Kathrin Behrs: De stjal min mor

Anmeldelse. Du er 4 år. Det banker på døren en tidlig morgen, din mor bliver med magt ført bort af fremmede mænd. Du kommer på et forfærdeligt børnehjem. Du får ingen forklaring. Du skal nu være barn i en ny familie. I "De stjal min mor - på sporet af løgn, fortielser og tvangsadoptioner i DDR" fortæller Katrin Behr, hvordan det føles. For hun prøvede det selv i DDR.

entrissen

Foto: Fra bogens tyske forside.


"- Nu må I hellere sige farvel til jeres mor.

Manden er ret utålmodig.

- Kom nu. Se at få det overstået!

Jeg bliver rigtig bange nu. Mit hjerte hamrer af sted, og samtidig føler jeg mig som naglet til jorden. Hvad skal det betyde: Farvel? Hvor vil de hen med min mor? Jeg kigger på hende. Der er også frygt at spore i hendes øjne, og hendes blik lyver ikke. I det øjeblik står det helt klart for mig, at jeg ikke må lade hende køre væk. Uanset hvor hun skal hen, vil jeg med. En af mændende lægger hånden på min skulder for at få mig til at slippe min mor. Jeg skriger så højt jeg kan:

- Mor! Mor!

Jeg er ligeglad med alting nu. Tilbage er kun den nøgne angst. Jeg vil ikke for noget i verden skilles fra min mor. Menneskene rundt om os fornemmer nu også, at der er noget galt. En af de forbipasserende blander sig ligefrem.

- Hvad skal det nu til for? Det kan I da ikke gøre!

Han bliver straks bragt til tavshed.

- Hvis De siger så meget som ét or mere, bliver De også taget med."

Så bliver Katrins mor sat bag i bilen og kørt væk i håndjern en tidlig søndag morgen, 6. februar 1972, i den lille by Gera i DDR. Den socialistiske stat har fået nok af den unge, enlige mor som ovenikøbet har udtrykt ønske om at ville forlade landet. Staten må gribe ind og opdrage både mor og børn. Det sker med fængsel til mor, børnehjem og tvangsadoption så Katrin kan vokse op i en rettroende familie. Katrin er 4 år. Hun får aldrig en forklaring. Hører ikke mere fra sin mor. Hører kun at hendes mor er statsfjende. Hendes bror Mirko kommer på et andet børnehjem.

Det er Dickens og Orwel i forening. Blot er dette ikke fiktion. Det var virkelighed. Katrin vokser op, tænker på sin mor, tilpasser sig sin adoptivfamilie af frygt for at komme tilbage til børnehjemmet. Frygt og håbet om kærlighed driver hende til at tilpasse sig. Ingen forklarer noget, men alle er stolte af den lille pige - som den socialistiske stat åbenbart har så god held med at opdrage. Katrin tager os med i alle afkroge af hende tanker gennem hendes opvækst. Det gør ondt.

Først 15 år efter murens fald forstår Katrin, hvad der er sket med hende. Læsningen af de gamle arkiver og psykoterapi betyder, at hun nu kender overgrebet mod hendes mor og hende selv. Forstå det kan man aldrig. Man bliver sammen med Katrin rasende på DEM. Men hvem pokker var DE, hvem var systemet? Var systemet hendes socialistiske adoptivmor, som trods alt adopterede hende? Hvar det børnehjemmet? Var det de ansigtsløse STASI folk, som fra skyggerne udtænkte sindrige planer mod befolkningen - i bedste mening.

Katrin Behr har skrevet en bog, som tager os med på en rejse dybt i DDRs indre. Katrins var et parallelt liv - et indre, hvor hun længtes efter sin mor og sit ydre hvor hun tilpassede sig. Et sindsbillede på DDR, hvor SED og STASI var værdsat af meget få, men udadtil hyldet af alle. Der var ikke andet at gøre, hvis man ville bevare sig selv, sit liv, sine børn. Enkelte ville ikke sælge sig selv og deres værdi - tilgengæld kunne de som Katrins mor så ikke bevare sig selv, liv og børn. Den socialistiske stat tog over og man havnede i fængsel. Alle løj. Alle tav. For ellers. Katrin Behr er på sporet af løgn og fortielser.

STASI gik langt for at sikre børnene en opdragelse til gode socialistiske samfundsborgere. Nogle børn fik i skolen at vide, at deres forældre var døde i trafikuheld og derfor blev de sat i pleje og bortadopteret - imens deres forældre sad i fængsel, blev forhørt, tvangsmedicineret, isoleret, hånet, torteret. Politiske fanger var i fængselshierarkiet under stærkt kriminelle. Rotter. Andre blev fjernet ved fødslen - mor og far fik at vide at barnet var død og adoptivforældrene fik at vide, at barnet var forældreløs.

Men det foregik altsammen efter reglerne. DDR strafferetsparagraf §249 lød, at den, der forstyrrede den offentlige orden og sikkerhed med en asocial adfærd kunne straffes. Op til 2 år. "Asocial"? - i hænderne på et diktatur kan ordet ascial bøjes i alle retninger og det blev det. Men efter reglerne. Alt blev fint skrevet ned og kan nu findes i arkiverne. Lige som Hitlers håndlangere kunne STASI embedsmænd, pædagoger, lærere og andre der spillede med blot henvise til, at de jo bare passede deres daglige dont og arbejdede efter reglerne som det forventedes af dem. De fleste får da også offentlig pension i dag for lang og tro tjeneste ved staten. Selv Margot Honnecker, diktatorens kone også kaldet "den blå heks" på grund af hendes mærkelig hår, har fra Chile ment, at hendes pension burde være større. Hvad skal man mene.

Katrin Behrs rejse med at skrive bogen har hun gjort for sig selv og for andre tvangsfjernede børn af socialistiske inkompatible statsfjender. For hun er langt fra den eneste der blev tvangsadopteret. I dag hjælper hun andre i samme situation med at finde deres biologiske forældre.

Stærk kost. Hvordan sluger man den? Faktisk er det ikke muligt. Man lukker bogen med fugt i øjenkrogen. Der er kun at frygte for dem, som med de korrekte holdninger og i bedste mening vil tvinge dig med eller ud, hvis de får magt. Det er sket mange gange før og det sker lige nu med den såkaldte "Islamiske Stat" i Syren. I København stemmer hver femte på på Enhedslisten, som i deres partiprogram ønsker sig en stat, som er helt magen til den, som jagede Katrin Behr og hendes mor ud af deres liv. Præcis derfor er bogen aktuel og relevant - også i Danmark.

En bog som burde være pligtpensum på pædagogiske og sociale uddannelser, hvor tvangsadoption kan komme på tale. Tvangsadoption kan være nødvendigt, men at få bogen i pensum vil være en demokratisk vaccination mod systemovergreb og måske også en brik til forståelsen de børn, som bliver adopteret. Her må mange tanker gå igen. I DDR var det ikke forældrenes, ikke engang børnenes tarv der stod forrest. Det var statens tarv. Børn - dem lyttede ingen til.

Tak til Katrin Behr for modet til at skrive bogen. Og til Peter Hartl, som er Katrin Behrs medforfatter eller skyggeforfatter.

stjalmor
De stjal min mor - på sporet af løgn, fortielser og tvansadoptioner i DDR
Gadsforlag
2011
295 sider

Læs mere om Kathrin Behrs hjemmeside for tvangsadopterede børn: http://zwangsadoptierte-kinder.de/

 

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce

En tilfældig buket til inspiration

Kitty Kahane: 17. juni – Historien om Armin & Eva...

Anmeldelse. Den 17. juni 1953 gjorde arbejderne i DDR oprør, fordi styret beordrede dem til at arbejde mere for samme løn. Oprøret blev brutalt slået ned. Tegneren Kitty Kahane og tekstforfatterne Alexander Lahl, Tim Köhler og Max Mönch har tegnet og fortalt historien om den 17. juni 1953.

Skønlitteratur - romaner og novellerLæs mere
Røde Kors museet i Friedenau

Røde Kors kender alle i hele verden. Den neutrale hjælpe organisation, som har fokus på mennesket og hjælper upartisk. I Berlin er der et lille museum for Røde Kors. Museet viser historien om Røde Kors fra 1863 og til i dag – og om, hvordan Røde Kors var delt under den kolde krig.

Historie- og kultur museer Læs mere
TV-2 om Berlin

Det danske band TV-2 har også skrevet en sang om Berlin. Steffen Brandt har skrevet har skrevet sangen, hvor Gasthaus Stöberhai indgår. Jeg ikke kunnet identificere nogen Gasthaus Stöberhai i Berlin. Men der ligger et i Harzen.

StemningerLæs mere
Thomas Ubbesen: Vi var folket

Anmeldelse. Journalist Thomas Ubbesen og hans kone, journalist og østeuropakender Anne Haubek har rejst Østeuropa tyndt. Det er en generation siden at muren faldt – og hvad så? Er folk blevet lykkeligere med demokrati og kapitalisme? Eller var livet bedre under kommunisterne? Thomas og Anne taler med mænd og koner i  [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Hans Gregersen: Verden er ny – historier om de brø...

Anmeldelse. 1920-1929 har fået tilnavnet ”De brølende 20’ere”. Det er sikkert rigtigt, at de brølede. Men der er vist ingen nulevende danskere, der har en klar erindring om 1920’erne, hvor verden skulle finde sig selv igen efter 1. verdenskrig, og skejede ud og kastede det gamle væk. Den moderne ver [ ... ]

Faglitteratur - mennesker, historie og samfundLæs mere
Werner Grossmann: Den sidste spionchef

Anmeldelse. Werner Grossmann var spion. Han gjorde en lang karriere fra 1952 i en af verdens mest berygtede efterretningstjenester HVA – Hauptverwaltung Aufklärung. I 1986 nåede han toppen, da han afløste den legendariske og gådefulde Markus Wolf – kendt fra Le Carré trillerne som ”Karla”. I 20 [ ... ]

Erindringer og øjenvidner Læs mere
Volker Kutscher: Moabit

Anmeldelse. Hvis du har læst Volker Kutschers fremragende bøger om politimanden Gereon Rath, så kender du også Charlotte Ritter. Hun er biperson i bogen - men hovedperson for Gereon, som forelsker sig i hende. Volker Kutscher har skrevet en bog kun om frøken Ritter.

Skønlitteratur - romaner og novellerLæs mere