Foto: Den store koncertsal 1. Foto taget af G. Wehowsky,(CC BY-SA 3.0) / Wikepedia.
Funkhaus Berlin ligger i Rummelsburg – en lille bydel langs Spree i den sydlige ende af Lichtenberg – lige på grænsen til bydelen Köpenick. Her arbejdede engang 3.000 radiomedarbejdere. Du kan ovenikøbet tage en pause i en original 1970’er Milchbar med DDR stemning. Huset i Bauhaus stil er bestemt et besøg værd. Det kan kun ske med en rundvisning, som tager cirka 90 minutter.
Historien om Funkhaus Berlin
Funkhaus Berlin var nødvendigt for DDR styret, for Haus des Rundfunks endte med at ligge i det britiske område og amerikanerne oprettede deres eget RIAS (Rundfunk in amerikanischen sector). I begyndelsen delte Østtyskerne radio-faciliteterne med briterne, men det blev uholdbart.
Så Funkhaus Berlin blev bygget. Herfra blev alle DDR stationerne sendt: Deutschlandsender, Berliner Rundfunk og Radio DDR. Der er både koncertsal og studier, så det var også her, østtyskerne producerede deres musik-produktioner og hørespil.
Den 900 kvadratmeter store sal, Koncertsal 1, er berømmet for sin akustik og er meget smuk.
Radiomedarbejdere som rockstjerner
Radiomedarbejderne blev forkælet som var de rockstjerner og området med de 3.000 medarbejdere udviklede sig til en lille by i byen: kantine, snackbar, mælkebar, lægeklinik, tandlæger, gynækologer, fysioterapeuter, frisør, sauna, bade, børnehave, bank, boghandel og supermarked (på DDRsk: Lebensmittel-Verkaufsstelle).
Nok er DRs medarbejdere forkælede, men det kræver altså et ekstra D (D+DR) før de når de højder. Byggestilen betyder, at man føler sig lidt hensat til Radiohuset på Rosenørns Alle i København – som nu er musikkonservatorium.
I 1991 lukkede stationen og bygningerne stod tomme. Heldigvis er der efterhånden aktiviteter herude igen, hvor optage faciliteterne anvendes.
Tilmeld dig en rundvisning
Man skal tilmelde sig for at komme på rundvisning. Oplysninger om det findes på hjemmesiden for funkhaus-tour.
Adressen for rundvisningen er
Funkhaus Berlin
Nalepastrasse 18
Berlin-Rummelsburg
Mødested: Milchbar
Tjek hjemmesiden: https://www.ddr-funkhaustour.de/