"The World War ll” – Trivia Game

ww2game

Anmeldelse. ”The World War ll” – Trivia Game er et strategisk spørgsmålsspil om den 2. Verdenskrig. Spørgsmål som i Trivial Pursuit-spillene, men temaet er 2. verdenskrig, og strategi på spillepladen en smule mere udviklet.

 

Spillet er pakket med 1.800 spørgsmål, og har du ikke nok i de spørgsmål, så kan du følge op med en ekstrapakke om besættelsen i Danmark 1940-45. Spillepladens felter har forskellige kategorier som fx ”People & Politics”, ”Weapons & Equipment”, ”Years & Dates”.

Spillet går ud på at erobre tre fjendtlige hovedstæder. Spiller du Storbritannien skal du fx erobre Tokyo, Berlin og Rom. Man rykker frem ved at svare korrekt på spørgsmålene. Før man kan erklære sejr, skal man have svaret korrekt i alle de seks kategorier. Undervejs kan man komme i kamp med de andre spillere, og taber man risikere man at skulle samle korrekte svar en gang til.

De allierede spillere er Storbritannien, USA og Sovjetunionen. Aksemagterne er Tyskland, Japan og Italien.

Berlin-guide.dk fik mulighed for at afprøve spillet. Så efter en hyggelig lørdagsfrokost med gule ærter, og regn og rusk i haven, hældte vi kaffe på kanden og afsatte eftermiddagen til at dykke ned i spillet og battle på paratviden. Vi var tre om bordet. Lad det være sagt: Ingen af os er eksperter i 2. verdenskrig, men jeg har dog både læst og skrevet en del om tiden, min bror har skrevet en bog om angrebet på Danmark, og Jens er også velbevandret i den gængse litteratur om 2. verdenskrig. Så nok alligevel mere historienørdet end gennemsnittet. Ingen koner viste interesse for at være med. Vi fik stuen for os selv.

Det lyder som et spil for gammelfar, men vi ville også med fornøjelse og lidenskab have spillet ”World War ll” dengang på kollegiet med chips, kaffe og øl på bordet. Trivial Pursuit kortene blev i hvert fald slidt til vi kunne alle svar udenad. Det er et spil for interesserede, for videnslugere – men både unge og ældre end os vil have fornøjelse af at være med.

I battle er der noget på spil. På spillekassen står der, at spillet tager ca. 45 minutter. Det tror jeg er rigtigt for de fleste. Men vi kom konstant i battles, så for os gik der næsten 3 gode timer. Mest fordi spørgsmålene affødte snak baggrunden for begivenhederne og nogen opslag, fx for at se et billede af den ekstremt store tyske kanon, der kunne skyde helt til London, og som blev omtalt som V3. Der var ikke svarmuligheder, som vi for alvor vil udfordre.

Der er arbejdet grundigt med både spørgsmål og spildynamik i ”The World War ll”. Og spørgsmålene rækker fra spørgsmål om kaliber af pistoler, til spørgsmål ind i TV-serien ”Band of Brothers”, hvilket år Molotov-Rippentrop-pagten blev indgået og hvad Hitler havde planlagt, at Berlin skulle hedde efter krigen. Eller Hvor døde Martin Bormann?, Hvor mange krigsskibe mistede de allierede under krigen?, Hvor holdt Dönitzregeringen til fra 2. maj 1945?. Hvem angreb Grækenland i 1940?...og næsten 1.800 flere.

På ekspertniveauet kan man beslutte, at man ikke får svarmuligheder, men til alle spørgsmål medfølger tre muligheder. Så alene ved gæt har man 33 procent chance for at tage stikket hjem, og med svarmulighederne på hånden kan man med lidt logik og omtanke alligevel komme på et godt bud. Fx Hvor mange skud kunne den tyske pistol P8 affyre: 6, 8 eller 10? Gætte, gætte, gæt – måske 8 står for antallet af skud? Måske ikke, men svaret er 8 skud. Netop fordi man har en chance ved at gætte eller tænke sig om har alle en chance.

Så måske det var godt nok at konerne ikke var med. Tænk hvis de havde vundet!

Brætspil, samvær og samtale

Spil på iPads, telefonen, computeren og streamingtjenester betyder, at der er altid, er et underholdningstilbud ved hånden, der passer til alle, hver især, i familien. Brætspil samler, skaber samvær og samtale. Man skal investere lidt af sig selv og sin tid i at være med. Men det er en god investering, og der er heldigvis mange at vælge imellem.

”The World War ll” er værd at spille med venner og familie – eller i skolen. Det nørdede niveau er ikke nødvendigt, og man kan vælge at spille sammen og forene kræfterne på et hold. Det vil øge både indsigt og nysgerrighed efter at kende mere til tiden.

Udvidelsen med besættelsen er interessant. Spil med de ældste i familien, som stadig kan huske tiden. Krigen sluttede for 75 år siden, så det er de næste 10-15 år de sidste øjenvidneberetninger findes. Spillet vil med garanti udløse personlige beretninger og erindringer om dengang, og måske i større detalje end når vi før har spurgt: ”Hvordan oplevede du 9. april 1940?” eller ”5. maj 1945”. Det er ikke noget man skal vente nogle år med.

Er WW2 egnet til hygge?

Spillet kommer med en lille efterskrift, for 2. Verdenskrig var en forfærdelig krig. Mordene og forbrydelserne, Holocaust, nedskydninger, bombninger i et omfang man kun i glimt kan begribe dybden og rædslen af. Hvordan kan hæslighederne overhovedet været et tema, som skaber familie-hygge en regnvejrslørdag i november? Spiludvikleren mener selv, at hændelserne var så voldsomme, at dem må vi aldrig glemme - og derfor kan et trivia-game være berettiget. .

Berlin-guide tænker, at hvis rædslerne blev genoplivet, når vi åbnede en bog om emnet – så ville ingen bøger om 2. Verdenskrig kunne eksistere. Hvis rædslerne blev genoplivet, når vi besøgte et mindested – så ville der ingen besøgende være. Jeg tror, at vi dybest set mangler evnen til at føle smerten, rædslen og døden, når vi ikke selv er direkte involveret i begivenheden. Smerten og rædslen kan vi se ind i glimt, mens medfølelse kan vare ved. Et Trivia-spil om 2. verdenskrig er i den henseende ikke væsentlig anderledes end at se en actionfilm, hvor folk dør på stribe, eller en reportage fra krigen i Yemen eller Afghanistan.

Mission accomplished

Så, summamarum, et brætspil, der adskiller sig fra andre brætspil, og som samler familie og venner om bordet. Og skulle spilleriet føre til så meget snak og diskussion om dengang, at man ikke når at spille færdig - så går det nok. Og for spiludvikleren vil jeg tro, at netop det vil være mission accomplished.

Endelig den krølle, at hvis sygdomme og pandemi forhindrer os i at være sammen, så kan et Trivia-spil jo sagtens spilles over TEAMS, SKYPE eller ZOOM, som de fleste efterhånden er fortrolige med. Hav spillet klar til de lange juleferiedage.

God spille lyst

ww2World War ll
Paratvidenspil med 1.800 spørgsmål om 2. Verdenskrig
Alle spørgsmål og spilleregler er på dansk.
Alderstrin: +16.
Antal spillere: 2-6.
Sprog: Dansk

Spillet køber du på WW2trivia.com

Desuden

Udvidelsespakke med 300 spørgsmål om besættelsen af Danmark under 2. Verdenskrig.

Her kan du duellere på viden om alt fra:

Modstandsaktioner
Tyske operationer
Politikere, generaler
Kampe på besættelsesdagen
Våbendatoer
Østfront
Frivillige danskere i de allieredes tjeneste

og meget mere.

Husk til din Berlintur

Vælg de sider du skal huske til din tur
+

Valgt: Til Berlin rejsen

Vælg noget til turen

X

Item added to Favorites!

Berlin-guide på Facebook

facebookBerlin-guide er aktiv på Facebook. Følg med og få de senste tip og nyt om Berlin og berlin-guide.

Berlin-guide anmelder

Få nyhedsbrev fra Berlin-guide

Abonner på nyhedsbrevet fra berlin-guide.dk. Det er gratis og ca en gang i kvartalet


catchme refresh

En ide til rejsen?

Annonce

 

Annonce