Albrecht Koschorke: Adolf Hitlers Min kamp

Anmeldelse. Den tyske litteraturprofessor Albrecht Koschorke har analyseret Adolf Hitlers bog "Mein Kampf". Albrecht Koschorke undersøger, hvordan nazisternes bibel kunne påvirke millioner af mennesker. Det gør han med litteraturvidenskabens værktøjskasse.

 

albrechtkoschorkforside

Foto: Billede fra bogens forside.


Hitler og Mein Kampf

Adolf Hitler blev i 1924 fængslet for et kupforsøg. Han blev idømt fem års fængsel. Opholdet i fængslet blev kort. Han afsonede kun 5 måneder før han slap ud igen. I fængslet skrev han med hjælp fra sin sekretær Rudolf Hess bogen ”Mein Kampf”. Den blev solgt i op til 10 millioner eksemplarer. Den blev uddelt til partimedlemmer. I det tredje rige var ”Mein Kampf” gaven til nygifte par fra staten.

Efter krigen blev bogen forbudt. Rettighederne havnede af dunkle årsager hos den bayerske delstat. Først i 2016 blev det muligt at udgive bogen igen. Den udkom i en videnskabeligt kommenteret udgave. Selvom den ikke blev udgivet i Tyskland fra 1945-2016, så var den tilgængelig antikvarisk og i udlandet. For eksempel var en arabisk udgave på bestseller listen i 1990’erne blandt palæstinenserne. I Tyrkiet i 2005 solgte den pludselig 10.000 eksemplarer. Se wikipedia.

Uforklarlige mak-værker som hjørnesten i diktaturer

Jeg har aldrig læst Mein Kamp. Det var angiveligt også de færreste, der læste den i samtiden. Når Mein Kamp bliver omtalt, så er det ofte med tillægsord som politisk forvirret, pinligt, frådende, makværk. Det er sikkert rigtigt, for som Albrecht Koschorke kommer frem til, så var det vigtigste for Hitler ikke at udbrede en fanatisk sandhed, men at fremtvinge reaktioner.

Det på en gang kontante, analyserende og forvirrende værk skabte et præstedømme af dem, der har læst bogen eller påstod at have læst og forstået den. Herover stod masserne eller folket, som lod som om de havde læst og forstået den. Man vil jo ikke virke dum.

Andre bøger har samme karakter – fx ”Das Kapital”, ”Koranen” eller ”Biblen”. Koschorke nævner selv eksempler på bøger fra Stalin, Ghadaffi eller den turkmenske diktator Nijasovs bog ”Ruhnama” (Sjælenes bog). ”Ruhnama” var ifølge Koschke det eneste læsestof i skoler og universiteter i Turkmenistan – og hver aften i nyhederne blev der læst op fra bogen.

I diktaturer fungerer bøgerne som ideologiske hjørnesten:

”Diktatorernes hellige skrifter prætenderer at give deres tilhængere meningsfuld orientering, men det passer dårligt med at en nærmere semantisk analyse viser sig at være inkonsistente og eklektiske”.

Albrecht Koschorke er faglig og flyder desværre over med fagord. Eklektisk betyder ifølge ordbogen udvælgende; som udvælger og sammensætter elementer fra forskellige områder til et hele.

Bøgerne er rituelle. Det er en man har. Den viser man er med. Den sætter en på holdet. Det er nok at sige man har læst den. De færreste kan tjekke fordi meget få har læst fra forside til bagside. Nogle har læst uddrag, andre har hørt citater. Dermed kan bøgerne og deres fortolkere beholde deres autoritet. Resten følger føreren eller præsterne, som udlægger teksten. De, der ikke følger teksten, kan blive straffet. Er der magt bag er det en tragedie. Er der ikke magt bag er det en komedie. Det gælder for alle diktator-bøgerne.

Kan en ulæselig bog læses?

Albrecht Koschorkes bog er på 76 sider. For læsere, der ikke er professorer i litteratur, er den, trods det interessante indhold, en hård nyser at komme igennem. Især de første sider, hvor der på god akademisk vis diskuteres metode – fx

”Gennem handlingskarakterens betoning af signalering rykkes de historiske individer ind i synsfeltet, men det samme gør de instanser og institutioner, som sørger for, at bestemte samfundsmæssige selvopfattelser vinder indflydelse. Man vil næppe kunne gøre en sådan styrende aktivitet ansvarlig for diskursernes selvrealisering. Deres gennemslagskraft er koblet til aktører, der på deres side positioner sig på det kulturelle område; ideer er, når de skal udbredes og opnå hegemonisk gyldighed, afhængige af et underlag og en kommunikationsinfrastruktur, der står til deres rådighed. Hvis man således forstår tilvejebringelsen af samfundsmæssige selvbeskrivelser som skabende, det vil sige personlige eller institutionelle aktørers performative handling, bliver det nødvendigt at indføre en tredje størrelse i dualismen mellem kendsgerninger og ideer, mellem givne sociale forhold og kulturel semantik”.

Citatet er fra side 8-9. Fandt du det svært at læse? Teksters sværhedsgrad kan måles på lix-skalaen, som beregnes LIX = (antal ord/antal punktummer) + (lange ord * 100/antal ord). Den ser således ud:

  • 55 > Meget svær, faglitteratur på akademisk niveau, lovtekster.
  • 45 - 54 Svær, saglige bøger, populærvidenskabelige værker, akademiske udgivelser.
  • 35 - 44 Middel, dagblade og tidsskrifter.
  • 25 - 34 Let for øvede læsere, ugebladslitteratur og let skønlitteratur for voksne
  • 24 < Let tekst for alle læsere, børnelitteratur

Du kan let beregne LIX på tekster her.

Albrecht Koschorkes tekst ovenfor har et lix til på 70. Det er tekst fra professor til professor – og jeg tvivler egentlig på, at de gider at læse hinandens tekster. At oversætteren, Conni-Kay Jørgensen, overhovedet har fået flyttet teksten fra tysk til dansk er imponerende. Det kunne være interessant med en lix måling på den tyske tekst. Et lix på 70 er ikke bare meget svær – det er næsten lig med ulæselig. En hurtig test på Mein Kampf (De første 65 linjer i kapitlet om folk og race viser et lix på 43). Det er altså teknisk set lettere at læse Adolf Hitler end Albrecht Koschorke. Teksten her har et lix på 40, når Koschorkes citatet fraregnes.

I sig selv illustrerer citatet fra Koschorke meget godt, hvad Hitlers Mein kampf formår: nemlig på samme tid at være autoritativ og forvirrende. De fleste vil blot føle sig dumme eller være helt ligeglade, når de ikke forstår teksten – og det åbner et vidt rum for præsterne, som påstår at have forstået. De har monopol på at levere tolkninger og diktatoren kan føre folket.

Er litteraturvidenskab overhovedet en videnskab?

Det er heldigvis ikke Koschorkes ærinde at føre et helt folk. Men måske alligevel at kunne føre akademisk? Han har tydeligvis noget på sinde, men enten formår han ikke at kommunikere, eller også skal teksten blot tjene til at demonstrere hans intellektuelle og akademiske overlegenhed overfor andre akademikere, hans mor og alle læserne. Det er måske mere trygt og sikkert at udtale sig alvorligt om Koschorke end at afvise den som vrøvl.

Når akademikere leverer tekster med et lix på 70 bør de akademiske forlag skride ind og sige: det er en ommer. Men selv akademiske forlag lader sig måske forføre af den tilsyneladende akademiske overlegenhed?

Eller er det uforståelige sprog udtryk for, at litteraturvidenskab, for nu at kunne sætte videnskab efter litteratur, er nødt til at puste sig op på lix-tallet for at overbevise andre, sig selv, og bevillingsgiverne om, at der faktisk er tale om videnskab og ikke bare snak?

Litteraturvidenskaben lider lige som kunsthistorikere, musikteoretikere, marxistiske teorikere, kapitallogikere og teologer af, at de videnskabelige værktøjer er begrænsede. Hvis der overhovedet er tale om videnskab.

Det skjules med et tykt lag fernis af uforståelig snak, som inkluderer de indviede og lader de udenforstående tilbage med en følelse af, at de dumme og nok hellere må følge føreren. For hvem vil fremstå dum? Teologerne talte ovenikøbet i lang tid kun latin og græsk, når de talte fagligt. Konsulenter og djøf’er bliver til tider beskyldt for det samme, når ord som innovation, forandringsparat, mission, værdier, vidensdeling strømmer ud af dem.

Og de der har investeret deres tid, deres liv, deres uddannelse og personlige prestige i at studere disse grænse-videnskaber må forsvare deres valg – for hvad er der ellers tilbage? Det uforståelige skaber distance mellem de mange, folket, og de der måske har forstået, førerne. Hos folket skaber det apati, for det er kedeligt eller farligt at kæmpe imod. Og hvad kan man gøre?

Albrecht Koschorkes bog har en poetik på linje med Mein Kampf. Hvis det er Koschorkes intention, så er det egentlig ganske godt illustreret at forklare vrøvl med vrøvl. Så er det næsten komedie – ellers er det en tragedie.

Summa: Beskedne berlinerbamse bjørne fra berlin-guide til Albrecht Koschorke for formidlingen – og lidt ekstra for trods alt at gøre det kort.


albrechtkoschorkebogAlbrecht Koschorke
Adolf Hitler Min Kamp – Om nazismens poetik
Forlaget vandkunsten
2017

87 sider (inkl. noter)

Albrecht Koschorke er litteraturprocesser i Konstanz

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

Berlin-guide anmelder

Berlin-guide på Facebook

Berlin-guide er aktiv på Facebook. Få nyt om Berlin og berlin-guide.

En ide til rejsen?

Annonce

 

"Angrebet" 9. April 1940

En tilfældig buket til inspiration

Siegfried Lenz: Overløberen

Anmeldelse. Siegfried Lenz’ roman overløberen blev udgivet i 2014 – med mere end 60 års forsinkelse. Romanen handler om det sidste år af krigen, hvor alting er i opløsning på østfronten. Ude i et sumpet skovområde ved de Masuriske søer står en lille deling værnemagtssoldate [ ... ]

Skønlitteratur - romaner og novellerLæs mere
Peter Voss-Knude - en kunstner i BerlinPeter Voss-Knude - en kunstner i Berlin

Interview. Ord, breve, billeder, lyde, sange og skulpturer udtrykker Peter Voss-Knudes oplevelser i den danske hær. Det hele har været udstillet i Berlin på Grimmuseum i Kreuzberg. Peter Voss-Knude er kunstner og ikke soldat. Men han har brugt fire år på at undersøge det danske militær gennem samtaler med  [ ... ]

Mit Berlin - hvad tænker andre om Berlin?Læs mere
Arild Hvidtfeldt: I fred og krig

Anmeldelse. Få danskere oplevede Berlins undergang. De der var journalister kunne berette direkte fra fjendens lejr. En af dem var journalisten Arild Hvidtfeldt, som i erindringsbogen "I fred og krig" fra 1995 fortæller om sine oplevelser i Berlin.

Erindringer og øjenvidner Læs mere
Babylon - til Berlin i Gereon Raths fodspor

Filmen ”Babylon” har med rette optaget mange. Den bygger på Volker Kutschers roman ”Den våde fisk”, som er en del af en serie kriminalromaner, der foregår i Berlin. Bøgerne er et portræt af Berlin, som det ændrede sig i slutningen af 1920’erne og i 1930’erne. Babylon foreg&ari [ ... ]

Temaguider - røde tråde gennem byenLæs mere
Condé - skelettet af Alte Fritz's hest

Condé var Frederik den Stores hest. Hesten er nu død. Det skete allerede i 1804, men du kan stadig møde hestens skelet på det Veterinære Institut på Freies Universitet i Berlin.

Teknik- og videnskabsmuseerLæs mere
Pergamon – Das Panorama

Kunstneren Yadegar Asisi er kendt for at lave enorme 360 graders panoramaer. Ved siden af det verdensberømte Pergamon museum i Berlin har han lavet et kæmpemæssigt panorama af det antikke Grækenland.

Antikken - gamle ægyptere grækere mv.Læs mere
Hurtigt omkring med smarte cyklerHurtigt omkring med smarte cykler

Det vælter frem med alternativer til offentlig transport og taxa. Aldrig har det været så nemt at gribe en cykel, en elcykel, en scooter eller en bil på gaden og suse afsted. Priserne er overkommelige og du sparer fødderne. Det billigste er stadig offentlig transport – ubahn, s-bahn, sporvogne og busser og et pa [ ... ]

Transport til og rundt i BerlinLæs mere