933. I Haus Cicerostraße 14 i Berlin Hallensee hænger der en mindeplade for Hoellender - som blandt andet skrev musikken til Der Blaue Engel - Marlene Dietrichs gennembrud.
Weintraub Syncopators blev ledet af Stefan Weintraub (1897-1981). Stefan Weintraub var vild med amerikansk jazz og dygtig til klaver, så han lavede sit eget band, som første gang optrådte i 1924. Det blev et meget populært band, og optræder blandt andet i filmen "Der Blaue Engel". Bandet optrådte i mere end 20 spillefilm og gav koncerter så langt væk som i Sovjetunionen og i Japan. I 1937 emigrede han til Australien, men da krigen brød ud blev han interneret som fjende. Under 1. verdenskrig havde han modtaget jernkorset af første grad, så det øgede mistanken mod ham. Han blev lukket ud igen i 1941 og fik statsborgerskab i 1945. Han spillede ikke meget mere, men blev istedet for mekaniker, som han oprindeligt var uddannet som. I år 2000 blev der lavet en film om bandet: Weintraubs Syncopators. Bis an Ende der Welt.