Film fra Tyskland har op og nedture. I de brølende 1920'ere sprøjtede originale og kreative film ud fra Tysklands Hollywood: Babelsberg i Potsdam lige syd for Berlin. Men det gjorde nazisterne ende på. Nu skulle også film understøtte national-socialistiske budskaber. De kreative kræfter forlod landet og først i de senere år er tysk film ved for alvor at være værd at følge igen. Læs historien her.
Ole Olsen i Valby vinder første runde
Tyskland har lavet film fra begyndelsen. Brødrene Max og Emil Skladanowsky (1863-1939 og 1856-1945) var hurtigt ude og viste film i Berlin allerede i 1895. Deres kamerasystem var dog ikke godt nok og tyskerne haltede i begyndelsen bagud for film fra andre nordeuropæiske lande - fx Nordisk Film i Valby. Ole Olsens Nordisk Film var verdens førende filmselskab før den 1. verdenskrig. Men tyskerne lærte af danskerne og filmfolk som Stellan (1880-1914) med filmen Der Student von Prag (1913, Studenten fra Prag). Urban Gad og Asta Nielsen drog til Berlin.
Fritz lang tager over
I 1917 var filmselskabet UFA fra Babelsberg og klar til tysk films storhedstid i 1920'erne. Babelsberg var en seriøs konkurrent til Hollywood. Det var let i begyndelsen for stumfilmene krævede jo ikke oversættelse. Der var storfilm, som Robert Wienes Das Cabinet des Dr. Caligari (1920, Dr. Caligari) og kammerspillet Der letzte Mann (1924, Hotel Atlantic) af Murnaus, der ligesom de såkaldte Straßenfilme ('gadefilm'), bl.a. Karl Grunes (1890-1962) Die Straße (1923, Gaden), nærmede sig samtidsrealismen.
Bjergfilm var en genre for sig. Arnold Fancks (1889-1974) Der heilige Berg (1926, En moderne Eva). Og så var der farcer af Ernst Lubitsch og storfilm som Metropolis (1926) og Die Nibelungen (1924), hvor Fritz Lang - som Cameron med vore dages Avatar - i den grad tager teknikken så langt, som den overhovedet kan.
En anden retning blev kaldt "Den nye saglighed" - inspireret af Bauhaus-kulturen, som kunne ses i film som G.W. Pabsts Die freudlose Gasse (1925, Bag Glædernes Maske) og Phil Jutzis (1896-1946) Mutter Krausens Fahrt ins Glück (1929, Mutter Krauses Himmelfart).
Die Asta - den danske filmdronningAsta Nielsen (1881 - 1972) var dansker og en af de første skuespillere, der satsede på film. Det var ikke så fint som rigtigt skuespilleri. Asta Nielsen var med i 70 spillefilm - heraf er de fire danske og resten er tyske film. Hun var perfekt på stumfilm og formåede at se så lækker ud på film, at publikum bare måtte i biografen. Hun spillede 4 film i Danmark og drog så til Babelsberg i Tyskland allerede i 1911. Hun er den største filmstjerne, som Danmark har fostret og den første internationale filmstjerne overhovedet. Læs mere om Asta Nielsen. Asta Nielsens betydning for den spæde film industri i Tyskland er formidabel og Die Asta har en særlig plads i tysk films historie. Her nedenfor kan du se Die Asta i filmen Zapatas bande:
|
Der kommer lyd på
En avantgardistisk filmkunst trivedes også med bl.a. Walter Ruttmann. I det hele taget var 1920'erne præget af kreativitet, ny teknik og opfindsomhed. I 1930'erne kom lydfilmene og Tyskland kom mere end godt fra start med film som Josef von Sternbergs Der blaue Engel (1930, Den Blå Engel), Fritz Langs M (1931), politisk filmkunst som Slatan Dudows (1903-63) Kuhle Wampe (1932), med manuskript af Brecht, og operettefilm som Erik Charells Der Kongreß tanzt (1931, Kongressen danser).
Det var iøvrigt berlineren Hans Vogt, som opfandt lydfilmen, og verdenspremieren på en film med lyd vist for offentligheden på foregik da også i Berlin i biografen "Filmtheater Alhambra" den 17. september 1922. I dag i Berlin ligger Cineplex Alhambra på Seestraße 94.
Alhambra har lidt filmforhistorie for siden 1912 blev der vist film i baglokalet til Sachon i Wedding. Famillien Wegenstein byggede på stedet biografen Apollon i 1916 og i 1921 blev biografen udbygget til så at hedde Alhambra.Den blev ødelagt under anden verdenskrig, men i 1999 genopstod den som et moderne cineplex - et sted med flere biografer. Desuden restauranter.
Det blev vanskeligere at være international, men en genvej var at skyde scenerne to eller tre gange, hvor skuespillerne blot skifte sprog. Så skuespillere og skuespillerinder med gode sprogkundskaber var i høj kurs. Tysk films store diva, Marlene Dietrich, blev stjerne både i Tyskland og i Amerika.
Se en film fra Berlin, 1927Førkrigens Berlin er væk - men Walter Rutmans stumfilm fra 1927 - Storbyens Symfoni kan tage os med til den gamle by. Få år før Gereon Rath kom til byen for at fange forbryderne. Snus storby duften før lysreguleringer blev virkelighed: |
Goebbels gør film til propaganda
Nazisterne og omvæltningerne i Tyskland satte en stopper for alt dette ved magtskiftet i 1933. De førende filmfolk som Lubitsch, Murnau, Lang, Wilder, Dietrich søgte til USA. Nu skulle den tyske film være nazistisk opdragelse under propagandaminister Joseph Goebbels. Det kom der ikke stor film ud af. De fleste film var underholdningsfilm, der knap tåler gentagelse.
Det blev forbudt for jøder at arbejde med film. En kunsterisk undtagelse er dokumentaristen Leni Riefenstahl, som lavede Triumph des Willens om Nazipartiet og filmen Olympia (1938) om olympiaden - men også det historiske drama om Jøden Süss. Men tag ikke fejl - det var lavet i Hitlers navn.
Tysk film som sovemiddel
Efter krigen sank kvaliteten af tysk film til Heimatfilme og Schlagerfilme - helt uden politiske budskaber. Der var ihvertfald ikke film, som beskæftigede sig med krigen. Krigen eksisterede ikke i filmens verden. Film skulle underholde og være lystige. Man gik i biffen for at glemme. Dog et par undtagelser med filmene af Bernhard Wicki: Die Brücke (1959, Broen) samt i DDR Konrad Wolf med Sterne (1959, Stjernen). Die Brücke er en film om en deling soldater, der udsigtsløst forsvarer en bro, er et første tysk opgør med fortiden.
Morgengry for tysk film
I 1960'erne vågnede tysk film til live igen og i 1970'erne blev det for alvor interessant med film af instruktører som Werner Herzog, Wim Wenders, Margarethe von Trotta og Rainer Werner Fassbinder helt i front.
Centralt står også Edgar Reitz som med tv-storværket Heimat (1984, Hjemstavn), Die zweite Heimat (1992, Den anden hjemstavn) og Heimat 3 (2004) fortæller tysk historie i 1900-tallet. Wolfgang Petersen som lavede Das Boot i 1981 skabte sig en karriere i Hollywood - for det er trods alt ikke længere i Babelsberg, at det for alvor sner. Selvom meget Hollywood arbejde foregår i Babelsberg.
Godt på vej
I de senere år har tysk film også behandlet Tysklands historie. Wolfgang Beckers (f. 1954) komedie Good Bye Lenin! (2003) om murens fald, Oliver Hirschbiegels (f. 1957) drama Der Untergang (2004) om Hitlers sidste dage [Se trailer nedenfor] og Florian Henckel von Donnersmarcks (f. 1973) Das Leben der Anderen (2006, De andres liv) om Stasi-aflytning i DDR. Gegen die Wand (2004) af Fatih Akin og Die letzten Tage (2005) af Marc Rothemund.
På det seneste har TV-serier som Unser Vater unsere Mutter (2013, Vores fædre, vores mødre) sat et skarpere lys på den almindelige tyskers oplevelse af krigen. Det samme gælder TV-serien Das Adlon. Eine Familiensaga (2013) om det fornemste hotel i Berlin og dets historie i det 20 århundrede.
I Danmark viser DR2 og DR K med jævne mellemrum gode tyske film, det er desværre ikke standard indhold på Netflix. Bruger du Netflix på din rejse i Tyskland bliver der åbnet for tyske film.
Tysk film er igen blevet værd at følge - og der er kun at glæde sig. Babelsberg studierne har travlt med TV film til det tyske marked og der laves også Hollywood produktioner her - som fx Operation Valkyrien om attentatet mod Adolf Hitler og Tarantino's Inglourious Basterds.
Det virker som om tyskerne her på snart to generationers afstand af krigen har mod på at undersøge, hvad der faktisk skete dengang i 1933-45 også selvom det ofte er stærkt ubehagelig ting. De tyske fædre, der i midten af 1950'erne kom hjem fra fangenskabet i Sovjetunionen efter en bestialsk krig har ofte ikke fortalt så meget. Så der er grund til interessen.
Mere om film på berlin-guide.dk |