Kort før den røde arme nåede frem den 21. april 1945 blev koncentrationslejrene KZ-Sachsenhausen og KZ-Ravensbrück rømmet. 33.000 fanger, herunder kvinder og børn, blev sat til at marchere mod nordvest. Uden mad og i iskoldt vejr marcherede kolonnen 20 - 40 kilometer om dagen og overnattede i det fri. SS skød dem, der sakkede agter ud. 6000 døde. I Below, hvor kolonnen holdt pause et par dage, findes et lille mindested til minde om Todesmarschen.
I Belower skoven ved Wittstock blev der indrettet en intermistisk lejr for 16.000 fanger, som søgte tilflugt under sammenflikkede læskærme og i jordhuller. På mindestedet er der informationstavler og en rundtur i skoven, hvor man stadig kan se mærker efter de fanger der var der. En del har skåret beskeder, billeder eller bloknumre i barken. Nogle steder er barken skrællet af, for der var hverken mad eller drikke til fangerne. En har en beskrivelse af, hvordan der efter 7 dage uden mad kunne blive til en skive pølse og skefuld mel. Fangerne døde af sult, udmattelse eller blev bare skudt.
Det er bevægende at besøge mindestedet. Kommer du i bil fra Rostock mod Berlin eller fra Hamburg mod Berlin passerer man Wittstock. Det er en lille omvej at køre, så sæt tid af. Men det er turen værd.
I slutningen af april drog kolonnen videre og sluttede ved Schwerin, hvor de blev befriet af enten sovjetiske eller amerikanske soldater. Ud over Sachsenhausen og Ravensbrück blev fangerne fra arbejdslejrerne Leegebruch, Ravensbrück, Rechlin og Malchow sendt i samme retning mod vest. I Malchow havde 5.000 tvangsarbejdere bygget en ammunitionslager. I Rechlin var det forskellige byggearbejder. I Leegebruch var der arbejdslejre i Heinkel-værkerne og mange andre steder.
Dødsmarcher fandt sted fra mange KZ lejre, hvor fangerne under umenneskelige forhold blev drevet frem over store afstand mens de blev hånet eller dræbt af deres vogtere. De første fandt sted i 1941, hvor hundrede af tusinder af sovjetiske krigsfanger blev tvunget til at gå fra lejr til lejr. 60.000 blev jaget ud af Auschwitz og tvunget til at gå. Det kostede 15.000 mennesker livet. Man regner med, at omkring 250.000 mennesker mistede livet i krigens sidste 10 måneder i dødsmarcher. Fra 10 år.
Gedenkstätte und Museum Sachsenhausen
Aussenstelle Todesmarsch-Museum
Belower Damm 1
16909 Wittstock.
Besøg også
KZ Sachsenhausen uden for Oranienburg (103 kilometer væk)
KZ Ravensbrück uden for Fürstenberg (68 kilometer væk)
Vil du nå alle tre steder på en dag er det en køretur fra Berlin og tilbage på 300 kilometer - heraf en tredjedel på motorvej.