Foto: Foto fra Holzmarkt, August 5, 2014 af MetaMIND Evoloution.(CC BY-SA 2.0)
I takt med tiden bliver fortiden opslugt. Det Østberlin er vanskeligt at finde, byggetomterne på bombekraterne er næsten væk. Der er nye boliger. De besatte boliger bliver færre. I årtierne efter murens fald trak Berlin masser af kreativ kraft til og blev et mødested og et fristed for kreative og anarkistiske kræfter fra hele Tyskland, ja, hele Europa. Men Berlin er ved at blive voksen og det sprudlende fortrænges ubønhørligt til fordel for det ordentlige og borgerlige. Det Berlinerne kalder ”Gentrificering”. Holzmarkt er en urban landsby, der sætter til modværge.
Egentlig er det på mange måder et fremskridt at få ordentlige, sunde, miljøvenlige boliger og sunde vaner. Men Berlins progressive er grebet af konservatisme. De holder helst fast på tiden efter murens fald med næsten gratis boliger og uendelig plads til kreativ udfoldelse. Men områderne med plads til uhæmmet og utæmmet udfoldelse skrumper hastigt.
Der er meget godt at sige om den tid, men der flytter nye mennesker til byen, som kan betale huslejen, og som ikke gider al den råben og skrigen fra klubber, der holder fest døgnet rundt. De vil have nattero.
I Holzmarkt har idealister sat sig til modværge
Holzmarkt i Holzmarktstrasse 2 er et lille stykke jord ned til floden Spree – ikke langt fra Alexanderplatz, som endnu ikke er opkøbt til de nye boliger, som andre i byen skriger efter. Selvom både ungdomsboliger og et hotel er planlagt.
Men her er tanken, at kreative kræfter kan slå sig løs. Ifølge fundatsen kan området ikke sælges med profit for øje. Der bor enkelte flygtninge på grunden, men ingen af stifterne bor der, for det at eje et hjem kan gøre det umuligt at adskille ideelle interesser og private interesser.
Ambitionerne kan give mindelser om Christiania i København. Christiania bygger også på ideen om fri udfoldelse væk fra borgerlighedens bindinger, i sammenligning med Holzmarkt er der den undtagelse, at i Christiania kan man bo – og i Christiania håndhæves den private ret til boliger ikke gennem økonomi, men gennem almindelig nepotisme og arvefølge og den stærkes ret. I Holzmarkt bor man ikke. Det er et sted man kommer og hænger ud.
Holzmarkt er 12,000 m2 urban landsby bygget af genbrugsmaterialer og hjemsted for cirkusartister, børneteater, gourmetrestaurant, lydstudie, kagebutik og en børnehave, hvor forældre kan placere børnene mens de selv giver den gas på klubben KaterHolzig. Jorden er leaset af et kooperativ af tidligere klub-ejere, som vil bevare miljøet. Restauranten fungerer som kantine i dagtimerne og lækker restaurant om aftenen. Og kokken har såmænd erfaring fra NOMA i København.
Ambitionen er at skabe et selvbærende mikro-samfund. Skulle en akrobat komme tilskade i træningen kan hun sende børnene i børnehaven og besøge kiropraktoren på første sal. Til gengæld laver akrobaterne deres show i KaterHolzig og er med til at genere indtjening til oasen.
Området er åbent, men risikerer at miste noget ved for stort besøg af turister og de lommetyve og narkohandlere, der kan følge lige i hælene. Sammenligningen med Christiania er igen nærliggende.
Den økonomiske fremtid virker sikret for Holzmarkt, så drømmen forsvinder ikke lige. Men Holzmarkt kan hastigt være på vej til at blive en slags urbant frilandsmuseum eller monument over det udsyrede klubliv i Berlin efter murens fald. Som paradoksalt nok kun eksisterer med solid kapital i ryggen.
Berlin er stor. 891.1 kvadratkilometer. Holzmarkts areal udgør 0,00135 procent af Berlins samlede areal. Og uanset synet på kreativitet, uordentlighed, anarki – så er det meget lidt plads, hvis den urbane landsby ender med at blive det eneste u-gentrificerede sted i Berlin.
Det kræver samarbejde. På den ene side skal bystyret skabe plads til vildskaben – og på den anden side nytter det ikke at kaoter blokerer for nye boliger og byggeri med vold og hærværk. De progressive må se at blive lidt moderne, og de konservative må tænke lidt nyt.
Arealmatematik for viderekommende
Til talnørderne. Christiania er på 7 hektarer i København, og dermed 5,83 gange så stor som Holzmarkt. København breder sig over på 88,25 kvadratkilometer. Berlin er 10x så stor som København. Cristiania udgør en andel på 0,079 procent af Københavns areal. Eller 58,7 gange så stor en bid af København, som Holzmarkt snupper i Berlin. Københavnerne mærker mere til Christiania end Berlinerne til Holzmarkt.
Læs mere om Holzmarkt i The Guardian eller i Tagespiegel.
Holzmarkt
Holzmarktstrasse 2