Tryk på computere, spil bold med en robot og se verdens mest sjældne frimærke - det røde 1 penny Mauritius-frimærke fra 1847. Museum for kommunikation i Berlin er et interaktivt museum med klare tråde til post og telegrafvæsnet. Som postmuseum er det er et af de ældste i verden og blev åbnet i 1898. Gå på opdagelse i skattekammeret i kælderen.
Museet fortæller historien om budskaber transmitteret med brev og telekommunikation. Det er en spændende historie i sig selv. Desværre omfatter museet ikke kommunikation og information i bredre forstand. Altså ingen gennemgang af Göebbels taler eller kommunikationsstrategi her.
Rørpost i Berlin
Berlin har haft sit eget rørpost system fra 1865 til 1963 i Vestberlin og 1976 i Østberlin. Det var moderne engang. London var først. De fleste rørpost systemer er nu lukket for elektronikken og emails tager over - men på hospitalet Charité i Berlin bliver der dagligt sendt 3.500 prøver, røngtenbilleder og analyseprøver rundt mellem laboratorierne. Har du set filmen Brazil kender du til rørpost. Rørpost bliver også anvendt i Olsenbandens flugt over plankeværket fra 1981, hvor der bliver sendt varm kaffe. Jess Ingerslev står på plakaten som rørpostmedarbejder.
Rørpost er post, som med undertryk sendes gennem rør med 15 meter i sekundet.
Den Königlich Preußische Telegraphendirektion gav i 1861 opgaven med at udvikle et rørpost system i Berlin til firmaet Siemens & Halske. Byens førende ingeniørvirksomhed. Den første forbindelse løb mellem Haupttelegraphenamt (HTA) i Französischen Strasse 33b/c til telegrafstationen ved Børsen. Det handlede om at få børsnoteringerne fra Børsen og videre ud i verden med telegrafen så hurtigt som muligt. Money makes the world go round. Systemet blev udbygget - og i 1940 var der ialt 400 kilometer rørpost system på kryds og tværs gennem Berlin. Der var 79 stationer, som behandlede omkring 8 millioner forsendelser om året. Det blev stort set lukket ned i 1976 i Østberlin på nær enkelte steder.
Historisk set begyndte udviklingen med børsnoteringer, og siden blev nyheds- og avistjenester tilknyttet. Det var moderne og i 1907 fik Hotel Adlon sit eget system. Rørposten blev slemt medtaget af 2. verdenskrig og efter krigen steg brugen af rørpost igen til omkring 2 millioner forsendelser. Blokaden af Berlin i 1948 betød også en blokade af rørpost systemet.
Det blå og det røde frimærke fra Mauritius
Det røde og det blå Mauritius er blandt ikke-filatelister mest berømte frimærker i verden og du kan se dem i Kommunikationsmuseets bombesikre skattekammerkælder. Især har mange mennesker af en eller anden grund hørt om det blå Mauritius frimærke og det røde frimærke er lidt overset. Nej, pjat.
England sendte det første frimærke i omløb i 1840 og på Mauritius ville guvernøreren efterligne det postale eksempel. Guvernøren udstedte den 21. september 1847 et rødt 1-penny frimærke til brug i hovedstaden Port-Louis og et blåt frimærke til andre steder. Der blev trykt ialt 500 mærker. De er idag blandt de mest sjældne frimærker i verden: På verdensplan findes de blå Mauritius i otte brugte og fire ubrugte eksemplarer og af de røde findes tolv brugte og to ubrugte eksemplarer.
Har du et rødt eller blåt Mauritius frimærke gemt hjemme i skuffen skal du nok alligevel passe godt på det. Fortæller du andre at du har dem, så kommer verdenspressen på besøg. De kan ihvertfald indbringe omkring 4 millioner dollars per styk - ihvertfald, hvis den lodrette tekst er "post office". På senere udgaver er det rettet til "Post Paid", og så er de ikke nær så meget værd, selvom de nok kan betale turen til Berlin. Så nyd synet af de to små mærker, for det er ganske sjældent.Du kan iøvrigt se dem på Mauritius, på British Library i London og på postmuseet i Sverige. Så har du set dem der kan du spare turen i skattekammeret i Berlin - men så se da resten af museet.
Museet for Kommunikation er et af Berlins bedre museer og du kan roligt have børn med. Der er noget at trykke på - og masser at lære. Fx historien om rørpost som er beskrevet her under eller et blik på nogle er verdens dyreste frimærker.
Museum für Kommunikation Berlin
Leipziger Straße 16
D-10117 Berlin-Mitte
Museumet er indrettet for handicappede.